torsdag den 31. marts 2011

Alexe Gilles forlader Zakrajsek til fordel for Sato

Amerikanske Alexe Gilles annoncerede i går, at hun forlader sin træner, Tom Zakrajsek, gennem 10 år til fordel for Yuko Sato og Jason Djungen. Trænerskiftet betyder, at hun skal flytte fra Colorado til Michigan.

Gilles var succesfuld som junior, da hun vandt de nationale juniormesterskaber og tog bronze ved Junior Grand Prix Finalen i 2008. Sidenhen er det gået ned ad bakke, da hun denne sæson endte på en skuffende 11.- og 12. plads ved sine Grand Prix'er og på en 14. plads ved de amerikanske mesterskaber.

Yuka Sato og Jason Djungen er ved at blive populære trænere for kunstskøjteløbere med dårlige nerver.

(www.icenetwork.com)

tirsdag den 29. marts 2011

Ændringer i det canadiske VM-landshold

Udskydelsen af VM vil have en betydning for sammensætningen af det canadiske landshold.

Den nationale sølvvinder Shawn Sawyer har valgt at trække sig fra VM og i stedet at skøjte i tours med Stars On Ice i Canada. Er dette et tegn på, at 26-årige Sawyer vil droppe amatørløb efter denne sæson? Kevin Reynolds erstatter ham til VM.

Den nationale sølvvinder i damernes disciplin, Myriane Samson, har pådraget sig en knæskade siden 4CC og er derfor ikke parat til at deltage i næste måned. Træningsmakker Amélie Lacoste vil skøjte i stedet.

(Kilde: www.universalsports.com)

Sinead Kerr og John Kerr trækker sig fra VM

Sinead Kerr og John Kerr poserer med det britiske flag ved EM 2011 i Bern. (Foto: Getty Images)

De regerende EM-bronzevindere i isdans Sinead Kerr og John Kerr havde godt nok trukket sig fra VM dengang det stadig skulle afholdes i Japan, da Sinead havde skadet sin skulder. Da VM blev udskudt en måned, så det ud til, at isdanseparret måske ville blive parat til at deltage, men nej.

John Kerr offentliggjorde i dag på Facebook, at de trækker sig fra VM på grund af Sineads skadede skulder. Hun skal opereres i morgen, og helingen vil tage omkring to måneder. Søskendeparret har allerede for et stykke tid siden sagt, at denne sæson vil være deres sidste som amatørløbere, så vi har allerede set deres sidste optræden (i konkurrence).

Sinead og John har skøjtet sammen siden 2000, og i løbet af deres karriere er det blandt andet blevet til 7 britiske titler og 2 EM-bronzemedaljer. Deres højeste placering ved VM er en 5. plads, som de opnåede forrige år.

Hvem skøjtede det bedst? "Introduction et Rondo Capriccioso"

Nu er der som sagt stadig en hel (næsten) måned til VM, så i mellemtiden har jeg fået tiden til at gå med at stene gamle programmer på Youtube. Et stykke musik, som jeg synes gik igen hos mange unge kunstskøjteløbere, var Camille Saint-Saëns' "Introduction et Rondo Capriccioso" til violin og orkester. Hvad er det, som drager disse unge talenter (især piger) mod musikken? Ikke at jeg har noget imod det, for jeg elsker stykket. Her er et par af mine favoritprogrammer:

Michelle Kwan - VM 1995

Kun 14-årige Michelle Kwan havde chancen for at vinde VM-guldet i Birmingham, men hun lod sig ikke gå på af nerver og skøjtede sit bedste med 7 triple spring. Lave scores holdte hende nede på en 4. plads, men denne fremførelse var kun et smugkig på det talent, som ville blive udfoldet i det næste årti.

Naomi Nari Nam - U.S. Nationals 1999

13-årige Naomi Nari Nam udviste stort potentiale med sit program til musik af Rachmaninov og Saint-Saëns, da hun vandt sølv ved de amerikanske mesterskaber. Hun havde det hele: spring, smidighed, piruetterne og udstrålingen, men skader brast drømmen. Det følgende år skøjtede hun også til "Rondo Capriccioso" (se her), men springene var der desværre ikke helt.

Mikkeline Kierkgaard - VM 2000

Vores egen danske Mikkeline Kierkgaard var bare 15 år, da hun endte på en 11. plads ved i sin VM-debut med dette smukke program. Hun havde den smukke holdning, som dette smukke musik kræver, og så selvfølgelig en super triple tåloop. En skam at hun måtte ende karrieren så tidligt, som hun gjorde.

Vanessa Lam - U.S. Nationals 2011

...og vi spoler frem til nutiden. I et mix med Saint-Saëns' "Dance Macabre" endte 15-årige Vanessa Lam på en 1. plads ved JGP Czech Skate og en imponerende 7. plads ved de amerikanske mesterskaber på seniorniveau. Er hun endnu et spildt potentiale eller får vi store ting at se fra hende i fremtiden?

Adelina Sotnikova - De russiske mesterskaber 2010-11

14-årige Adelina Sotnikova har nok ikke brug for at der bliver lagt yderligere pres på hende, men hvordan kan man lade være? Hun er en baby ballerina med kæmpe OG pålidelige spring, så hun har potentialet til at dominere damernes disciplin i de kommende år. Hun vil rykke op til senior Grand Prix næste sæson, så vi får snart at se, hvad hun rigtigt kan.

