onsdag den 29. marts 2017

VM 2017 forudsigelser - Isdans

Virtue/Moir, Shibutani/Shibutani og Papadakis/Cizeron er favoritter i isdans.

Vi har det dybeste felt i lang tid hos isdanserne ved VM i kunstskøjte World Figure Skating Championships 2017. Syv par i konkurrencen har før vundet VM-medalje(r), og det betyder at nogle må se sig ende langt fra podiet i år.

Favoritter må være olympiske mestre og to gange verdensmestre Tessa Virtue og Scott Moir, som indtil videre har haft en fantastisk comeback sæson. Canadierne er ubesejrede denne sæson, og de har med enorme scores vundet GPF og 4CC. Især deres kort dans har scoret væsentlig bedre end konkurrenterne, og med deres sædvanlige løb vil de formentlig løbe med titlen.

To gange forsvarende verdensmestre Gabriella Papadakis og Guillaume Cizeron går en hård kamp i møde, hvis de vil forsvare deres titel. Franskmændene har senest vundet deres tredje EM-titel, men ved deres to opgør med Virtue/Moir denne sæson er de begge gange blevet slået med en god margin. Parret er favoritter til sølv, men de kan godt falde lavere, hvis de bliver ved med at lave dumme småfejl i deres korte dans.

Regerende VM-sølvvindere Maia Shibutani og Alex Shibutani har haft en flot sæson med bronze ved GPF og sølv ved 4CC. Det amerikanske søskendepar har virkelig fundet deres stil, og på isen kan man let se deres selvsikkerhed. I dette felt får de svært ved at tangere forrige års placering, men de har en chance med solide løb.

Landsmænd Madison Chock og Evan Bates har taget medaljer ved de to forrige verdensmesterskaber, men denne gang bliver selv en 4. plads svær at opnå. Duoen skiller sig ud med deres rockede stil denne sæson, men det er formentlig ikke nok til at komme på podiet. Stærke løb kombineret med fejl fra favoritterne er deres bedste chance.

De tidligere verdensmestre Anna Cappellini og Luca Lanotte kvalificerede sig ikke engang til GPF denne sæson, men dommerne har endnu ikke tabt begejstringen for italienerne, da de kunne tage sølv ved EM trods fejl. Duoen er ikke favoritterne til at lande på podiet, men de plejer dog altid at peake ved VM.

Ekaterina Bobrova og Dmitri Soloviev deltager ved VM for første gang siden 2013, hvor de tog bronze. Parret har solidt båret russiske isdans i en tid, hvor Rusland ikke længere dominerer, og man kan altid regne med solide løb fra parret. Duoen har ikke samme lethed i deres løb som topparrene, men de har power og opnår solide levels til at placere højt.

To gange VM-medaljevindere Kaitlyn Weaver og Andrew Poje skuffede med en 5. plads ved forrige VM, og trods et trænerskifte i off-sæsonen har de endnu ikke formået at genvinde deres topplads, da de senest måtte nøjes med en 5. plads ved 4CC. Canadierne har dog lavet småfejl ved de fleste konkurrencer, så med rene løb kan de måske overraske.

Amerikanske Madison Hubbell og Zachary Donohue tog en fin 6. plads ved forrige VM, og denne sæson har de bygget videre på dette med to GP-sølvmedaljer, en tur til Finalen og en 4. plads ved 4CC. Som USAs tredjepar er de ikke medaljefavoritter, men de kan uden tvivl placere højt.

Piper Gilles og Paul Poirier tog en solid 8. plads ved forrige VM, og selvom de har leveret fine løb denne sæson, er deres resultater som følge af det dybere felt bare blevet en tak lavere. Det kreative par skiller sig fra mængden, men de må ikke lave dumme tekniske fejl, hvis de vil i top 8 igen.

Danmark har sin eneste repræsentation ved dette VM med isdanserne Laurence Fournier Beaudry og Nikolaj Sørensen. Parret tog en 13. plads ved forrige VM og som sagt bliver det svært for dem at tangere denne placering. Ikke desto mindre har de lige opnået deres karrieres bedste EM-placering, hvor de tog en 7. plads.

Mine forudsigelser
1. Tessa Virtue / Scott Moir CAN
2. Gabriella Papadakis / Guillaume Cizeron FRA
3. Maia Shibutani / Alex Shibutani USA
4. Madison Chock / Evan Bates USA
5. Madison Hubbell / Zachary Donohue USA
6. Anna Cappellini / Luca Lanotte ITA
7. Ekaterina Bobrova / Dmitri Soloviev RUS
8. Kaitlyn Weaver / Andrew Poje CAN
9. Piper Gilles / Paul Poirier CAN
10. Alexandra Stepanova / Ivan Bukin RUS

Se flere detaljer her.

tirsdag den 28. marts 2017

VM 2017 forudsigelser - Herrer

Chen, Uno, Fernandez og Hanyu er blandt favoritterne hos herrerne.

Vi har et sprængfyldt felt hos herrerne ved VM i kunstskøjteløb World Figure Skating Championships 2017. Multiple quads er på planen, og det ser ud til, at herrerne tilføjer flere i sidste øjeblik for at få forspringet!

Han er to gange forsvarende VM-sølvvinder, men japanske Yuzuru Hanyu har ikke desto mindre potentialet til at score højst i feltet pga. sin all-round kvaliteter i grundløb, spring og præsentation. Den tidligere verdensmester har haft en flot sæson, men han har endnu ikke løbet helt fejlfrit, og det betød at han senest måtte nøjes med sølv ved 4CC. Med sine sædvanlige løb burde han snuppe medalje, men hvis han vil have guld, har han ikke råd til at poppe sin quad salchow igen.

Den nykronede 4CC-mester Nathan Chen har haft en meteorisk senior debutsæson, og det skyldes uden tvivl, at han forsøger det sværeste spring layout i feltet. Amerikaneren har hele fire forskellige quads i sit repertoire, og indtil videre har han været succesfuld med at lande syv quads gennem to programmer. Teknisk er han så stærk, at de andre herrer får svært med at nå ham, men i sin VM-debut kan nerver måske komme på spil.

To gange forsvarende verdensmester Javier Fernandez er igen undertippet til at tage titlen. Med "kun" to forskellige quads har spanieren ikke samme sværhed som sine rivaler, og han skal derfor løbe rent og/eller håbe på fejlfyldte løb fra rivalerne. Fernandez har i seneste konkurrencer - selv EM, som han vandt - har lidt rodede friløb, men han plejer normalt at peake ved VM.

Tidligere tre gange verdensmester Patrick Chan har siden sit comeback spillet catch-up med de andre fyre, og forrige år blev det derfor kun en til 5. plads ved VM. Denne sæson har han tilføjet en quad salchow til sit friløb, men han er stadig bagud teknisk. Derfor er fejlfrie løb et must, men han virkede stadig usikker på sit layout ved GPF og 4CC, hvor det blev en 5. og 4. plads.

Kinesiske Boyang Jin tog flot bronze ved sin VM-debut forrige år, men sidenhen har mange herrer indhentet ham teknisk, og Jins lavere programkomponenter holder ham nu mere tilbage end de gjorde før. Han får derfor brug for at undgå rodede landinger i håb om at landet på podiet igen.

Shoma Uno var øjensynligt skuffet med sin 7. plads ved forrige VM, og han har da også sidenhen tilføjet to forskellige quads til sine løb. Japaneren er både stærk i præsentation og teknik, men han plejer at være lidt usikker i sit korte program samt med triple axelerne i friløbet. Indtil videre har han haft en stærkt sæson med både bronze ved GPF og 4CC, så en podieplads er meget mulig for ham.

Resten af feltet er nok long-shots til podiet. Et wildcard er selvfølgelig to gange VM-medaljevinder Denis Ten, som igen har haft en rutschebane af en sæson: han vandt Winter Universiade, men efterfølgende blev det kun til en 10. plads ved AWG. Hvis (og det er et stort hvis) han er i topform, udgør han en legitim medaljetrussel.

Hold også øje med Jason Brown, hvis bedste VM-placering tæller en 4. plads i 2015. Uden en stabil quad kan han nok ikke komme på podiet, men grundet sine andre stærke kvaliteter kan han placere højt. Han har døjet med skade, men presset er på ham for at placere højt, så USA kan opnå tre pladser til Vinter OL.

Fra Rusland har vi Maxim Kovtun og Mikhail Kolyada, som begge også har opnået en 4. plads ved VM i deres karriere. Begge herrer har de store spring, men de kan begge have dyre pops i deres løb, som koster dem dyre point.

Mine forudsigelser
1. Nathan Chen USA
2. Yuzuru Hanyu JPN
3. Javier Fernandez ESP
4. Shoma Uno JPN
5. Patrick Chan CAN
6. Boyang Jin CHN
7. Jason Brown USA
8. Denis Ten KAZ
9. Maxim Kovtun RUS
10. Mikhail Kolyada RUS

Se flere detaljer her.

mandag den 27. marts 2017

VM 2017 forudsigelser - Parløb

Duhamel/Radford, Tarasova/Morozov og Sui/Han er favoritterne i parløb.

Parløbernes konkurrence ved VM i kunstskøjteløb World Figure Skating Championships 2017 er yderst spændende, da vi har et meget dybt og jævnbyrdigt felt. Ingen par har domineret denne sæson, og dermed kan det blive en meget tæt konkurrence.

To gange forsvarende verdensmestre Meagan Duhamel og Eric Radford har ikke domineret denne sæson som forventet, da det "kun" blev til bronze ved GPF og sølv ved 4CC. Canadierne har den højeste tekniske sværhed planlagt i feltet med både side-om-side triple lutz og kast quad salchow, men indtil videre har de haft problemer med at lande både spring og kast rent. Duoen plejer dog at overraske og peake ved VM, så spørgsmålet er om de kan gøre det igen.

De var ude hele sæsonen pga. skade, men Wenjing Sui og Cong Han gjorde et overbevisende comeback ved 4CC, som de vandt. Det kinesiske par har både præsentation og de flotte kast og quad twist, men det er svært at spå om deres placering baseret på én konkurrence. De plejer at peake ved 4CC, men kan det være deres peak, hvis det har været deres eneste konkurrence denne sæson indtil nu?

Det russiske toppar Evgenia Tarasova og Vladimir Morozov har haft deres hidtil bedste sæson med guld ved både GPF og EM. De kølige russere er kendt for deres rene og eksplosive teknik, og især deres korte program har været en succes for dem. Duoen forsøger vist ingen quad (de har prøvet twist), men i år kan rene løb måske være nok til at få dem på podiet.

De forsvarende VM-bronzevindere Aliona Savchenko og Bruno Massot havde en flot GP-sæson, indtil en ankelskade tvang hende fra isen. Det tyske par formåede dog at snuppe sølv ved EM med nær rene, omend konservative løb. Lignende løb kan måske være nok til at skaffe dem en medalje igen, men det ligner ikke parret at spille sikkert - og det skal de heller ikke, hvis de håber på guld.

Tidligere VM-sølvvindere Ksenia Stolbova og Fedor Klimov prøver at finde tilbage til tops, efter det kun blev en 4. plads ved forrige VM og dette EM. Det russiske par har dog døjet med skader, som betyder at de ikke har konkurreret meget. Parrets styrke er deres knivskarpe elementer, men deres kast har voldt dem problemer det seneste stykke tid.

Franske Vanessa James og Morgan Cipres havde deres livs konkurrence ved dette EM, hvor to stærke løb gav dem bronze. Parret har høj sværhed på både spring og kast, hvilket til tider kan medføre lidt sjuskede løb, men hvis alt går op i en højere enhed, kan de nok slå deres bedste VM-placering, som var en 8. plads tilbage i 2013.

VM-debutanter Xiaoyu Yu og Hao Zhang har haft en flot debutsæson sammen med tre GP-medaljer, omend de lidt skuffende måtte nøjes med en 4. plads ved 4CC. Duoen har både quad twist samt fine kast og spring, men i dette felt er det nok stadig for tidligt for dem at blande sig i toppen, med mindre favoritterne laver fejl.

Canada sender et stærkt team, da deres to andre par også kan blande sig i top 10. Liubov Ilyushechkina og Dylan Moscovitch tog senest bronze ved 4CC, og med deres stærke kast og løft kan de placere højt, hvis hun får landet sine spring. Julianne Seguin og Charlie Bilodeau vandt Skate America, men de har ikke konkurrereret siden december, hvor hun pådrog sig en hovedrystelse. Parret kan også score højt, men deres form er ukendt.

Mine forudsigelser
1. Meagan Duhamel / Eric Radford CAN
2. Wenjing Sui / Cong Han CHN
3. Evgenia Tarasova / Vladimir Morozov RUS
4. Aliona Savchenko / Bruno Massot GER
5. Ksenia Stolbova / Fedor Klimov RUS
6. Xiaoyu Yu / Hao Zhang CHN
7. Vanessa James / Morgan Cipres FRA
8. Liubov Ilyushechkina / Dylan Moscovitch CAN
9. Natalia Zabiiako / Alexander Enbert RUS
10. Julianne Seguin / Charlie Bilodeau CAN

Se flere detaljer her.

søndag den 26. marts 2017

VM 2017 forudsigelser - Damer

Tidligere VM-medaljetagere Medvedeva, Kostner, Pogorilaya og Wagner er igen blandt favoritterne.

Konkurrencen ved VM i kunstskøjteløb World Figure Skating Championships 2017 begynder med damerne, hvor vi har én storfavorit til guldet - de andre medaljer er dog vidt åbne, og her har vi måske op til ti potentielle kandidater.

Regerende verdensmester Evgenia Medvedeva er favorit til at blive den første kvinde, som forsvarer sin VM-titel siden Michelle Kwan gjorde det tilbage i 2001. Russiske Medvedeva er ubesejret denne sæson med et forsvar af både sin titel ved både GPF, nationale mesterskaber og EM. Man kan altid stole på at hun vil løbe fejlfrie programmer, og med hendes rekordhøje scores bliver det svært for andre at fange hende uanset hvad de gør.

En lille favorit til sølv må dog være den forsvarende VM-bronzevinder Anna Pogorilaya, som har opnåede flotte resultater gennem hele sæsonen med bl.a. bronze ved GPF og sølv ved EM. Hun har har store eksplosive spring, og selvom hun ikke tager de hårde fald mere, så kan hun stadig have løb, hvor hun må kæmpe for sine landinger.

Forsvarende VM-sølvvinder Ashley Wagner begyndte sæsonen flot med en sejr ved Skate America, men en 6. plads ved Cup of China medførte at hun for første gang efter fire sæsoner ikke kvalificerede sig til GPF. Hun virkede i bedre form ved US Nationals - hvor hun tog sølv - men hun skal rotere sine spring (især 3-3 kombinationer) eller håbe på et sødt teknisk panel, hvis hun vil på podiet igen.

Tidligere verdensmester Carolina Kostner har haft et overraskende solidt comeback, og senest blev det til bronze ved EM. God teknik og flot præsentation scorer hende altid højt, men lavere sværhed på springene betyder, at en podieplads afhænger af, om hun kan løbe nær rent - eller opgradere sit layout.

Russiske Maria Sotskova havde en flot sæson indtil en nedsmeltning i det lange program ved EM betød, at hun tabte bronze. Hun er kendetegnet med en elegant præsentation og svære spring, så hvis hun kan genfinde sin normalt skyhøje stabilitet og undgå underrotationer, har hun uden tvivl chance for medalje i sin VM-debut.

Team Canada stiller med sin stærkeste hold i lang tid. Kaetlyn Osmond havde en flot GP-sæson med to sølvmedaljer og en tur til Finalen, og pga. sine store spring og udadvendte præsentation er hun i stand til at score meget højt. Det lange program plejer dog at volde hende problemer, så hun altid ender med at bogstavelig talt falde ud af top 3.

Landsmand Gabrielle Daleman tog en solid 9. plads ved forrige VM, og hun har formået at bygge videre på dette med solide placeringer, senest sølv ved 4CC. De eksplosive spring er også hendes forte, men ligesom Osmond har hun også tendens til at lave nogle fejl i friløbet, som trækker ned.

Team Japan er seriøst svækket efter Satoko Miyahara trak sig med skade. Presset ligger derfor meget på Mai Mihara, som har haft en overraskende god seniordebut med bronze ved Skate America og senest en sejr ved 4CC. Pålidelig spring er hendes styrke, men lidt lavere programkomponenter betyder, at en del rivaler kan slå hende, såfremt de løber rent.

Både USA og Japan håber er i farezonen til at miste deres tredje plads til Vinter OL, og dermed skal resten af deres hold klare det betydeligt bedre end ved 4CC: amerikanske Mariah Bell (#6) og Karen Chen (#12) gør deres VM-debut, mens japanske Wakaba Higuchi (#9) og Rika Hongo (#10) har døjet med skade. Alle disse har dog talentet til en top 10 placering.

Mine forudsigelser
1. Evgenia Medvedeva RUS
2. Anna Pogorilaya RUS
3. Carolina Kostner ITA
4. Mai Mihara JPN
5. Kaetlyn Osmond CAN
6. Ashley Wagner USA
7. Maria Sotskova RUS
8. Gabrielle Daleman CAN
9. Wakaba Higuchi JPN
10. Dabin Choi KOR

Se flere detaljer her.

fredag den 24. marts 2017

Jeg skal til VM 2017 i kunstskøjteløb :-)

VM-billetterne til Helsinki 2017 er købt.

Jeg har endelig råd, og VM i kunstskøjteløb afholdes relativt tæt på, så nu tænkte jeg at: "nu skal det være!". Indtil videre har jeg købt billetter til parløb (kun FS), damer (SP+FS) og herrer (SP+FS), men jeg overvejer måske lidt at købe til mere, hvis jeg får mulighed for det i Helsinki - skal andre fans fra Danmark med til VM?

I kan følge mig på snapchat, Twitter og Instagram.

torsdag den 23. marts 2017

VM 2017 i kunstskøjteløb - tidsplan

Sæsonens højdepunkt er nær, da VM i kunstskøjteløb ISU World Figure Skating Championships 2017 finder sted 29. marts til 2. april i Helsinki, Finland. Dette VM er specielt, da pladser til Vinter OL 2018 skal opnås og selvfølgelig fordi jeg for første gang skal med og se en international kunstskøjteløbskonkurrence!

Tidsplan, dansk tid (Finland er 1 time foran)

Onsdag den 29. marts
09:40-15:24 - Damer: kort program
16:15-16:45 - Åbningsceremoni
17:10-21:48 - Parløb: kort program

Torsdag den 30. marts
11:10-16:40 - Herrer: kort program
17:55-20:54 - Parløb: langt program

Fredag den 31. marts
10:00-15:03 - Isdans: kort dans
17:00-20:55 - Damer: langt program

Lørdag den 1. april
09:50-13:57 - Herrer: langt program
15:35-18:54 - Isdans: fridans

Søndag den 2. april
13:00-15:30 - Gala opvisning

Se det på TV og internet?
Eurosport 1 og 2 vil vise noget af konkurrencen, både live og delay. Jeg får måske ikke så meget tid til at blogge under konkurrencen, men følg mig på mine sociale medier for up-to-date nyheder fra Hartwall Arena. De officielle hashtag for konkurrencen er #WorldFigure og #Helsinki2017.

Se flere detaljer her.

tirsdag den 21. marts 2017

Junior VM 2017 i kunstskøjteløb - medaljeoversigt

Guldmedaljevinderne ved gala opvisningen.

Konkurrencen ved Junior VM 2017 i kunstskøjteløb blev afholdt i Taipei City, og den indeholdte en del overraskelser. Podierne var ikke helt så diverse som forrige år, da vi i år "kun" havde fem forskellige nationer på podiet.

Som forventet opnåede Rusland flest medaljer med fem styks ud af tolv mulige. Trods top placeringen var Rusland nok ikke helt tilfreds, da de havde chance for flere medaljer og guld i alle discipliner. USA tog næstflest medaljer med tre styks, og med to guldmedaljer klarede de sig nok så godt som de havde potentiale til.

Japan tog to medaljer - begge hos damer - men de havde heller ikke medaljekandidater i de andre discipliner. Australien skrev historie, da de vandt guld i parløb. Kina tog én medalje, og selvom det var i parløb, var podiepladsen en uventet.

Medaljeoversigt (antal)
1. Rusland (1 guld, 3 sølv, 1 bronze)
2. USA (2  guld, 1 bronze)
3. Japan (1 sølv, 1 bronze)
4. Australien (1 guld)
5. Kina (1 bronze)

Medaljeoversigt (guld)
1. USA (2 guld, 1 bronze)
2. Rusland (1 guld, 3 sølv, 1 bronze)
3. Australien (1 guld)
4. Japan (1 sølv, 1 bronze)
5. Kina (bronze)

mandag den 20. marts 2017

Junior VM 2018 i kunstskøjteløb - startpladser

Både Rusland og Japan har opnået tre startpladser hos damerne.

Junior VM 2017 i kunstkøjteløb er slut, og dermed er sæsonen for juniorløberne ovre. Gode placeringer ved Junior VM er utrolig vigtige, idet de afgør de forskellige nationers startpladser ved næste sæsons Junior Grand Prix og Junior VM. Junior VM 2018 vil blive afholdt 5.-11. marts i Sofia, Bulgarien.

Som udgangspunkt har alle ISU nationer én plads per disciplin, såfremt de har løbere, der møder alderskravet og har de tekniske minimumsscores. Parentes angiver, om landet har vundet/tabt pladser ift. i år.

Herrer
3 pladser: Rusland, USA
2 pladser: Canada (-1), Frankrig, Israel, Japan, Sydkorea, Ukraine (+1)
1 plads: Letland (-1), Kina (-1)

Damer
3 pladser: Japan, Rusland
2 pladser: Hong Kong (+1), Sydkorea, Tyskland (+1), USA
1 plads: Kasakhstan (-1), Letland (-1), Ungarn (-1)

Parløb
3 pladser: Australien (+2), Rusland
2 pladser: Canada, Kina (+1), Sydkorea (+1), USA
1 plads: Italien (-1), Tjekkiet (-2) Ukraine (-1)

Isdans
3 pladser: Rusland, USA
2 pladser: Canada, Frankrig, Tjekkiet (+1), Tyskland (+1)
1 plads: Italien (-1)