Trusova udfører sit friløb "The Four Seasons". |
Damerne ved Junior Grand Prix Final 2017 fortsatte med at imponere, da også de lange programmer var af højt teknisk niveau. Du kan gense alle programmer her.
Føreren Alexandra Trusova lagde ud med quad salchow, men hun faldt på det underroterede forsøg. Hun kom dog igen og landede de resterende syv triple spring rent i anden halvdel inklusiv triple lutz-triple loop (holdt fast) og triple lutz-triple tåloop. Et nyt personligt bedste 132.36 point var dagens andenbedste score, men samlet kunne hun snuppe guldet.
Alena Kostornaia leverede et fejlfrit program med syv triple spring i anden halvdel inklusiv triple flip-triple tåloop og triple salchow-triple tåloop. Hun blev belønnet med et nyt personligt bedste på 132.93 point, og hun kunne tage en tæt sølvmedalje.
Deres træningsmakker Anastasia Tarakanova var også fast som en klippe, da hun også fik landet sine syv triple spring rent inklusiv triple lutz-triple tåloop og triple lutz-half loop-triple salchow. Et nyt personligt bedste på 131.74 point medførte, at hun rundede dermed det russiske podium af med bronze.
Rika Kihara skrev historie, da hun blev den første dame til at lande triple axel-triple tåloop i international konkurrence. Hun smed dog dyre point væk, da hun singlede sit andet triple axel-forsøg og underroterede en flip - de resterende fire triple spring var fine. For andet år i træk måtte hun nøjes med en 4. plads.
Samlet resultat
PL | Name | Nation | SP | FS | Points |
1. | Alexandra TRUSOVA | RUS | 1 | 2 | 205.61 |
2. | Alena KOSTORNAIA | RUS | 2 | 1 | 204.58 |
3. | Anastasia TARAKANOVA | RUS | 3 | 3 | 199.64 |
4. | Rika KIHIRA | JPN | 4 | 4 | 192.45 |
5. | Daria PANENKOVA | RUS | 5 | 5 | 191.16 |
6. | Sofia SAMODUROVA | RUS | 6 | 6 | 187.74 |
Se flere detaljer her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar