fredag den 23. januar 2015

Nam Nguyen vinder det korte program ved de canadiske mesterskaber 2015

Nguyen udfører et spring til siddepiruette i det korte program (foto: AP).

Der var en del overraskelser at finde hos herrernes korte programmer ved de canadiske nationale mesterskaber 2015, da mange af favoritterne havde mindre nedsmeltninger.

Nam Nguyen var en af de få herrer, som leverede et rent kort program. Han måtte kæmpe lidt for triple axel, men både triple lutz-triple tåloop og triple flip i anden halvdel var rene. Alle piruetter og trin blev tildelt level 4, og en score på 81.78 point giver ham føringen.

Både triple axel og triple flip blev landet solidt af Jeremy Ten, men han måtte tage en vending mellem springene i triple lutz-triple tåloop. Han er nu på en foreløbig 2. plads med 77.80 point.

JGPF-deltager Roman Sadovsky havde ikke samme sværhedsgrad, men han løb rent med double axel, triple loop-triple tåloop og triple lutz. Med skuffende fremførelser fra de ældre herrer, kunne 15-årige Sadovsky runde top 3 af med 73.46 point.

Liam Firus havde to fødder og hånd på triple axel og doublede en lutz i kombination med triple tåloop. Hans eneste rene spring var en triple flip. Høje programkomponenter og stærke trin giver ham en medaljechance med en tæt 4. plads.

Elladj Balde faldt på en underroteret quad tåloop og singlede senere en lutz. Andrei Rogozine havde to fødder på en stærkt underroteret quad tåloop (<<) og singlede en flip. De to herrer er på en skuffende 7.- og 10. plads.

Dagens nedsmeltning gik dog til den regerende sølvvinder Kevin Reynolds, som faldt på både quad salchow, quad tåloop og triple axel - alle tre spring blev kendt underroterede. En langsom parallelpiruette og glemt koreografi i trinsekvensen gjorde skaden værre. Han er helt nede på en 12. plads.

Stilling efter kort program
Rank Score Name Segment1 Segment2
1 81.78 Nam Nguyen - CO 81.78   (1)
2 77.80 Jeremy Ten - BC/YK 77.80   (2)
3 73.46 Roman Sadovsky - CO 73.46   (3)
4 73.20 Liam Firus - BC/YK 73.20   (4)
5 70.05 Christophe Belley - QC 70.05   (5)
6 70.00 Keegan Messing - AB/NT/NU 70.00   (6)
7 64.79 Elladj Baldé - QC 64.79   (7)
8 63.09 Nicolas Beaudoin - QC 63.09   (8)
9 60.34 Mitchell Gordon - BC/YK 60.34   (9)
10 56.08 Andrei Rogozine - CO 56.08   (10)
11 56.05 Charles Dion - QC 56.05   (11)
12 55.37 Kevin Reynolds - BC/YK 55.37   (12)
13 54.90 Jack Kermezian - QC 54.90   (13)
14 52.75 Garrett Gosselin - SK 52.75   (14)
15 48.68 Dominic Rondeau - QC 48.68   (15)
16 48.59 Nicolas Tondreau-Alin - QC 48.59   (16)
17 47.01 Leslie Ip - CO 47.01   (17)
18 46.85 Bennet Toman - QC 46.85   (18)

Se flere detaljer her.

Ingen kommentarer: