Volosozhar og Trankov udfører en triple twist ved VM 2013. (Foto: Getty) |
Jeg har lige lært at lave GIF animationer (af Youtube-videoer) på Photoshop, og hvilken bedre måde er der at fremvise mine skills end ved at vise lidt kunstskøjteløbshistorie? Dagens emne er: twist løftet eller blot twist. Dette element er unikt for parløberne, og en god twist får altid publikum til at gispe af skræk/beundring.
For mig personligt var twisten det element, som i starten fik mig tiltrukket til sporten (som seer), og den dag i dag er det stadig mit yndlingselement.
Opfinderen af twisten kender jeg ikke - Wiki hjælper ikke meget - så jeg måtte ty til Youtube. Det er svært at finde videoer af twists fra gamle dage, men så vidt jeg kan se begyndte twisten at blive inkorporeret i programmerne i løbet af 1960'erne.
Vinter OL 1964 Protopopov'erne udfører en slags twist med loop afsæt og én rotation. Begge glider dog baglæns på udgangen og ikke ansigt-til-ansigt som i dag.
Vinter OL 1968 Ved det næste Vinter OL forsøgte Protopopov'erne en split double twist, som vi mere kender den i dag. Landingen var dog ikke perfekt, da den var på to fødder.
Vinter OL 1976 Twisten var vist endnu ikke obligatorisk i det obligatoriske/korte program, men Irina Rodnina og Alexander Zaitsev får stadig udført en fin split triple twist i det frie program.
1977-78 Marina Cherkasova og Sergei Shakhrai var det første par, der udførte en quad twist, hvilket de gjorde ved EM 1977.
Vinter OL 1984 Dette er det første Vinter OL, hvor (så vidt jeg kan se) twisten blev udført i det korte program. Elena Valova og Oleg Vasiliev udfører her en split double twist, hvor hun har armene over hovedet.
VM 1987 Ekaterina Gordeeva og Sergei Grinkov udførte i deres unge dage quad twisten, men de stoppede, da elementet ikke blev belønnet benævnelsesværdigt - med deres andre kvaliteter havde de heller ikke brug for det.
Vinter OL 1988 Valova og Vasiliev plejede i deres frie program at udføre en axel split double twist - et element vi ikke ser nu til dage (alle par udfører nu flip/lutz twists).
Vinter OL 1994 Isabelle Brasseur og Lloyd Eisler var kendt for deres laterale twists (normen havde hidtil været vertikale twists), omend de pga. dette endte med nogle skader. Den viste triple twist har ikke en af de klassiske afsæt - det ligner mere afsættet til et stjerne-løft.
VM 2007 I sæson 2006-07 blev det endeligt tilladt seniorparrene at udføre en triple twist i det korte program. Det var i denne tid, at kineserne populariserede store twist og kast, og med den nye bedømmelsessystem gjorde parrene - her Xue Shen og Hongbo Zhao - sig umage med at holde damens arme fri fra manden ved landing.
TEB 2012 Vi har set quad twists her og der, men Cheng Peng og Hao Zhang formåede at udføre løftet succesfuldt adskillige gange forrige sæson - endda med en imponerende højde!
VM 2013 Tatiana Volosozhar og Maxim Trankov er hurtigt blevet kendt for deres eksplosive triple twist, som de her endda opnåede level 4 på. Standarden (meget høj, lateral og med mange level features) er dermed sat.
Hvad synes du om mit GIF-indlæg? Kunne du tænke dig mere og om hvad?
1 kommentar:
Fedt indlæg. Det må du gerne lave mere af :)
Vh Christina
Send en kommentar