søndag den 24. oktober 2021

Hubbell/Donohue forsvarer guld ved Skate America 2021

Hubbell/Donohue udfører deres kombinationsløft i fridansen.
 
Som forventet blev det en neglebidende tæt kamp om både guld og bronze hos isdanserne ved Skate America 2021.

Alle par havde problemer med levels i rytmedansen, men de forsvarende mestre Madison Hubbell og Zachary Donohue var skarpest i feltet, og de kunne dermed tage en lille føring. Parrets fridans var let, men med teknisk præcision, og med sejr i dette segment kunne de samlet tage guldet med en margin på lidt over ét point. Dette er deres fjerde Skate America titel (i træk).

Rivalerne Madison Chock og Evan Bates havde nogle lave levels i rytmedansen (som så mange andre par), men parret gjorde forbedringer i fridansen, hvor de faktisk slog Hubbell/Donohue på den tekniske score. Samlet blev det dog til en sølvmedalje.

Canadiske Laurence Fournier Beaudry og Nikolaj Sørensen kunne levere to solide danse, men et fradrag for forlænget løft i fridansen gjorde måske kampen om bronze lidt for spændende. De slap dog med skrækken og kunne tage deres karrieres tredje GP-bronzemedalje.

Top 4 blev rundet af med endnu et Montreal team, spanske Olivia Smart og Adrian Diaz. Parret havde også to gode programmer, og de var under ét point fra podiet.

Samlet resultat

Se flere detaljer her.

Ingen kommentarer: