Hanyu, Fernandez, Chan og Jin er blandt medaljekandidaterne hos herrerne. |
Vi har et særdeles springstærkt felt hos herrerne ved Grand Prix Final 2015/16, hvor der planlægges op til 24 quads! Lige nu er der mest opmærksomhed på Hanyu-Chan-Fernandez trioen, men dyre fejl hænder og overraskelser er mulige...
To gange forsvarende GPF-mester Yuzuru Hanyu er nok favorit efter sine rekordsættende fremførelser ved NHK Trophy. Han har de svære spring (forsøger i alt 5 quads) kombineret med præsentationen, men Skate Canada viste at han er i stand til at lave bekostelige fejl. Med rene løb vil han uden tvivl snuppe guld, men chancen for dette back-to-back er nok ikke forfærdelig stor.
Spanske Javier Fernandez er den regerende GPF-sølvvinder, og forhåbentlig har han færre nerver på hjemmebane i år. Denne sæson er han den eneste herre i feltet med to GP-sejre, og begge gange kunne han levere solide fremførelser. Lignende løb burde skaffe ham en medalje, men farven kommer nok an på, hvor godt rivalerne kommer til at skøjte.
Patrick Chan er fire gange GPF-medaljevinder (inkl. to guld), og han begyndte sit comeback godt med en sejr ved Skate Canada. Ved begge sine GP'er havde han dog meget dyre fejl i sit korte program, og han får ikke råd til samme fejl her; Chan forsøger "kun" 1-2 quads og én triple axel i sit lange program, og både Hanyu og Fernandez har indhentet ham på programkomponenterne.
Den regerende juniorverdensmester Shoma Uno har gjort en god senior GP-debutsæson med sølv ved Skate Canada og en kort programssejr ved TEB. Den 17-årige japaner er en velafrundet løber med god præsentation og solide (ikke de højeste) spring, og han er i stand til at score højt - måske tage medalje - med rene løb.
Også Boyang Jin har haft en stærkt senior GP-debutsæson med to sølvmedaljer. Hans styrke er helt klart den stabile quad lutz samt hans vanvittige layout i det lange program (4 quads/6 triples). I dette felt vil hans svaghed i grundløb og præsentation være ekstra tydelig, så han skal nok håbe på fejl fra favoritter for at kunne gøre sig håb om medalje.
Daisuke Murakami gør også sin GPF-debut, her efter to Grand Prix bronzemedaljer. Han har både triple axel og quad salchow i sit repertoire, men han mangler måske at skille sig ud på et punkt. Scoringspotentialet er ikke i det højeste i feltet, men han har før udnyttet fejl fra de andre herrer til sin fordel.
Mine forudsigelser
1. Yuzuru Hanyu JPN
2. Javier Fernandez ESP
3. Patrick Chan CAN
4. Boyang Jin CHN
5. Shoma Uno JPN
6. Daisuke Murakami JPN
Se flere detaljer her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar