onsdag den 23. oktober 2013

Skate Canada 2013 forudsigelser - Damer

Lipnitskaia, Gold, Osmond og Suzuki deltager i denne uges Skate Canada 2013.

Skate Canada byder på et interessant mix af damer.

Den regerende mester er Kaetlyn Osmond, som har det svære job at forsvare sin titel på hjemmebane. Hun havde noget af et gennembrud forrige sæson, hvor bl.a. blev en 8. plads ved VM. Hun løb dog skidt ved sin sæsonstartende sommerkonkurrence. Osmond overvejede faktisk at trække sig fra konkurrencen, da hun har døjet med en fodskade (den har været i skinne).

Et sikrere gæt på en guldvinder er Julia Lipnitskaia, der startede sæsonen stærkt med en sejr ved Finlandia Trophy. Her leverede hun to svære programmer, og med hendes høje springstabilitet er en podieplads ret sandsynlig.

Akiko Suzuki tog sølv efter Lipnitskaia ved Finlandia Trophy. Hun skøjtede solidt, omend hun havde et par småfejl. Hun har dog den mest modne præsentation i feltet, så hun kontrollerer sin egen skæbne: rene programmer har stor chance for guld. Dog kan hun være ret uforudsigelig i sine spring.

Courtney Hicks gør sin GP-debut. Amerikaneren startede sæson med guld ved US Int'l FS Classic, hvor hun imponerede med eksplosive spring i sit lange program. Hun er dog noget uraffineret i sin fremførelse, hvilket vil betyde lavere programkomponenter end de andre topdamer.

Landsmand Gracie Gold tog sølv ved US Int'l FS Classic, og dette blev anset som meget skuffende, da hun kun fik landet 3 triple spring i sit lange program. Golds styrke er hendes store spring, men nerverne spiller hende mere end ofte et puds (ligesom forrige år ved Skate Canada, hvor det blev 7. plads), så man ved aldrig, hvad man får. Forhåbentlig har hendes nye træner Frank Carroll fået indgydet noget konkurrencementalitet.

Christina Gao skøjtede solidt ved forrige sæsons GP'er, hvor det blev til en finaleplads. Hun startede dog sæsonen skuffende ved Ondrej Nepela Trophy, hvor hun i alt faldt tre gange - det blev dog stadig til bronze.

Udover Osmond har vi Amelie Lacoste og Veronik Mallet på hjemmebane. Lacoste havde som sædvanlig en del springfejl i sine programmer ved US Int'l FS Classic, hvor det blev en 5. plads. Mallet overraskede med solide løb ved Nebelhorn Trophy, hvor det blev til en 4. plads.

Feltet er en del tyndere end oprindeligt, da både Yuna Kim, Kiira Korpi og Alenova Leonova har trukket sig pga. skade.

Mine forudsigelser
1. Julia Lipnitskaia RUS
2. Akiko Suzuki JPN
3. Courtney Hicks USA
4. Gracie Gold USA
5. Kaetlyn Osmond CAN
6. Veronik Mallet CAN
7. Christina Gao USA
8. Amelie Lacoste CAN
9. Natalia Popova UKR

Se flere detaljer her


2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hvorfor tror du at Hicks kommer til at klare sig bedre end Gold?

Sequins Galore sagde ...

I bagklogskabens lys, var det nok ikke et godt valg (Gold fører, mens Hicks er sidst efter det korte program ved Skate Canada), men Hicks slog dog Gold ved US Int'l FS Classic i september, så jeg baserede min forudsigelse på deres seneste head-to-head.

Hvis de begge løber deres bedste, så vil Gold klart slå Hicks, da hun har bedre spring, piruetter og grundløb. Det er bare det, at Gold kan være så uforudsigelig.

Husk på... kunstskøjteløb er en svær sport at forudse - bortset fra isdans, måske. Mine forudsigelser afhænger meget af min mavefornemmelse i det øjeblik, jeg skriver indlægget. Og min mavefornemmelse har sjælden ret :-)