tirsdag den 25. marts 2014

VM 2014 forudsigelser - Damer

Podiet er langtfra bestemt i damernes disciplin ved VM 2014.

Kontroversen omkring damernes resultat ved Vinter OL er endnu ikke stilnet helt af, men med både guldvinder Adelina Sotnikova og sølvvinder Yuna Kim fraværende ved VM 2014 i kunstskøjteløb, kan fokus forhåbentlig være andetsteds.

Guldfavoritterne

Hjemmefavorit Mao Asada havde en stærk start på sæsonen, men en nedsmeltning i det korte program ved OL fjernede alt medaljehåb trods hendes livs løb i det lange. Derfor har hun nok noget at bevise ved dette VM, og på hjemmebane taler statistikken for at hun vil løbe bedre. Nøglen bliver det korte program, hvor hun denne sæson endnu ikke har udført sin triple axel rent.

Lidt overraskende har OL-bronzevinder Carolina Kostner valgt at deltage trods sin karrieres bedste to løb i Sochi. Italieneren har stået på VM-podiet de tre seneste gange, og med sin nyfundne pålidelighed burde solide løb være nok til en medalje. Hun har til tider ikke helt samme sværhedsgrad som de andre damer, så skal hun have en chance for guld, er nær rene løb et must.

VM-debutant Julia Lipnitskaia har været bundsolid hele sæson med undtagelse af den individuelle konkurrence ved OL, hvor hun faldt en gang i hvert program. Dette var nok grundet det store pres efter holdkonkurrencen, og hvis vi kender hende ret, vil hun være stålsat på at løbe rent her. Hendes pålidelighed giver hende en god medaljechance - måske endda for guld - da de to ovenstående damer til tider kan lave fejl.

Bronzekandidaterne

Gracie Gold har endnu aldrig vundet en international seniorkonkurrence, men ikke desto mindre har hun på det seneste imponeret med sin stabilitet, der gav hende en 4. plads ved OL. Momentum er med hende, og hun har sværhedsgraden - kun præsentationen mangler lidt finpudsning. Ved et post-olympisk VM kan favoritterne været plaget af udmattelse, og det er nu hun skal udnytte dette.

Landsmand Ashley Wagner er nu ikke længere USAs #1 dame, og det har kunne mærkes i hendes scores; hun løb solidt ved OL og tog en samlet 6. plads. Wagners svaghed er manglen på en stabil triple-triple, og hun får formentlig brug for at lande springet, hvis hun endelig vil på podiet.

Den japanske mester Akiko Suzuki skuffede med urene spring og en 8. plads ved OL. Hun har den stærke præsentation og grundløb, men på det seneste har hendes spring manglet den gode højde. En medalje ved hendes sidste VM vil formentlig kræve en fremførelse på kaliber med de nationale mesterskaber.

Også landsmand Kanako Murakami løb under niveau ved OL, hvor det blev en 12. plads, og det var særlig skuffende set i lyset af, at hun altid har formået gode placeringer ved VM. Hun har ikke helt den rene springteknik, men hjemmebanefordel burde betyde bedre fremførelser.

Resten af top 10

Russiske Anna Pogorilaya gør sin VM-debut, og hun burde kunne klare en top 10 placeringer efter en stærk Grand Prix sæson, hvor hun kvalificerede sig til Finalen. Hun har de svære spring, og hun får brug for disse, da præsentationen stadig mangler noget arbejde.

Lignende gør Polina Edmunds også sin VM-debut efter en solid 9. plads ved OL. Hun forsøger også blandt de sværeste spring i feltet, men i programkomponenterne vil hun knap være så konkurrencedygtig.

Kaetlyn Osmond har døjet med efterdønningerne af sin skade, og ved OL blev det kun til en 13. plads. Hun har dog oppet sværhedsgraden i sit korte program, og med rene løb har hun chancen for slå sin 8. plads fra forrige år.

Også Zijun Li har kæmpet med skader og tog derfor kun en 14. plads ved OL trods en flot 7. plads ved forrige VM. Hun har de svære spring, men mangler stadig power i sit løb til at slå de andre damer med lignende layout.

Hold også øje med

Både Mae Berenice Meite og Valentina Marchei løb over forventning ved OL og tog en henholdsvis solid 10.- og 11. plads.

Danmark repræsenteres af Anita Madsen, som senest tog en 29. plads ved EM.

Mine forudsigelser
1. Mao Asada JPN
2. Julia Lipnitskaia RUS
3. Carolina Kostner ITA
4. Gracie Gold USA
5. Ashley Wagner USA
6. Akiko Suzuki JPN
7. Kanako Murakami JPN
8. Anna Pogorilaya RUS
9. Polina Edmunds USA
10. Kaetlyn Osmond CAN

Se flere detaljer her.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Dine forudsigelser for podium er ret imponerende;)

Sequins Galore sagde ...

Tak! Det føles også godt at ende sæsonen med gode forudsigelser.

Mine forudsigelser i isdans var dog ukarakteristisk dårlige, men top 4 stod næsten lige, så jeg kan vel stadig klappe mig selv på ryggen :-)