Medvedeva, Sotskova, Pogorilaya og Kostner er medaljekandidater hos damerne. |
EM 2017 i kunstskøjteløb European Figure Skating Championships 2017 begynder i morgen med damernes disciplin, og ligesom de to forrige år er russisk dominans det mest sandsynlige udfald - en spoiler kan dog komme fra en 5-gange tidligere Europamester.
Favorit er selvfølgelig den forsvarende mester Evgenia Medvedeva, som har været ubesejret i over et år. Hendes styrke er selvfølgelig hendes evne til at levere sit svære indhold rent gang på gang, og hun har måske endda råd til 1-2 fejl og stadig vinde guld. Vi så hende senest ved de russiske mesterskaber, hvor hun nærmest fløj til sejren uden besvær.
To gange regerende EM-bronzevinder Anna Pogorilaya kommer fra sin hidtil stærkeste sæson med to GP-sejre og bronze ved Finalen. Hun døjede en smule med knæskade ved de russiske mesterskaber i december, men hun formåede stadig at udføre to stærke løb og tage en 4. plads (mange mente dog, at hun fortjente bronze). Med rene løb har hun uden tvivl chancen for at rykke op til sølv.
Den russiske nationale bronzevinder Maria Sotskova gør sin EM-debut efter en stærk GP-sæson med sølv og bronze og en tur til Finalen. Med undtagelse af Medvedeva, er Sotskova måske den mest stabile dame i feltet, omend hun til tider taber point på underrotationer og en smule lavere programkomponenter.
Fem gange Europamester Carolina Kostner er i en alder af 29 år en veteran i feltet, men hendes comeback har indtil videre gået hæderligt med en sejr ved Golden Spin og de nationale mesterskaber. Indtil videre er farten og springene stadig lidt rustne (især i friløbet), men med yderligere forbedringer (eller fejl fra Pogorilaya/Sotskova) har italieneren en chance for medalje.
Vi har ikke flere medaljekandidater end ovenstående fire damer, da scoringspotentialet falder stejlt derefter. Ikke desto mindre har vi nok omkring 12-15 damer, som papiret kæmper om de sidste pladser i top 10.
Mine forudsigelser
1. Evgenia Medvedeva RUS
2. Anna Pogorilaya RUS
3. Maria Sotskova RUS
4. Carolina Kostner ITA
5. Laurine Lecavelier FRA
6. Nicole Schott GER
7. Mae Berenice Meite FRA
8. Nicole Rajicova SVK
9. Roberta Rodeghiero ITA
10. Ivett Toth HUN
Se flere detaljer her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar