torsdag den 8. december 2011

Grand Prix Finale 2011 forudsigelser - Isdans

Meryl Davis og Charlie White er de to gange regerende mestre. (Foto: Getty Images)

I isdansernes konkurrence er der top 2, og så er der resten af feltet.

Det ene top 2 par jeg taler om, er selvfølgelig de forsvarende mestre Meryl Davis og Charlie White. De amerikanske verdensmestre vandt uden problemer begge deres Grand Prix'er med behagelige marginer, og det bliver først ved denne konkurrence, at de for alvor får kamp til stregen. Parret havde nogle småproblemer i den korte dans ved Rostelecom Cup, med de har indtil videre opnået den højeste score for fridansen denne sæson.

Tessa Virtue og Scott Moir er de andre guldfavoritter, og de har ligeledes vundet begge deres GP'er uden problemer. Grand Prix Finalen er den eneste større konkurrence, som parret endnu ikke har vundet, så der er pres på. Selvom parret løber på hjemmebane, skal det erindres, at Davis/White faktisk slog dem på hjemmebane ved 4CC i 2009, men denne sæson er canadierne dog skadefri. Virtue og Moir har opnået den højeste score for den korte dans denne sæson, så det bliver en nervepirrende konkurrence

Bronze er lidt mere åben, men favoritterne er nok de regerende sølvvindere Nathalie Pechalat og Fabian Bourzat. Parret havde en lidt dårlig start på sæsonen, men de var i topform ved Trophée Eric Bompard. Parret burde få de tredjehøjeste programkomponenter i feltet, men fejl på de tekniske elementer kan placere dem lavere.

Kaitlyn Weaver og Andrew Poje kommer fra deres hidtil bedste Grand Prix sæson med tre sølvmedaljer, og de ser ud til at være yderligere på vej op - især deres programmer er blevet vel modtaget. De kan godt lave fejl her og der i deres programmer, men deres stabilitet er blevet bedre denne sæson.

Maia Shibutani og Alex Shibutani er tredjeseedet med sølv og guld denne sæson, men deres opnåede scores er de laveste i dette felt. Især har de haft problemer med score højt i den korte dans. Parret er dog altid pålidelige på de tekniske elementer og peaker som regel senere på sæsonen, så fejl fra andre par som ved VM kan lande søskendeparret på podiet.

Russiske Ekaterina Bobrova og Dmitri Soloviev endte på en 4. plads ved Finalen forrige sæson, men denne placering bliver svær at forbedre. Parret startede sæsonen ud med guld og høje scores ved Cup of China, men de kæmpede med deres levels ved Rostelecom Cup. Parret får normalt høje programkomponenter, så de skal undgå tekniske fejl for at tage medalje.

Mine forudsigelser
1. Meryl Davis/Charlie White (USA)
2. Tessa Virtue/Scott Moir (CAN)
3. Nathalie Pechalat/Fabian Bourzat (FRA)
4. Kaitlyn Weaver/Andrew Poje (CAN)
5. Maia Shibutani/Alex Shibutani (USA)
6. Ekaterina Bobrova/Dmitri Soloviev (RUS)

Se flere detaljer her.

Ingen kommentarer: