Viser opslag med etiketten GIF. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten GIF. Vis alle opslag

søndag den 1. marts 2015

Kunstskøjteløb på GIF: I-piruetter

Sasha Cohen udfører en I-piruette ved US Nationals 2010 (foto: Getty).

Det nyeste GIF-indlæg er om I-piruetten eller I-spin, som den bliver kaldt på engelsk. Dette er en variation af en (oftest baglæns) opretstående piruette, hvor løberen trækker det frie ben op til ansigtet; i denne split-position danner ben og krop formen som bogstavet "I", deraf navnet.

Dette bliver ikke helt et historisk indlæg, da jeg ikke ved hvem der opfandt piruetten - men nærmere en gennemgang af bemærkelsesværdige løbere, som af udført piruetten.

Vinter OL 1994 FS Schweiziske Natalie Krieg var superb til piruetter, og hun brugte I-positionen som den andensidste position i sin kombinationspiruette.

VM 2004 Amerikanske Sasha Cohen er nok den mest kendte udfører af I-piruetten, som hun populariserede. Hendes udgave var særdeles god med strakte ben, og det frie ben trukket næsten helt ind til kroppen, og mange rotationer for at afslutte med et brat og dramatisk stop ud af piruetten.

Skate America 2004 Landsmand Alissa Czisny forsøgte sig også med piruetten i en sæson, og hun fik også benet højt op, men antallet af rotationer kneb til tider. Klogt nok skiftede hun til Y-piruetten, som hun til gengæld var særdeles god til.

Vinter OL 2006 Den olympiske mester Shizuka Arakawa udførte også en version af I-piruetten, hvor hun slutteligt slap den ene arm og lod den krydse det frie ben; en meget effektiv detalje.

US Nats 2008 Caroline Zhang var kendt for sin perle-piruette, men hun havde faktisk også en meget smidig I-piruette, hvor hun til sidst gav slip med sin ene hånd og rakte den mod himlen! Denne detalje droppede hun dog senere i karrieren (sammen med I-piruetten).


VM 2009 I-piruetten var også en fast bestanddel i Yuna Kims repetoire, men ulig de fleste damer holdte hun fast på hver ende af sin skøjte (i stedet for anklen). Skøjtebenet var ikke helt strakt, men hun kunne få god fart på piruetten.

Cup of China 2009 Mirai Nagasu har hele karrieren udført I-piruetten, men den var specielt god i 2009/10, hvor hun fik masser af fart og rotationer på positionen og afsluttende gav slip med den ene hånd og lænede sig bagud.


VM 2010 To gange verdensmester Miki Ando udførte også piruetten i en overgang, men hun kunne ikke få sit frie ben helt så højt op som de andre piger, og senere i karrieren droppede hun også positionen.

VM 2013 Kinesiske Zijun Li er en af de få damer, som bruger positionen i den første halvdel af sin kombinationspiruette, hvilket er lidt en skam, da positionen er mest dramatisk som afslutning.

Finlandia Trophy 2014 Luxembourgske Fleur Maxwell er nok ikke særlig kendt grundet sine svage spring, men hun er en undervurderet mht. piruetter. Som kan ses, kan hun få sit frie ben helt op til øret.

Skate America 2014 Logisk nok kræver positionen masser af smidighed, så vi ser ikke mange herrer udføre piruetten. Filippinske Michael Christian Martinez har dog en ganske god version.

Vinter OL 2014 De russiske damer er også med på bølgen. Adelina Sotnikova har en god version, som hun afslutter sit lange program med. Dermed har de tre senest olympiske mestre (alle under IJS) udført I-piruetten i deres programmer.

Cup of China 2014 Ingen kan dog slå Julia Lipnitskaia, hvis overnaturligt smidige og hurtige version nærmest giver en S-formet illusion undervejs. Forhåbentlig får hun sine spring tilbage, så vi kan se hendes piruetter på international scene igen.

JGPF 2014/15 Den yngre generation - her Evgenia Medvedeva - er også ivrige udøvere af I-piruetten, og selvom de har smidigheden, mangler de måske stadig lidt finpudsning.

Hvilken skøjteløber, synes du, har den bedste I-piruette?

søndag den 4. januar 2015

Kunstskøjteløb på GIF: Dødsspiralen

Wenjing Sui og Cong Han udfører en baglæns udvendig dødsspiral ved GPF 14-15 (foto: Getty).

Der er gået for lang tid siden det sidste GIF-indlæg, men nu skal det være. Denne gang handler det unikke parelement: dødsspiralen eller death spiral, som det hedder på engelsk.

En dødsspiral er, hvor manden holder damen i én arm og pivoterer dvs. drejer hende i en cirkel om sin egen akse med sin tåhak i isen. Det drabelige navn kommer muligvis af damens tætte - nærmest parallelle - position til isen med hovedet lænet bagud.

Ifølge wiki blev dødsspiralen (baglæns udvendig) opfundet af Charlotte Oelschlägel og Curt Neumann tilbage i 1928, mens den mere moderne-udseende version blev udviklet i 1940'erne af Suzanne Morrow og Wallace Diestelmeyer.


Vinter OL 1968 De tre andre typer dødsspiraler blev opfundet af Liudmila Belousova og Oleg Protopopov; de fire slags dødsspiraler kan identificeres ved retning (for-/baglæns) og skær (ind-/udvendig). Her udfører Protopopov'erne en baglæns indvendig dødsspiral, som de kaldte "cosmic spiral".

Vinter OL 1976 Skøjtelegende Irina Rodnina var kendt som mesteren af dødsspiralen. Her udfører hun med partner Alexander Zaitsev en baglæns udvendig dødsspiral, "death spiral". De udvendige dødsspiraler anses som sværere end indvendige og har da også en højere basisværdi i det nuværende system. Oftest vil damen ikke være så tæt på isen og have et mere bøjet skøjteben, så klingen ikke skrider under hende.

EM 1980 Rodnina og Zaitsev kunne selvfølgelig også udføre en smuk baglæns indvendig dødsspiral.

VM 1993 Den forlæns udvendige "love spiral" er den allersværeste af dødsspiralerne, og Isabelle Brasseur og Lloyd Eisler havde en særdeles god en. Det er meget sjældent, at damen kan komme så tæt på isen i denne version.

Vinter OL 1994 Ekaterina Gordeeva og Sergei Grinkov udfører her en baglæns udvendig dødsspiral i deres korte program. Nu til dags er én dødsspiral per kort og lange program et krav, men dengang havde Gordeeva/Grinkov to forskellige i deres lange program.

VM 2007 Som sagt er den sværeste af dødsspiralerne er den forlæns udvendige, og måske af den grund roterer den ikke som en af de obligatoriske i det korte program. Faktisk skulle jeg tilbage til VM 2007 for at finde den senest udførte ved Verdensmesterskaberne. Xue Shen og Hongbo Zhao udførte her en med masser af tilbehør som flyver indgang, catch-foot og skift af hånd.

EM 2010 Catch-foot dødsspiralerne var i en overgang særligt populære, men ofte ikke særlig æstetisk pæne. Yuko Kavaugti og Alexander Smirnov udførte en interessant version i forlæns indvendig "life spiral", men det fik måske bægeret til at flyde over, da catch-foot som level feature blev fjernet efter 2009-10.

VM 2012 Dødsspiraler anses ofte ikke som et risiko-element for parløberne, men engang imellem kan fejl på denne koste dyrt. Tatiana Volosozhar og Maxim Trankov faldt på en "nemmere" forlæns indvendig dødsspiral, men det kom til at koste dem guldet.
 
VM 2014 Et par, som dog kan udføre en nogenlunde catch-foot version, er Cheng Peng og Hao Zhang. Her udfører de en baglæns indvendig dødsspiral i deres korte program.

VM 2014 Deres catch-foot forlæns indvendige dødsspiral i det lange program var dog den pæneste. Jeg må indrømme, at det først var forrige sæson, at jeg lærte at identificere dødsspiralerne fra hinanden. Tricket er at se på damens skøjteklinge (duh!). Forlæns = tåhak i drejeretning, indvendig = indvendig skær (hint: "øverste" ben bruges, position er tæt på isen). Visa versa for baglæns og udvendig.

GPF 2014/15 En trio af forlæns invendige dødsspiraler fra Peng/Zhang, Duhamel/Radford og Seguin/Bilodeau. Denne sæson har dødsspiralerne et ret klassisk udseende, men de er stadig ligeså fængende.

onsdag den 4. september 2013

Kunstskøjteløb på GIF: Himmelpiruetten

Amerikanske Mirai Nagasu udfører sin himmelpiruette. (Foto: AP)

Vi har haft twisten, men nu til et andet yndlingselement: himmelpiruetten eller layback pirutten, som de kalder den på engelsk. I IJS er forkortelsen LSp.

I dette indlæg vil jeg fokusere på den klassiske layback position uden alle de moderne dikkedarer; dvs. ryggen er lænet lige tilbage (ikke sidelæns), og hænderne rører ikke skøjten.

Ifølge Wikipedia blev himmelpiruetten opfundet af britiske Celia Colledge, der vandt Vinter OL sølv tilbage i 1936 - det har derfor ikke været muligt at finde videoer af hende udføre denne. Så min historiske gennemgang bliver måske lidt på følelse.

Vinter OL 1968 De amerikanske damer har så længe jeg kan huske været kendt for deres himmelpiruetter. Pegge Fleming havde en smuk klassisk en af slagsen.

Senere i karrieren blev Fleming kommentator med Dick Button, og duoen var altid god til at rose en god himmelpiruette, ligeså hurtige de var til at slå hårdt ned på alle, der ikke levede op til deres høje standarder. De hårde ord har effekt den dag i dag.

Vinter OL 1976 Ved dette Vinter OL indgik det korte program for første gang, og himmelpiruetten var fra starten et fast indslag. Her leverer amerikanske Dorothy Hamill en værdig version.

Vinter OL 1980 Denise Biellmann var mest kendt for sin Biellmann-piruette, men hendes klassiske position i himmepiruetten var også smuk i sig selv.

VM 1999 Landsmand Lucindah Ruh var også fabelagtig til piruetter, sikkert verdens bedste. Hastigheden, antallet af rotationer, smidigheden i ryggen og de kreative armpositioner overgik langt de krav, der blev stillet dengang.

US Nats 2002 Angela Nikodinov var kendt for sin klassiske layback position, der i dag nærmest er definitionen på en ærke-amerikansk layback: smidighed i ryggen, højt løftet frit ben (i attitude position) og elegante arme.

VM 2004 Sasha Cohen var ikke kendt for at løbe et rene lange programmer, men piruetterne var i hvert fald ikke en svaghed. Især hendes himmelpiruette fik rosende ord fra de amerikanske kommentatorer.

US Nats 2006 Himmelpiruetten er kun et obligatorisk for damerne, så det er et sjældent syn at se elementet hos herrerne. Rohene Ward havde dog en himmelpiruette, der kunne overgå de fleste damers.

GPF 2007 Caroline Zhang fik mest opmærksomhed pga. perle-piruetten, men hendes klassiske layback position krævede også umenneskelig smidighed; hendes ryg OG det frie ben er nærmest parallelle med isen!

Junior VM 2012 Det er nærmest kun de amerikanske damer, som har det frie ben i en attitude position. Julia Lipnitskaya bøjer ved knæet og sænker langstomt benet for at øge accelerationen.

VM 2013 Hos mange af de yngre asiatiske damer ser man ofte en meget tilbagelænet overkrop kombineret med et sænket frit ben. Zijun Li udfører her et meget pænt eksempel.

JGP Riga 2013 En ny sæson og en nye himmelpiruette gør sin internationale debut. Amerikanske Karen Chen viderefører arven.

Den klassiske himmelpiruette er dog lidt på tilbagegang, især da det er muligt at opnå en level 4 himmelpiruette uden at udføre en (fx sidelæns -> catchfoot -> Biellmann + en af disse i 8 rotationer). Forhåbentlig forsvinder den ikke helt, da jeg aldrig bliver træt af den optiske illusion, der dannes under piruetten.

fredag den 16. august 2013

Kunstskøjteløb på GIF: Let's Twist

Volosozhar og Trankov udfører en triple twist ved VM 2013. (Foto: Getty)

Jeg har lige lært at lave GIF animationer (af Youtube-videoer) på Photoshop, og hvilken bedre måde er der at fremvise mine skills end ved at vise lidt kunstskøjteløbshistorie? Dagens emne er: twist løftet eller blot twist. Dette element er unikt for parløberne, og en god twist får altid publikum til at gispe af skræk/beundring.

For mig personligt var twisten det element, som i starten fik mig tiltrukket til sporten (som seer), og den dag i dag er det stadig mit yndlingselement.

Opfinderen af twisten kender jeg ikke - Wiki hjælper ikke meget - så jeg måtte ty til Youtube. Det er svært at finde videoer af twists fra gamle dage, men så vidt jeg kan se begyndte twisten at blive inkorporeret i programmerne i løbet af 1960'erne.

Vinter OL 1964 Protopopov'erne udfører en slags twist med loop afsæt og én rotation. Begge glider dog baglæns på udgangen og ikke ansigt-til-ansigt som i dag.

Vinter OL 1968 Ved det næste Vinter OL forsøgte Protopopov'erne en split double twist, som vi mere kender den i dag. Landingen var dog ikke perfekt, da den var på to fødder.

Vinter OL 1976 Twisten var vist endnu ikke obligatorisk i det obligatoriske/korte program, men Irina Rodnina og Alexander Zaitsev får stadig udført en fin split triple twist i det frie program.

1977-78 Marina Cherkasova og Sergei Shakhrai var det første par, der udførte en quad twist, hvilket de gjorde ved EM 1977.

Vinter OL 1984 Dette er det første Vinter OL, hvor (så vidt jeg kan se) twisten blev udført i det korte program. Elena Valova og Oleg Vasiliev udfører her en split double twist, hvor hun har armene over hovedet.

VM 1987 Ekaterina Gordeeva og Sergei Grinkov udførte i deres unge dage quad twisten, men de stoppede, da elementet ikke blev belønnet benævnelsesværdigt - med deres andre kvaliteter havde de heller ikke brug for det.

Vinter OL 1988 Valova og Vasiliev plejede i deres frie program at udføre en axel split double twist - et element vi ikke ser nu til dage (alle par udfører nu flip/lutz twists).

Vinter OL 1994 Isabelle Brasseur og Lloyd Eisler var kendt for deres laterale twists (normen havde hidtil været vertikale twists), omend de pga. dette endte med nogle skader. Den viste triple twist har ikke en af de klassiske afsæt - det ligner mere afsættet til et stjerne-løft.

VM 2007 I sæson 2006-07 blev det endeligt tilladt seniorparrene at udføre en triple twist i det korte program. Det var i denne tid, at kineserne populariserede store twist og kast, og med den nye bedømmelsessystem gjorde parrene - her Xue Shen og Hongbo Zhao - sig umage med at holde damens arme fri fra manden ved landing.


TEB 2012 Vi har set quad twists her og der, men Cheng Peng og Hao Zhang formåede at udføre løftet succesfuldt adskillige gange forrige sæson - endda med en imponerende højde!

VM 2013 Tatiana Volosozhar og Maxim Trankov er hurtigt blevet kendt for deres eksplosive triple twist, som de her endda opnåede level 4 på. Standarden (meget høj, lateral og med mange level features) er dermed sat.

Hvad synes du om mit GIF-indlæg? Kunne du tænke dig mere og om hvad?