Herrernes podium ved Grand Prix Final 2016 i Marseille. |
Ambitionsniveauet var højt hos herrerne ved Grand Prix Final 2016/17, og det medførte som så ofte blandede løb, både gode og skuffende.
Regerende mester Yuzuru Hanyu leverede et sublimt kort program med quad loop (lidt foroverbøjet), quad salchow-triple tåloop og triple axel samt lutter level 4 elementer. Han tog dermed føringen med et sæsons bedste på 106.53 point. I det lange program landede han tre quads, men han mistede pusten i anden halvdel, hvor han faldt på sin anden quad salchow, kiksede sin triple axel kombo og til sidst singlede sin lutz. FS scoren på 187.37 point var kun dagens tredjehøjeste, men marginen fra det korte program betød, at han for fjerde gang i træk kunne snuppe guldet ved Finalen.
Amerikanske Nathan Chen havde quad-problemer i det korte program med vending ud af quad lutz i kombination med triple tåloop og fald på quad flip (<). Han lå derfor nede på en femteplads med 85.30 point, men han kom stærkt igen i friløbet med sit livs fremførelse: det rene løb havde fire quads og seks triple spring, og han vandt dermed det lange program med et nyt personligt bedste på 197.55 point. Samlet kunne han imponerende tage sølv i sin GPF-debut.
Shoma Uno landede en quad flip i det korte program, men havde dernæst et slemt fald i forsøg på quad tåloop (<<) i planlagt kombination. Det betød en foreløbig fjerdeplads med 86.82 point, men ligesom Chen havde han sin bedste friløb fremførelse med tre quads og fem triple spring. Et nyt personligt bedste på 195.69 point rykkede ham op til bronze for andet år i træk.
Regerende sølvvinder Javier Fernandez var usikker på springene i begge løb; i det korte program havde han et step-out på quad salchow og et fald på triple axel, og i det lange program kostede et pop, step-out og et fald ham dyrt. Spanieren måtte nøjes med en samlet 4. plads.
Patrick Chan havde sit hidtil bedste korte program, da han løb rent med quad tåloop-triple tåloop, triple axel og triple lutz. Han tog derfor en foreløbig andenplads med 99.76 point. Det lange program var dog noget af et mareridt, da han faldt hele tre gange. Det betød et fald til en skuffende 5. plads.
Amerikanske Adam Rippon havde ikke det tekniske gods til at konkurrere med de andre herrer, og derudover havde han også mange springfejl på sine triple spring. Som forventet blev det derfor til en samlet 6. plads.
Samlet resultat
FPl. | Name | Nation | Points | SP | FS | |||
---|---|---|---|---|---|---|---|---|
1 | Yuzuru HANYU |
| 293.90 | 1 | 3 | |||
2 | Nathan CHEN |
| 282.85 | 5 | 1 | |||
3 | Shoma UNO |
| 282.51 | 4 | 2 | |||
4 | Javier FERNANDEZ |
| 268.77 | 3 | 4 | |||
5 | Patrick CHAN |
| 266.75 | 2 | 5 | |||
6 | Adam RIPPON |
| 233.10 | 6 | 6 |
Se flere detaljer her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar