søndag den 25. januar 2015

Brown snupper føring ved US Nationals 2015

Jason Brown udfører sit korte program til "Juke" (foto: Getty).

En del herrer valgte at spille sikkert ved de amerikanske mesterskaber 2015, da kun få inkluderede en quad i det korte program, men det førte til gengæld til gode fremførelser og et tæt løb før de lange programmer.

Den regerende sølvvinder Jason Brown leverede et rent løb med triple axel, triple flip-triple tåloop og triple lutz samt lutter level 4 trin og piruetter af høj kvalitet. Med høje programkomponenter kunne han tage føringen med 93.36 point.

Joshua Farris imponerede også med stærke trin og piruetter. Både triple axel og triple lutz var rene, men han havde step-out på sin triple flip-triple tåloop kombination. Med 90.40 point er han på en pæn 2. plads.

Regerende mester Jeremy Abbott landede både triple flip-triple tåloop triple lutz uden fejl, men han måtte kæmpe en smule med sin triple axel. Han modtog dagens højeste programkomponenter, og med en score på 89.93 point er han på en tæt 3. plads.

Max Aaron var den eneste, som landede en roteret quad, omend han havde en smule to fødder på sin quad salchow. Han fulgte op med triple lutz-triple tåloop, men også triple axel havde lidt to fødder på landingen. Han er på en 4. plads med 85.78 point.

Også Adam Rippon forsøgte en quad, men der var to fødder og step-out på hans quad lutz, som også blev kendt underroteret. Resten af springene var rene, men de to sidste piruetter var kun level 2. Han er på en tæt 5. plads med 84.71 point.

Ross Miner landede triple flip og triple axel, men han havde en vending ud af sin triple lutz og kunne derfor kun tilføje en double tåloop. Han runder top 6 af.

Stilling efter kort program


Se flere detaljer her.

Ingen kommentarer: