Nathan Chen udfører sit lange program "Rocket Man" i Torino. |
Niveauet var højt hos herrernes medaljetagere ved Grand Prix Final 2019/20, omend kampen ikke blev så tæt som håbet.
Verdensmester Nathan Chen fik alt til at virke utroligt nemt; amerikaneren tog en stor føring efter et fejlfrit program med quad lutz, triple axel og quad tåloop-triple tåloop. Han var ligeledes ubesværet i friløbet, hvor han fik landet sine fem quadruple spring og fem triple spring uden problemer. Det blev belønnet med rekord scores i form af 224.92 point (FS) og 335.30 point (samlet), og dermed kunne han for tredje gang i træk snuppe guld ved GPF.
Den anden guldfavorit var den olympiske mester Yuzuru Hanyu, som hurtigt kom bagud i det korte program, da han havde step-out på sin quad tåloop i planlagt kombination (og dermed modtog -5 i GOE). Han gjorde det bravt i friløbet, hvor han for første gang landede fem quads (inklusiv lutzen), men han mistede pusten i anden halvdel, hvor han havde step-out på triple flip (<) og dernæst singlede en planlagt triple axel-triple axel sekvens. Japaneren måtte derfor nøjes med en fjern sølvmedalje.
Den franske mester Kevin Aymoz overraskede med sine livs løb; han leverede et rent kort program med quad tåloop, triple lutz-triple tåloop og triple axel, og i det lange program landede han quad tåloop-triple tåloop samt fem triple spring. Den eneste store fejl var et fald på den anden quad tåloop (<). Med personlige bedste scores kunne han tage bronzemedaljen.
EM-sølvvinder Alexander Samarin havde dårlige landinger på begge quads i det korte program, hvor han som følge tog en foreløbig 5. plads. Han fik landet en fin quad lutz-triple tåloop i friløbet, men en efterfølgende dårlig landing på quad flip og pop på planlagt quad tåloop kostede dyrt. Samlet kunne han dog trække sig op på en samlet 4. plads.
Igen var Boyang Jins quad lutz missing-in-action, da han kiksede springet i begge programmer. Han fik kæmpet for de andre spring og kunne tage en 5. plads. Dmitri Aliev havde et solidt kort program uden større fejl, men det gik desværre helt galt i friløbet, hvor han faldt fire gange (deriblandt på en piruette) - russeren endte på en sidsteplads.
Samlet resultat
FPl. | Name | Nation | Points | SP | FS | |||
---|---|---|---|---|---|---|---|---|
1 | Nathan CHEN |
| 335.30 | 1 | 1 | |||
2 | Yuzuru HANYU |
| 291.43 | 2 | 2 | |||
3 | Kevin AYMOZ |
| 275.63 | 3 | 3 | |||
4 | Alexander SAMARIN |
| 248.83 | 5 | 4 | |||
5 | Boyang JIN |
| 241.44 | 6 | 5 | |||
6 | Dmitri ALIEV |
| 220.04 | 4 | 6 |
Se flere detaljer her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar