|
Kaori Sakamoto er tilfreds efter et veludført kort program i Montpellier. |
Konkurrencen ved ISU World Figure Skating Championships 2022 begyndte i dag med kvindernes korte programmer. Ingen triple axeler blev forsøgt, men samlet set var niveauet højt i toppen.
OL-bronzevinder Kaori Sakamoto var i en klasse for sig, da hun leverede et fejlfrit program med ubesværet fart og power. Japaneren landede double axel, triple lutz og triple flip-triple tåloop og opnåede lutter level 4 på piruetter og trin. Det blev belønnet med et nyt personligt bedste på 80.32 point, hvilket giver hende en behagelig føring på over fem point!
Trods en skade i lysken, kom Loena Hendrickx flot igennem sit program. Hun måtte kæmpe lidt for landingen på triple lutz-triple tåloop, men både double axel og triple flip blev landet uden problemer. Scoren på 75.00 point betyder en foreløbig andenplads, hvilket kan betyde en medalje hvis hun kan komme helskindet igennem sit friløb.
Den amerikanske mester Mariah Bell forsøgte en 3-3, og hendes triple flip-triple tåloop(q) var også hæderlig og hendes bedste forsøg denne sæson. De resterende spring og elementer blev udført til høj kvalitet, og det mundede ud i et nyt personligt bedste på 72.55 point. Hun indtager nu en tredjeplads, men marginen er ikke stor.
Young You leverede et sikkert program med double axel, triple lutz-triple tåloop og triple flip. Hun mistede dog point i GOE, da både tåloop og flip blev kendt kvart underroterede. Sydkoreaneren er nu på en tæt 4. plads med 72.08 point.
Stabile Alysa Liu skøjtede et rent program med double axel, triple flip og triple lutz-triple tåloop. Hun er på en 5. plads med 71.91 point, men hun er ikke langt fra podiet - især hvis hun kan lande triple axelen i friløbet, som hun har lovet at forsøge.
Tyske Nicole Schott overraskede med et rent program med triple flip-triple tåloop og triple loop, og lidt uventet runder hun top 6 af.
Wakaba Higuchi havde step-out ud af sin double axel, men det største pointtab kom på triple flip, som blev bedømt på forkert skær. Hun er nu nede på en skuffende 7. plads og har brug for et stærkt friløb, hvis hun vil på podiet.
Top 24 går videre til det lange program, som finder sted fredag aften.
Stilling efter kort program
Ingen kommentarer:
Send en kommentar