onsdag den 9. juni 2010

Daisuke Takahashi - Kostumer

Nårh...Jeg må heller se at komme i gang med kostumeanmeldelserne igen, hvis jeg skal nå de fleste.

Japanske Daisuke Takahashi har ligesom mange af sine landsmænd heller ikke sparet på kostumeudgifterne denne sæson. Takahashi er ikke en minimalistisk kunstskøjteløber; ligesom som sine programmer er hans kostumer altid pyntede og fyldt med interessante detaljer. På japansk beskriver man det vist med ordet 'visual kei'.

Det korte program
Musik: "Eye" af Coba

Finlandia Trophy 2009

Takahashis korte program er en moderne tango, så det overrasker ikke nogen, at han skøjter i noget sort. Ved sæsonens første konkurrence Finlandia Trophy bar han en sort dragt, der vist er lavet af velour. Materialet er ikke så skinnende, som jeg troede velour var, så det var ikke et dårligt valg. Som sædvanlig elsker jeg lidt bling, her i form af intrikate guldbroderier på brystet og ærmerne. Ryggen er heller ikke kedelig, da det har glimmer i sølv og rød.

Bedømmelse: 7.00/10.00


NHK Trophy 2009

Ved hans første Grand Prix havde han skiftet kostume. Igen bar han en sort velourdragt, men denne gang havde det påsyede perler på ærmer og ryg. Jeg kan godt lide kostumet bagfra. Her er det enkelt uden at være kedeligt. Det store kors på brystet kan jeg til gengæld slet ikke lide. Jeg forstår ikke konceptet med korset, for han skøjtede jo ikke til noget religiøs musik. Og så er det bare ikke pænt.

Bedømmelse: 4.00/10.00


Skate Canada 2009

Til den næste Grand Prix så hans frisure vildere ud, og det samme med kostumet. Overdelen var påsyet med sorte stofapplikationer, der var pålimet glimtende sten. På ærmerne var stofapplikationerne røde i midten. Et lille stænk med farve liver kostumet op, og rød passer altid til en tango.

Bedømmelse: 6.00/10.00


Grand Prix Finalen 2009 og de japanske nationale mesterskaber

Takahashis kostumer ved GPF var et overflødighedshorn at detaljer. (Hans) højre side var en slags "jakke" med guldbroderi på ærmet, krave og revers samt en påsyet rød flæse. Den venstre side bestod af hudfarvet stof med påsyede bånd og sorte og røde 3D-blomster. Et meget specielt kostume, som Takahashi bærer med selvsikkerhed. Jeg kan dog stadig ikke lide det hudfarvede stof.

Bedømmelse: 5.00/10.00


Vinter OL og VM

Takahashi må på en eller anden måde have hørt mig, for ved OL og VM bar han et modificeret kostume. Oven på det hudfarvede stof havde han (nok mere hans syerske) syet endnu flere blomsterapplikationer på. For mange kunstskøjteløbere ville det nok have været for meget, men Takahashi har udstrålingen og personligheden til at bære dette.

Bedømmelse: 7.25/10.00

Det lange program
Musik: "La Strada" soundtrack af Nino Rota

NHK Trophy og Grand Prix Finalen 2009

Frederico Fellinis film "La Strada" handler vist om et omvandrende cirkus i Italien, og ligesom denne er Takahashis program til musikken både legesygt, komisk og sørgeligt. I først halvdel af sæsonen bar Takahashi (endnu) et sort velourkostume, der med sit glimmer på overdelen gav illusionen af en jakke med en vest indenunder. Det fedeste ved kostumet er det ternede stof på ærmerne og det på halsen, som skal forestille et halstørklæde. Et rigtig originalt kostume.

Bedømmelse: 7.50/10.00


Vinter OL og VM

Ved OL og VM skulle kostumet være specielt. Her bar Takahashi midnatsblå velourbukser med matchende vest og en skjorte indenunder. Ligesom det gamle kostume indeholder dette look også sort/hvide tern og et halstørklæde. Dette kostume er lidt mere sprælsk end det første, men Takahashi bærer det godt. Jeg er dog ikke sikker på, at jeg kan lide skjortens form. Den virker bare en smule overvældende.

Bedømmelse: 6.25/10.00

tirsdag den 8. juni 2010

Volosozhar/Trankov update

Det ser ud til at gå fint med det nye par Tatiana Volosozhar og Maxim Trankov. Jeg må indrømme, at jeg blev en smule ked af det, da jeg hørte om Maria Mukhortova og Maxim Trankovs split, for de var virkelig et smukt omend uforudsigeligt par. Maxim lyder nu mere tilfreds med sin nye partner Tatiana, så allerede der er de foran.

Parret begyndte kun at træne for 3 uger siden, men de har allerede testet alle parelementerne sammen og fået koreograferet det korte program af den canadiske koreograf Igor Cherniaev. Deres lange program vil blive koreograferet denne måned af Nikolai Morozov.

Parret er ikke kede af, at de først kan konkurrere international ved VM 2011, da dette bare giver dem mere forberedelse og træningstid (faktisk siger Maxim, at Tatiana er hele 2 år værd at vente på. Hvor sødt!). Parret skal dog deltage ved de russiske mesterskaber i december. De skal også deltage i nogle små internationale B-konkurrencer for at opnå minimumsscoren for at kvalificere sig til VM.

Se dem træne sammen under ledelse af Stanislav Morozov og Nina Mozer i videoen:


(kilde: www.infox.ru/sport)

mandag den 7. juni 2010

Musik update: Takahashi/Tran

De regerende Junior VM-sølvmedaljevindere Narumi Takahashi og Mervin Tran har også afsløret deres musikvalg til næste sæson. Parret vil skøjte et jazzet kort program til "Feeling Good", mens det lange program vil have et romantisk tema til musikken "The Day You'll Love Me" af Raul di Blasio.

Parret vil også rykke op på seniorniveau til næste sæson, men de overvejer stadig at deltage ved Junior VM til næste år.

Læs et interview med parret på GoldenSkate.com

søndag den 6. juni 2010

Se Hyundai Card Super Match X - Medalist on Ice

Kan du huske, at jeg omtalte isshowet Hyundai Card Super Match X - Medalist on Ice? Du kan i hvert fald se en times sammendrag embeddet forneden:

Hvordan kan det være, at det kun er de europæiske herrer, der smider noget af tøjet på isen? Og prøv lige at se herrernes afslutningsrutine (klip allersidst i videoen); sjov eller latterlig? Den er i hvert fald underholdende.

lørdag den 5. juni 2010

Salé og Pelletier annoncerer skilsmisse

Jamie Salé og David Pelletier forsøgte at holde på den pæne facade under Vinter OL i Vancouver, hvor de var kommentatorer. (Foto: AP Photo)

Love Story no more. I dag offentliggjorde Jamie Salé og David Pelletier, at de skal skilles. De fleste kender dem nok som 'det canadiske par' under dommerskandalen ved Vinter OL 2002 i Salt Lake City.

Salé og Pelletier blev gift den 30. december 2005 og har sammen sønnen Jesse, som de fortsat vil have fælles forældremyndighed over. Parret vil dog fortsætte med at skøjte sammen på isen til diverse events.

(kilde: cbc.ca/sports)

Den nye præsident for FFKKR er Aleksandr Gorshkov...

... eller er han?

Advarsel! Følgende bliver måske en smule politisk.

Som I måske kan huske, så klarede Rusland sig ikke så godt i kunstskøjteløb til Vinter OL i Vancouver, som de havde håbet. Den russiske regering ville se blod, og deres syndebuk blev den daværende præsident for FFKKR (den russiske skøjteunion), Valentin Piseev. For nylig bekendtgjorde Piseev, at han ikke ville stille op til genvalg af sin post.

Mulige kandidater til posten blev diskuteret på diverse kunstskøjteløbsfora, for det var jo spændende. At være præsident for FFKKR betyder magt, men ville presset om (uopnåelige) gode resultater ved Sochi 2014 skræmme folk væk? I går blev der så afholdt valg i Novogorsk, og kandidaterne blev nomineret umiddelbart før valget. De tre kandidater var Oksana Grishuk, Anton Sikharulidze og Alexander Gorshkov (billedet); alle tre legender og tidligere Vinter OL-guldmedaljevindere i kunstskøjteløb.

Valget blev dog nemt for vælgerne. Grishuk var af en eller anden grund ikke gyldig som kandidat, og Sikharulidze trak sig, så alle stemte enstemmigt på Gorshkov. - Og hvorfor var det lige Sikharulidze trak sig? Han var utilfreds med en helt ny forordning: skabelsen af den nye post generaldirektør. Og gæt hvem der udfylder posten? Ingen ringere end Piseev! Det er endnu uvist hvilken magt Piseev får/beholder, men mon ikke han får noget at sige, når han har magt til at få skabt en helt ny post til sig selv?

Gorshkovs nye beskæftigelse får dog også andre følger. Han er nemlig formand for ISUs tekniske komité i isdans, hvilket er en post han nu må opgive. Der går der forlydender om, at FFKKR vil nominere den russiske kunstskøjteløbsdommer Alia Shekhovtsova til jobbet. Fik jeg sagt, at hun er Piseevs kone?

Konklusion: FFKKR forbereder sig til Sochi 2014 på deres helt egen måde, og de tager ikke ordrer fra Kreml.

(kilde: sport-express.ru (russisk))

torsdag den 3. juni 2010

Hyundai Card Super Match X - Medalist on Ice


Det er sæson for isshows, og et af de største finder sted i Sydkorea (typisk!). Hyundai har til deres "Hyundai Card Super Match X - Medalist on Ice"-show inviteret både nye og gamle Vinter OL-medaljevindere samt lovende kunstskøjteløbstalenter til Sydkorea, hvor de vil fremføre et konkurrenceprogram og et gallaprogram.

Optrædende inkluderer bl.a. Adam Rippon, Miki Ando, Qing Pang/Jian Tong, Jeffrey Buttle, Joannie Rochette, Stephane Lambiel, Xue Shen/Hongbo Zhao, Alexei Yagudin, Mao Asada, Evan Lysacek, Tessa Virtue/Scott Moir og Evgeni Plushenko. Suk! En imponerende liste må man sige... (Yuna Kim deltager ikke, da hun er i Toronto).

Showet finder sted over 2 dage, nemlig fra den 5. - 6. juni. Du skal (overhovedet) ikke regne med, at det bliver sendt på TV i Danmark. Væbn dig med tålmodighed, og YouTube plejer at spytte nogle videoer ud.

Se showprogrammet her.

Musik update: Pechalat/Bourzat

Nathalie Péchalat og Fabian Bourzats nye fridans hedder "Charlie Chaplin" (sikkert med musikken fra hans film "City Lights"). Du kan se et billede (meget gennemført og sødt!) af dem i kostumer på Facebook. Jeg er sikker på, at denne fridans bliver bedre end den fra i år, da humoristiske programmer altid klæder dem godt.