torsdag den 21. oktober 2010

NHK Trophy tidsskema

NHK Trophy begynder i morgen!

(dansk tid, GMT +1)

Fredag den 22. oktober
08:00 - Isdans: kort dans
10:03 - Parløb: kort program
12:00 - Damer: kort program

Lørdag den 23. oktober
05:20 - Herrer: kort program
07:30 - Isdans: fridans
09:35 - Parløb: langt program
11:47 - Damer: langt program

Søndag den 24. oktober
05:00 - Herrer: lange program
09:00 - Gallafremvisning

På TV eller internet?
Personligt har jeg ikke tid til at se konkurrencen live på TV eller internet, men det virker som om, at mulighederne alligevel ikke er der. Eurosport har taget den dumme beslutning om ikke at vise Grand Prix'erne denne sæson - andre sportskanaler i Danmark ligeså. Hvis du modtager den italienske sportskanal Rai Sport, så ved jeg, at de sender det meste af konkurrencen live (så er det ærgerligt, at man ikke bor hjemme hos forældrene, som har kanalen). En mulighed kunne være at se et stream på russiske NTV via WebTV (Russian LIVE TV), som dog koster penge (se mere på guiden her - det er på delvis italiensk, så brug Google Translate). Den løsning, som jeg kommer til at ty til, vil være YouTube.

NHK Trophy forudsigelser - Herrer

Daisuke Takahashi er favorit til at tage guldet ved NHK Trophy. (Foto: Getty Images)

Endnu en regerende Verdensmester gør sin sæsondebut ved NHK Trophy; hjemmebanefavorit Daisuke Takahashi skøjtede et solidt langt program ved Japan Open, men han havde problemer ved Grand Prix'erne forrige sæson, hvor han bl.a. endte på en 4. plads her. Dette kunne dog have skyldtes hans knæoperation, så forhåbentlig er han blevet lidt mere pålidelig.

Den amerikanske mester Jeremy Abbott var også meget upålidelig den forrige Grand Prix sæson og sammenlagt med støvleproblemer, bliver det spændende at se om han kan fuldføre sine programmer nogenlunde rent. Hans landsmand Ross Miner, der er den regerende JGP Finale bronzevinder, gør sin seniordebut her efter at have være ude med skade.

De europæiske herrer ledes an af svenske Adrian Schultheiss, der endte på en solid 9. plads ved forrige VM. Hans sæsondebut ved Ondrej Nepala Memorial var dog ikke stærk, da han endte på en skuffende 4. plads. Kevin van der Perren startede også sæsonen lidt skuffende ud med en 5. plads ved Nebelhorn Trophy (han var dog på en 2. plads efter det korte program). Franske Florent Amodio havde sin gennembrudssæson, hvor han vandt de franske mesterskaber og kom til Vinter OL. Han mangler dog stadig at vise solide fremførelser ved de store konkurrencer.

Kazakhstanske Denis Ten havde en lidt skuffende olympisk sæson efter at have endte på en flot 8. plads ved VM 2009, men med nye træner Frank Carroll burde vi forhåbentlig se forbedringer. Canadiske Shawn Sawyer, der vandt sølv ved sidste års Skate America, gør også sin sæsondebut her.

Japanske Yuzuru Hanyu er endnu en regerende Junior Verdensmester, som gør sin seniordebut her. Hanyu er en komplet skøjteløber, men hans spring kan måske blive upålidelige, eftersom han planlægger at tilføje quaden i sine programmer.

Mine forudsigelser
GULD - Daisuke Takahashi JPN
SØLV - Jeremy Abbott USA
BRONZE - Yuzuru Hanyu JPN

Se hele deltagerlisten her.

onsdag den 20. oktober 2010

NHK Trophy forudsigelser - Parløb

Qing Pang og Jian Tong ved sidste års NHK Trophy, som de vandt. (Foto: Getty Images)

De regerende verdensmestre Qing Pang og Jian Tong udviste fænomenal pålidelighed forrige sæson, hvor de mindste vandt sølv ved de konkurrencer, de deltog i. Med Xue Shen og Hongbo Zhaos pension (og Dan Zhang og Hao Zhangs skade) er de nu Kinas par nr. 1, og ved NHK Trophy er ingen af deres konkurrenter på nær samme niveau som de, så guldet burde være deres. Deres nye musik er "Nocturne in C Sharp Minor" af Chopin til det korte og "Liebesträume" af Liszt til det lange.

De amerikanske mestre Caydee Denney og Jeremy Barrett endte på en 4. plads ved sidste års NHK Trophy, og i år virker en podieplads som en stor sandsynlighed. Parret har for nylig ændret træner til John Zimmerman og Silvia Fontana, så det blive spændende at se, om parret har opnået en mere sofistikeret præsentation siden.

Vera Bazarova og Yuri Larionov har lige vundet guld ved Nebelhorn Trophy og begynder nu deres første fulde sæson ved senior Grand Prix'erne. Parret har solide kast og løft, men Bazarova kæmper ofte med side-om-side springene. Forhåbentlig kan de overkomme det problem, da de er det eneste russiske par med mulighed for at komme i Finalen.

De regerende Junior VM sølvmedaljetagere Narumi Takahashi og Mervin Tran har lige deltaget i to JGP'er, hvor de har vundet sølv, men seniorrækkerne er anderledes. Sidste år endte på en sidsteplads ved NHK Trophy, men parret har dog sidenhen opnået store forbedringer.

Mine forudsigelser
GULD - Qing Pang/Jian Tong CHN
SØLV - Caydee Denney/Jeremy Barrett USA
BRONZE - Vera Bazarova/Yuri Larionov RUS

Se hele listen af deltagere her.

NHK Trophy forudsigelser - Damer

Mao Asada gør sin 'rigtige' sæsondebut ved NHK Trophy. (Foto: Reuters Pictures)

Den regerende verdensmester Mao Asada vil være den store guldfavorit, når hun gør sin sæsondebut ved NHK Trophy, som afholdes i hendes hjemby Nagoya. Asada havde dog en skidt fremførelse ved Japan Open, hvor hun endte på en 5. plads ud af seks damer, da springene simpelthen ikke var der. Desuden plejer Asada at peake senere i sæsonen, men det skal siges, at hun har vundet NHK Trophy to gange ud af to forsøg.

Feltet ved NHK Trophy er formentlig det stærkeste af alle seks konkurrencer. USA stiller op med tre damer, der alle har Grand Prix medaljer på resuméet; den amerikanske mester Rachael Flatt udførte solide programmer med svære spring igennem forrige sæson. Hun har dog tabt et par sommerkonkurrencer til nogle juniorer for nylig. Ashley Wagner overraskede alle, da hun vandt medaljer ved begge sine Grand Prix'er - blandt andet bronze her - og kvalificerede sig til Finalen forrige sæson. Hendes triple lutz skulle angivelig være på korrekt skær nu. Caroline Zhang har også i løbet af sommeren arbejdet med sine spring. En medalje her virker usandsynlig, men forbedringer i hendes spring og grundløb burde være en sejr i sig selv.

De europæiske damer har også en chance; finske Kiira Korpi har startet sin sæson stærkt ud med guld ved Nebelhorn Trophy og sølv ved Finlandia Trophy, så hun ser helt klart frem til at fortsætte med at vinde medaljer. Viktoria Helgesson vandt sølv ved Nebelhorn Trophy, men hun mangler stadig at gøre sig bemærket ved Grand Prix'erne. Carolina Kostner kan både være tåkrummende eller vidunderlig på isen, for nylig mest tåkrummende, men forhåbentlig er den sæson kommet, hvor hun endelig får skøjtet nogle rene programmer. Den regerende EM bronzemedaljetager Elene Gedevanishvili deltager også.

Den regerende Junior Verdensmester Kanako Murakami gør sin seniordebut i hjemlandet, som spændt håber at hun kan leve op til at være Japans nye stjerne. Murakami vandt alle sine konkurrencer på juniorniveau forrige sæson, men denne sæson startede hun lidt usikkert ud ved en regional konkurrence, hvor hun fejlede de fleste spring i sit lange program.

Mine forudsigelser
GULD - Mao Asada JPN
SØLV - Rachael Flatt USA
BRONZE - Kiira Korpi FIN

Se hele listen af deltagere her.

tirsdag den 19. oktober 2010

NHK Trophy forudsigelser - Isdans

Sidste års isdansepodium ved NHK Trophy. Kun guldmedaljetagerne Meryl Davis og Charlie White deltager igen i år. (Foto: Getty Images)

Sæsonens allerførste Grand Prix, NHK Trophy, starter nu på fredag i Nagoya, Japan, med isdansernes korte danse. I alt 10 isdansepar deltager.

Amerikanske Meryl Davis og Charlie White burde med nemhed tage guldet, for det er intet tilfælde, at de forrige sæson vandt begge deres Grand Prix'er samt Finalen og sølv ved Vinter OL og VM. Parret er i Virtue/Moirs fravær stemplet som isdansepar nr. 1, så det mest spændende for os seere bliver, om de kan overgå deres programmer fra forrige sæson. OBS! Parret har ændret musikken til deres korte dans til "La Traviata" og "La Vie Boheme" efter at have fået dårlig feedback på deres oprindelige "Amélie" korte dans.

Sølv og bronze er lidt mindre sikkert. Italienske Anna Cappellini og Luca Lanotte kvalificerede sig til Finalen forrige sæson og har desuden lige vundet sølv ved Nebelhorn Trophy. Deres fridans så dog ud til at mangle lidt arbejde. Canadiske Kaitlyn Weaver og Andrew Poje vandt bronze ved sidste års Skate Canada, men kvalificerede sig ikke til OL eller VM. De sluttede dog deres sæson med en sejr ved 4CC.

To lovende juniorpar gør også deres senior Grand Prix debut. De regerende Junior Verdensmestre Elena Ilinykh og Nikita Katsalapov imponerede alle med deres "Schindlers Liste" fridans, men i år har de allerede modtaget en del kritik (fra selveste Tatiana Tarasova) over ikke have opnået nok forbedringer. Junior VM sølvmedaljetagerne fra 2009 Maia Shibutani og Alex Shibutani gjorde deres sæsondebut ved Nebelhorn Trophy, hvor de endte på en 4. plads efter en fejl i deres korte dans. Perfekte programmer her er måske nok til en podieplads. Alle par, der skøjtede juniorer forrige sæson, har den ulempe at de er mindre rutinerede i "Goldens Waltz" trinsekvenserne, som er obligatorisk i den korte dans. "Golden Waltz" var nemlig den obligatoriske dans forrige sæson.

Mine forudsigelser
GULD - Meryl Davis/Charlie White USA
SØLV - Anna Cappellini/Luca Lanotte ITA
BRONZE - Kaitlyn Weaver/Andrew Poje CAN

Se hele listen af deltagere her.

Formspring me

Nu er det ikke sådan, at det vælter ind med kommentarer herinde (for få kunstskøjteløbsfan i Danmark, måske?), men jeg tænkte, at det alligevel kunne være en god idé at få en formspring.me-widget på min blog.

Så hvis du har et spørgsmål, som ikke relaterer sig til et bestemt indlæg, så vær velkommen til at stille det der. Spørgsmål på engelsk er også velkomne.

Grand Prix'erne begynder på fredag!

Så begynder sæsonen for alvor, da senior Grand Prix'erne begynder nu på fredag. I de seks konkurrencer, der samlet officielt kaldes 'ISU Grand Prix of Figure Skating', vil kunstskøjteløberne kæmpe om ranglistepoint, præmiepenge, en plads i Finalen og så selvfølgelig medaljer og ære.

Hver skøjteløber kan deltage i op til to Grand Prix'er, og top 6 fra hver disciplin vil avancere til Finalen. Datoerne for Grand Prix'erne er:

NHK Trophy
22.-24. oktober
Nagoya, Japan

Skate Canada
29.-31. oktober
Kingston, Ontario, Canada

Cup of China
5.-7. november
Beijing, Kina

Skate America
12.-14. november
Portland, Oregon, USA

Rostelecom Cup
19.-21. november
Moskva, Rusland

Trophée Eric Bompard
26.-28. november
Paris, Frankrig

Grand Prix Finalen
9.-12. december
Beijing, Kina

mandag den 18. oktober 2010

Coupe de Nice 2010 videoer

I tilfælde af at du ikke så herrernes lange programmer live.

Artur Gachinski (guld) - "Bolt" af Shostakovich


Konstantin Menshov (sølv) - "Michael Jackson Medley"


Alban Preaubert (bronze) - "Three Piano Pieces No. 2 in E-flat major" af Schubert


Peter Liebers (4. plads) - "Sherlock Holmes" soundtrack



Javier Fernandez (5. plads) - "Pirates of the Caribbean"


Chafik Besseghier (6. plads)