Parløbernes podium ved NHK Trophy vil møde hinanden igen i Finalen. (Foto: Getty Images)
Tre par kommer ind til konkurrencen med to GP-sejre hver, så det bliver en hård kamp om guldet.
Det førsteseedede par er Tatiana Volosozhar og Maxim Trankov, som gør deres GPF debut. Parret har været utroligt pålidelige denne sæson, da de har vundet hele 5 konkurrencer denne sæson. De har haft nogle småproblemer med løft og twisten denne sæson, men de har aldrig ladet det optrevle resten af programmet, så en podieplads synes så godt som sikker.
Deres største konkurrence vil komme fra de regerenede mestre Aliona Savchenko og Robin Szolkowy, som slog dem ved deres forrige møde (ved VM 2011). Tyskerne har opnået den højeste score hidtil denne sæson, men de har det med at svinge fra konkurrence til konkurrence - løber de rent, burde de dog slå russerne. Den bedste taktik for dem vil nok være at lade være med at forsøge en triple axel i det korte program.
Yuko Kavaguti og Alexander Smirnov har været en smule i skyggen siden landsmændenes Volsozhar/Trankovs debut. Parret har været solide denne sæson, men de har nok brug for fejl fra de to ovenstående par for at vinde noget bedre end bronze. Finalen har heller ikke været deres bedste konkurrence, da deres højeste placering her har været to 5. pladser.
Kinesiske Dan Zhang og Hao Zhang gør deres ottende optræden ved Finalen. Parret har leveret teknisk solide programmer denne sæson, men deres manglende præsentation bliver ved med at holde dem nede i programkomponenterne.
Meagan Duhamel og Eric Radford gør deres GPF debut. Canadierne mangler meget finpudsning for at kunne konkurrere om medaljerne, men solide fremførelser på hjemmebane vil cementere deres status som Canadas nr. 1 par.
Træningsmakkerne Narumi Takahashi og Mervin Tran deltager også for første gang i Finalen. Parret har svære løft samt præsentation i topklasse, men hendes upålidelige side-om-side spring vil holde dem nede.
Mine forudsigelser
1. Tatiana Volosozhar/Maxim Trankov (RUS)
2. Aliona Savchenko/Robin Szolkowy (GER)
3. Yuko Kavaguti/Alexander Smirnov (RUS)
4. Dan Zhang/Hao Zhang (CHN)
5. Meagan Duhamel/Eric Radford (CAN)
6. Narumi Takahashi/Mervin Tran (JPN)
Se flere detaljer her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar