fredag den 29. oktober 2010

Skate Canada forudsigelser - Herrer

Hjemmefavoritten Patrick Chan øver sit program under den officielle træning ved Skate Canada. (Foto: AP Photo)

Herrernes felt vil ved Skate Canada igen rumme det dybeste felt.

Patrick Chan vil skøjte under stort pres, da han er Canadas eneste nationale mester ved konkurrencen. Chan skøjtede katastrofalt ved forrige Skate Canada, dels pga. skade, og endte som regerende mester på en skuffende 6. plads. Denne sæson skulle han dog være rask, men det er endnu uvist om han kan skøjte rent efter tilføjelsen af en quad tåloop i begge programmer. Hans landsmand Kevin Reynolds er ikke så finpudset som Chan, men til gengæld er han kendt for sine quads, der hjalp ham med at vinde bronze ved 4CC. Han planlægger efter sigende at blive den første herre til at udføre to quads i sit korte program.

Den regerende 4CC mester, amerikanske Adam Rippon, havde en fænomenal start på sæsonen, da han vandt herrernes lange program ved Japan Open med en enorm score på 166.63 point. Det er tvivlsomt, at samme fremførelse her vil indbringe samme score, men den burde i hvert fald være nok til en podieplads. Landsmanden Grant Hochstein gør sin senior Grand Prix debut. Han startede sæsonen med en 4. plads ved Finlandia Trophy.

Den nybagte far Nobunari Oda havde en super Grand Prix sæson forrige sæson, hvor han bl.a. tog sølv ved Finalen, men senere gik noget galt, da han efter et katastrofalt kort program ikke kvalificerede sig til det lange program. Men han klarer sig altid godt ved Grand Prix'erne, da han har vundet en medalje ved hver eneste deltagen, så han er helt klart medaljefavorit her. Desuden har han skiftet til canadiske træner Lee Barkell, så jetlag burde ikke blive et problem.

De europæiske herrer ledes an af russiske Artur Gachinski, der lige har vundet Finlandia Trophy og Coupe de Nice. Desværre skulle han ifølge rygter være ramt af en forkølelsesvirus, hvilket kunne svække ham betydeligt. Svenske Kristoffer Berntsson har lige vundet sølv ved Finlandia Trophy, dog var hans lange program der noget usikkert. Franske Alban Preaubert vandt bronze her forrige sæson og har lige startet sæsonen med bronze ved både French Masters og Coupe de Nice. Det stærke felt kunne dog gøre en gentagelse mindre sandsynlig i år. Hold også øje med spanske Javier Fernandez, der endte på en 5. plads ved Coupe de Nice.

Mine forudsigelser
GULD - Patrick Chan CAN
SØLV - Nobunari Oda JPN
BRONZE - Adam Rippon

Se hele deltagerlisten her.

Ingen kommentarer: