onsdag den 6. februar 2013

Four Continents 2013 forudsigelser - Herrer

Herrernes podium ved de japanske mesterskaber er til stede ved 4CC. (Foto: Getty)

Vi har et springstærkt felt hos herrerne, og især værtsnation Japan sender et stærkt hold.

Den regerende 4CC sølvvinder Daisuke Takahashi havde nogle lidt usikre fremførelser ved GP'erne, hvor det blev til to sølvmedaljer, men han kom stærkt igen ved Finalen, hvor han tog guldet. Takahashi burde opnå de højeste programkomponenter i feltet, så han skal undgå fejl på især quaden for at tage guldet. P.S. Rygter siger, at han vil debutere et nyt kort program til "Måneskinssonaten".

Landsmand Yuzuru Hanyu har slået Takahashi to ud af tre gange denne sæson, senest ved de nationale mesterskaber. Hanyu har de store spring, men kan til tider miste pusten i det lange program. Nøglen bliver at løbe et stærkt kort program, så ingen kan indhente ham - denne sæson har han allerede opnået verdensrekord to gange for dette segment.

Den sidste japaner er Takahito Mura, som har overrasket med guld ved TEB og bronze ved de nationale mesterskaber. Ved forrige års Four Continents lå han #2 efter det korte program, men endte på en 5. plads efter et skuffende langt program. Denne sæson er det også blevet til en 8. plads ved Skate Canada, så hans fremførelser har det med at svinge.

USA sender den regerende 4CC bronzevinder Ross Miner, der har det med at tage bronze i Japan; denne sæson er det også blevet til bronze ved NHK Trophy. Miner er en ret stabil løber, så hans placering kommer nok mere an på de andre herrer.

Landsmand Max Aaron slog Miner mod sin nationale titel for to uger siden. På den internationale scene er han ret uprøvet, så han for at brug for at lande sine quads. Med formentlige lave programkomponenter vil fejl begrave ham i placeringerne.

Adam Rippon har skadet sin ankel i træning, og det betyder at Richard Dornbush bliver sendt igen. Han endte på en 13. plads forrige år, og selvom han har forbedret sin springstabilitet denne sæson, er der stadig et stykke til, før han anses som medaljetrussel.

Canada sender ikke den regerende mester Patrick Chan, så deres topherre bliver Kevin Reynolds. Han løb stærkt ved de nationale mesterskaber, hvor han i alt landede 5 quads, men det internationale panel plejer at være strengere på hans spring. Landsmænd Andrei Rogozine og Elladj Balde kæmper en indbyrdes kamp om at komme til VM.

Fra Kina har vi Nan Song, som kæmpede ved GP'erne pga. skade. Han kunne dog forsvare sin nationale titel. Landsmand og juniorverdensmester Yan Han gør sin seniordebut. Hans JGP sæson var lidt skuffende, da han ikke kvalificerede sig til Finalen.

Denis Ten endte på en 6. plads forrige år, men denne sæson har han haft utallige problemer med at lande sin spring pga. skade.

Mine forudsigelser
1. Yuzuru Hanyu JPN
2. Daisuke Takahashi JPN
3. Ross Miner USA
4. Max Aaron USA
5. Takahito Mura JPN
6. Kevin Reynolds CAN
7. Yan Han CHN
8. Nan Song CHN
9. Richard Dornbush USA
10. Denis Ten KAZ

Se flere detaljer her.

Ingen kommentarer: