mandag den 12. februar 2018

Vinter OL 2018 forudsigelser - Parløb

Sui/Han, Duhamel/Radford, Savchenko/Massot og Tarasova/Morozov er favoritterne i parløb.

Den første individuelle event i kunstskøjteløb ved Vinter OL 2018 er parløb, og det tegner sig til at blive en utrolig spændende konkurrence. Vi har 22 par på startpladserne til det korte program, som finder sted onsdag kl. 2.00 dansk tid. Seksten par går videre til friløbet, som finder sted natten efter.

Forudsigelser
Ulig de forrige Vinter OL har vi ikke kun ét favoritpar - faktisk har vi en nok fire par, som er i stand til at snuppe guldet. Det tæller de regerende verdensmestre, to gange verdensmestre, nykronede GPF-mestre og nykronede Europamestre. Intet par har været ubesejret denne sæson...



1. Wenjing Sui / Cong HAN (CHN)
De regerende verdensmestre har udvist super talent siden de vandt deres første Junior VM-titel (ud af i alt tre) tilbage i 2010, men endelig gør parret deres Vinter OL-debut. Det kinesiske par har denne sæson vundet begge deres GP'er, og ved GPF blev til sølv med stærke løb. Duoen er kendt for deres stærke parelementer som inkluderer quad twist og kast triple flip, men de vil formentlig ikke forsøge sig i kast quad salchow. Overordnet set har de været meget stabile atleter, men de kan godt lave fejl på side-om-side spring, og det kan åbne døren for rivalerne.



2. Meagan Duhamel / Eric Radford (CAN)
Canadierne tog en 7. plads ved forrige Vinter OL, og de har sidenhen vundet to VM-titler, hvilket er flest i dette felt. Parret har haft lidt problemer med at finde sig til rette i deres programvalg denne sæson, men de ser sikkert ud til at blive mere tilpas, da de tog bronze ved GPF og senest en sejr i friløbet ved holdkonkurrencen. De har den højeste sværhed i feltet med side-om-side triple lutz og kast quad salchow, hvilket giver dem en vis margin på den tekniske score, men de skal nok helst lande dem renere end hidtil i sæsonen, hvis de vil have en chance for guld her.



3. Aljona Savchenko / Bruno Massot (GER)
Savchenko er selvfølgelig to gange OL-bronzevinder med sin forrige partner Szolkowy, men denne gang er målet selvfølgelig guld. Parret er de regerende VM-sølvvindere, men de slog for alvor deres favoritstatus fast med deres GPF-sejr, hvor de opnåede sæsonens bedste score i feltet. Det tyske par har nok klogt valgt at droppe kast triple axel og quad, og de satser i stedet på at høste høje GOE på deres eksplosive elementer. Duoen er dog sjældent helt fejlfrie, da de til tider har pop på spring og urene landinger på kast; i holdkonkurrencen faldt hun uventet på kast triple flip.



4. Evgenia Tarasova / Vladimir Morozov (OAR)
De regerende VM-bronzevindere bærer presset på at være Ruslands eneste medaljekandidater i parløb, men de har uden tvivl potentialet til at lande på podiet. Parret har senest vundet EM og det korte program ved holdkonkurrencen, og det gjorde de takket være deres rene og eksplosive elementer. Russerne har generelt været stabile denne sæson, men de har dog haft deres sjuskede løb som friløbet ved GPF eller det korte program ved EM. Lignende løb som disse, og de kan meget vel se deres guldchance forsvinde i dette dybe felt.

Der er et lille spring til resten af feltet, da ingen af disse har VM-medaljer på resuméet. Til gengæld bliver det en tæt kamp om de resterende pladser i top 10, og meget vil uden tvivl komme an på dagsformen.

5. Vanessa James / Morgan Cipres (FRA)
Franskmændene tog en 10. plads ved forrige OL, men de har udviklet sig meget sidenhen, og denne sæson blev det bl.a. til to GP-medaljer. Parret er måske outside shots til en medalje, hvis de kan lande deres 3-3 samt kast quad salchow rent - deres seneste løb har dog været ret fejlhæftede. De er vendt tilbage til forrige sæsons friløb, som vandt dem EM-bronze.

6. Xiaoyu Yu / Hao Zhang (CHN)
Det kinesiske par løber kun deres anden sæson sammen, men det er allerede blevet til en 4. plads ved VM og to ture til GPF. Parret er kendt for deres rene og eksplosive elementer kombineret med et klassisk udtryk på isen. På det seneste har hun dog haft problemer med side-om-side spring, hvilket kan holde dem tilbage.

7. Natalia Zabiiako / Alexander Enbert (OAR)
Dette par er også kendetegnet ved deres rene og eksplosive teknik og klassiske look på isen, omend de måske ikke udviser så meget personlighed som resten af feltet. Ved forrige VM blev det til en ukarakteristisk 12. plads, men de har sidenhed udvist god stabilitet, og senest tog de EM-bronze.

8. Valentina Marchei / Ondrej Hotarek (ITA)
Den italienske duo havde en lidt undervældende GP-sæson, men de ser ud til at peake på det rette tidspunkt; parret tog nemlig en fin 5. plads ved EM, før de havde deres livs friløb ved OL holdkonkurrencen, hvor de tog en 2. plads i segmentet.

9. Kristina Astakhova / Alexei Rogonov (OAR)
Parret kommer til OL grundet Stolbova/Klimov's manglende invitation, men ikke desto mindre er dette et par i topklasse, da de tog bronze ved begge deres GP'er denne sæson. Ulig deres landsmænd har de lidt mere personlighed på isen, men til gengæld er de mindre rene og stabile på teknikken.

10. Alexa Scimeca Knierim / Chris Knierim (USA)
Ægteparret er det eneste amerikanske par i feltet, og ulig mange amerikanske par har duoen store og eksplosive elementer, som kan måle sig med de bedste i verden. Parret havde et godt kort program og middel langt program ved holdkonkurrencen, og som altid bliver nøglen at ramme de forbistrede side-om-side spring.

Andre top 10 kandidater tæller Julianne Seguin / Charlie Bilodeau (CAN), Kirsten Moore-Towers / Michael Marinaro (CAN), Nicole Della Monica / Matteo Guarise (ITA) og Cheng Peng / Yang Jin (CHN).

Se flere detaljer her.

Ingen kommentarer: