torsdag den 11. november 2010

Skate America forudsigelser - Damer

Amerikanske Rachael Flatt er den regerende Skate America sølvmedaljetager. (Foto: Getty Images)

Også i damernes disciplin bliver det et match-up mellem deltagerne fra NHK Trophy, da alle medaljetagerne derfra vil deltage.

Guldmedaljetageren fra NHK Trophy Carolina Kostner døjer stadig med skade, som medfører, at hun igen ikke vil forsøge sin triple flip eller lutz. Igen kan hun regne med at opnå høje programkomponenter, hvis hun bliver på fødderne, men hun kan kun håbe på, at damerne igen har nedsmeltninger, hvis hun skal tage guld igen. En top 4 placering sikrer hende en plads i Finalen.

Hjemmebanefavoritten vil for andet år i træk være Rachael Flatt, som tog sølv ved NHK Trophy med tekniske stærke programmer. Hun fik dog ikke udført en triple-triple kombination i nogle af programmerne, som hun plejer, så hvis hun lander sin 3lutz-3loop kombination her som hun planlægger, har hun en stor chance for guld.

Japanske Kanako Murakami vandt bronze ved NHK Trophy. Indtil videre har hun fuldført super korte programmer, hvorefter det lange program har været en mindre nedsmeltning. Skal hun lande på podiet igen, vil det formentlig kræve, at hun ikke falder tre gange igen.

Fra Canada har vi Amélie Lacoste, som overraskende tog bronze ved Skate Canada, selvom hun havde et par fejl i begge programmer. Hendes sæsons bedste score er dog bedre end Murakamis, så hun er helt klart en trussel til en medalje.

Resten af feltet indeholder damer, som efter skuffende placeringer ved deres første Grand Prix'er nok håber på at klare sig bedre her. Elene Gedevanishvili endte på en 6. plads ved NHK Trophy efter utallige fejl i det korte program. Amerikanske Caroline Zhang kæmper stadig med at rette sine teknikker, mens landsmanden Alexe Gilles efter nedsmeltninger endte på en sidsteplads ved Skate Canada. Søskendeparret Viktoria og Joshi Helgesson er igen oppe mod hinanden; ved Nebelhorn Trophy var det Viktoria som sejrede. Min-Jung Kwak, der trods stort potentiale endte på en kun 9. plads ved Cup of China, deltager også.

Mine forudsigelser
GULD - Rachael Flatt USA
SØLV - Carolina Kostner ITA
BRONZE - Kanako Murakami JPN

Se hele deltagerlisten her.

Ingen kommentarer: