Asada, Radionova, Pogorilaya og Hongo er medaljefavoritterne hos damerne. |
Niveauet er sat til at være utrolig højt hos damerne ved Cup of China 2015, hvor hele fire damer i feltet har mindst én Grand Prix-sejr på resuméet.
Vi får det rigtige konkurrence-comeback fra tre gange verdensmester Mao Asada, som i dette felt må være veteranen med hele 14 GP-sejre i løbet af karrieren. Hun begyndte sæsonen med et brag ved Japan Open, hvor hun i sit vindende løb landede syv triple spring inklusiv sin signatur triple axel. Trods sin favoritstatus er hun ikke uovervindelig, da hun ikke har en pålidelig triple-triple og til tider kan lave adskillige fejl i sine løb.
Den regerende VM-bronzevinder Elena Radionova gør sin sæsondebut, da hun måtte trække sig fra Finlandia Trophy pga. sygdom. Forrige sæson var hun kendetegnet af sin utrolige springstabilitet, da hun vandt begge sine GP'er og tog sølv ved Finalen og EM. Manglen på konkurrence gør hendes nuværende form lidt ukendt, men hun virkede solid ved de russiske testløb tilbage i august.
Landsmand Anna Pogorilaya har også en stærk historie ved GP'erne, og forrige sæson blev det til guld og sølv. På grund af skade blev det kun en skuffende 13. plads ved VM, men hun har været solid denne sæson med sølv og guld ved sine Challenger konkurrencer. Hendes styrke er de store spring, men hun kan til tider tage nogle hårde fald.
Rika Hongo overraskede alle med en sejr ved Rostelecom Cup forrige år, men hun fortsatte med at levere solide fremførelser året ud og tog en flot 6. plads i sin VM-debut. Hun scorer ikke som højt som de ovenstående damer pga. lavere programkomponenter og underrotationer på bagenden af hendes triple-triple kombinationer, men med hendes springstabilitet kan hun sagten snuppe en medalje, hvis favoritterne fejler.
Fra USA har vi Karen Chen og Courtney Hicks, der begge har de store og svære spring til at score højt, men som indtil videre har kæmpet med kontrollen af disse. Med rene løb har de måske et outside shot til medalje. Chen tog senest en 5. plads ved Skate America, mens Hicks tog bronze ved Nebelhorn Trophy. Landsmand Hannah Miller, som tog en 6. plads ved Finlandia Trophy, gør sin GP-debut her.
Kinas eneste håb hos damerne er Zijun Li, som gør sin internationale sæsondebut. Hun er elegant på isen og forsøger også de svære spring, men manglende power og stabilitet på springene har gjort, at hun er rykket lidt ned i placeringerne siden sin 7. plads i sin VM-debut i 2013.
Hold også øje med Nicole Rajicova og So Youn Park, som tog en henholdsvis 7.- og 9. plads ved Skate America; Rajicova overraskende med et rent langt program med seks triple spring. Park havde problemer med både spring og piruetter, men hun har potentiale til at placere bedre her.
Mine forudsigelser
1. Mao Asada JPN
2. Elena Radionova RUS
3. Anna Pogorilaya RUS
4. Rika Hongo JPN
5. Karen Chen USA
6. Courtney Hicks USA
7. Zijun Li CHN
8. Nicole Rajicova SVK
9. So Youn Park KOR
10. Hannah Miller USA
11. Ziquan Zhao CHN
12. Lu Zheng CHN
Se flere detaljer her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar