torsdag den 26. januar 2012

U.S. Nationals 2012 forudsigelser - Damer

Alissa Czisny er to gange national mester. (Foto: Getty Images)

Som altid bliver det en hård kamp om de kun to pladser til VM.

Den regerende mester Alissa Czisny har haft den bedste sæson blandt de amerikanske damer med guld og bronze ved Grand Prix'erne. Hun fik dog en skade ved Finalen, som resulterede i en skuffende sidsteplads. Hun spiller nu sikkert og forsøger "kun" 6 triple spring i det lange program samt ingen 3-3 kombinationer. Løber hun tæt på rent, burde sejren være hendes pga. hendes stærke piruetter og programkomponenter. Historie tale dog imod hende, da ingen dame har formået at forsvare sin titel siden Michelle Kwan senest gjorde det i 2004 - Kwan bliver desuden optaget i Hall of Fame ved disse mesterskaber.

Ashley Wagner har også leveret stærke programmer ved GP'erne, og hun har lovet at forsøge triple flip-triple tåloop kombinationer i begge programmer her. Hun har dog tendens til at løbe skidt i det korte program ved de nationale mesterskaber.

Mirai Nagasu har denne sæson ikke helt levet op til folks forventninger; både teknisk og præsentationsmæssigt. Løber hun rent, har hun det højeste scoringspotentiale i feltet. Forhåbentlig peaker hun mod slutningen af sæsonen, som hun plejer.

Et par af de amerikanske damer har ikke løbet særligt godt ved GP'erne. Rachael Flatt har endt i top 2 ved de nationale mesterskaber siden 2008, men denne sæson har hun kæmpet med at lande selv de nemmere spring - et problem for en løber, som var kendt for pålidelig spring. Flatt har døjet med skade i stykke tid, hvilket har givet problemer med lutzen og flippen. Hun vil dog forsøge springene i konkurrencen.

Både Agnes Zawadzki og Christina Gao, som endte på en henholdsvis 4.- og 5. plads forrige år, har også kæmpet meget med springene. Ligesom Flatt plejer deres styrke at ligge i springene, og uden dem bliver det svært for dem at placere højt. Caroline Zhang udviste forbedringer ved begge sine GP'er, men hun mangler stadig et stykke for at være en trussel.

En del damer i feltet kæmper også om en plads til Junior VM. Leah Keiser gør sin seniordebut, og hun har allerede imponeret med svære springkombinationer. Hold også øje med Vanessa Lam, som kvalificerede sig til JGPF.

Mine forudsigelser
1. Ashley Wagner
2. Mirai Nagasu
3. Alissa Czisny
4. Leah Keiser
5. Vanessa Lam

Se flere detaljer her.

Ingen kommentarer: