|
Mishina/Galliamov udfører deres dødsspiral i det lange program. |
De ikke-russiske par havde problemer i Sochi, og dermed kunne de russiske par dominere feltet ved Rostelecom Cup 2021.
Forhåndsfavoritter Anastasia Mishina og Aleksandr Gallimov gjorde konkurrencen tættere end ventet, da hun åbnede op på side-om-side triple salchow (3S<<) i det korte program. De andre elementer som twist og kast triple lutz var dog stærke nok til, at de tog en meget tæt foreløbig 2. plads. Duoen beviste dog, hvorfor de er de regerende verdensmestre: de leverede et fejlfrit langt program med tre side-om-side triple spring og to triple kast. Det rykkede dem op, og med sæsonens anden guldmedalje går de mod Finalen som en af guldfavoritterne.
Der var stor forbedring at spore hos Daria Pavliuchenko og Denis Khodykin, som leverede et rent kort program med triple twist, kast triple loop og side-om-side triple tåloops. De tog dermed føringen. I friløbet landede de ambitiøst en side-om-side triple tåloop-triple tåloop(<)-double tåloop, men hun faldt på triple salchow. Deres kast var rene, men de mistede nogle levels på et par elementer. Samlet kunne de tage sæsonens anden GP-sølv, som kvalificerer dem til Finalen.
Det tredje russiske par Iasmina Kadyrova og Ivan Balchenko skøjtede et rent kort program, hvilket gav dem en solid 3. plads med en god margin. De fik landet begge side-om-side elementer i friløbet, men halvt inde i programmet faldt hun på kast triple flip og under deres dødsspiral, som så fik 0 point. I dette felt gjorde de dog nok til at tage bronze i deres GP-debut.
Amerikanske Audrey Lu og Misha Mitrofanov imponerede med et rent kort program, og deres lange program var også stærkt med undtagelse af et fald på kast triple loop. De kunne tage en 4. plads foran mere veletablerede par som canadiske Kirsten Moore-Towers og Michael Marinaro, som havde adskillige fejl i begge programmer.
Samlet resultat
Ingen kommentarer:
Send en kommentar