Hvem havde det bedste program til "Introduction et Rondo Capriccioso"? Giv en stemme og/eller kommentar:

søndag den 27. marts 2011

Sequins of the week!


Ugens pailletter går til Nobunari Odas kostume til sit galaprogram "I could have danced all night". Oda er normalt til ret nedtonede kostumer, men ved de japanske mesterskaber valgte han at skøjte i et sammensurium af skinnende guld, lilla og sort.

Oda afslørede på sin 24 års fødselsdag i fredags, at han har været nødt til at udskyde sine bryllupsplaner pga. det udsatte VM, som nu skal afholdes i Moskva. Lad os håbe, at han klarer sig bedre i år.

(Kilde: mdn.mainichi.jp)

fredag den 25. marts 2011

Yuna Kim bekræftet til VM i Moskva

Yuna Kim med sin træner Peter Oppegard. (Foto: AP Photo)

Nogle fans frygtede, at Yuna Kim måske ikke ville have tid til at deltage i VM 2011 i Moskva (24. april - 1. maj), fordi hun har travlt med at promovere Sydkoreas bud på Vinter OL 2018 samt planlægge isshows. Disse fans kan dog ånde lettet op, da Kim har bekræftet sin deltagelse. Hun træner pt. i Taereung Training Center i Seoul, og hendes træner Peter Oppegard flyver dertil snart for at slutte sig til sin elev.

(Kilde: www.universalsports.com)

torsdag den 24. marts 2011

...og VM 2011 går til Moskva!

Kunstskøjteløbsfans kan ånde lettet op! VM 2011 vil finde sted, og ikke helt overraskende er konkurrencen blevet tildelt Rusland!

Konkurrencen vil finde sted i Megasport Arena i Moskva fra den 24. april til den 1. maj - så det begynder altså om præcis én måned. Dette er godt nyt for kunstskøjteløberne, som har trænet i uvished i over en uge nu. Forhåbentlig har de alle tid til at deltage.

Rusland (også Moskva) var værter for VM tilbage i 2005.

(kilde: www.isu.org)

Kostumer - Akiko Suzuki

Akiko Suzuki er mere kendt for sin musikalitet end sine kostumer, men det forhindrer hende ikke at skøjte i nogle interessante ting.

Det korte program
Musik: "Tango Jalousie" af Jacob Gade

Suzuki holder sig til den klassiske tango-palette til sit korte program, nemlig sort og rød. Hendes sorte halterneck kjole har et halvgennemsigtigt lagdelt skørt med rødt stof i slidsen (se her), hvilket er en god detalje, som gør sig bedst i bevægelse. En masse similisten dækker overdelen og rygstropperne, hvor de danner en blomst på hver side. En matchende blomst og net i håret fuldender looket. Et meget flatterende kostume.

Min bedømmelse: 7.75/10.00

Det lange program
Musik: "Fiddler on the Roof" af Jerry Bock
Cup of China 2010

Musicalen "Fiddler on the Roof" involverer et bryllup, hvilket måske er grunden til at Suzuki har valgt at skøjte i en off-white kjole. Stropkjolen har et let skørt samt en masse sten i et blomstermønster på overdelen. Et matchende stofbånd i håret fuldender looket. Kjolen er fin nok, men jeg synes at designet er lidt for barnligt til Suzuki.

Min bedømmelse: 6.00/10.00


Ved de efterfølgende konkurrencer bar Suzuki en anden kjole, der også var hvid. Den asymmetriske kjole er på diagonalen dækket af flæser, som har en sort kant. Blomsterne går igen - her i form af en applikation på hoften og skulderen. Jeg kan godt lide, hvordan de sorte detaljer står i kontrast med den hvide farve, så looket bliver lidt mere voksent. Flæser gør sig altid godt i bevægelse, og så er designet generelt anderledes end det man plejer at se i kunstskøjteløb.

Bedømmelse: 7.00/10.00

Gala
Musik: "Ice Queen"

Suzuki skal vist portrættere en mavedanser, hvortil dette kostume er ganske passende. Om man kan lide kostumet i sig selv er vist en smagssag, men dette er et galaprogram, så her er det helt okay at skøjte i noget sjovt og anderledes.

Min bedømmelse: 6.50/10.00

onsdag den 23. marts 2011

Hvem byder på VM 2011?

En af grundene til, at ISU tøvede med at holde VM 2011 her i foråret (i stedet for oktober), var at man frygtede, at det ville være umuligt at forberede verdensmesterskaber på så kort tid. Heldigvis har adskillige lande været så venlige at tilbyde at holde konkurrencen på så kort varsel. Her er udbyderne:

- Moskva, Rusland
- Turku, Finland
- Colorado Springs, Colorado, USA
- Lake Placid, New York, USA
- Vancouver, BC, Canada
- Zagreb, Kroatien
- Graz, Østrig

Vær opmærksom på, at VM 2011 stadig kan nå at blive aflyst. ISU vil stemme om stedet nu på onsdag eller torsdag, og en endelig afgørelse vil i hvert fald blive nået på fredag. Storfavoritten er helt klart Rusland, da selveste Putin har tilkendegivet sin støtte.

Hvilket land synes du, at VM skal gå til? Stem eller efterlad en kommentar forneden:
(Kilde: icenetwork.com)

tirsdag den 22. marts 2011

Smugkig: Yuna Kims "Giselle"

Det er endnu ikke bekræftet om Yuna Kim vil have tid til at deltage i VM 2011, hvis de når at holde det i april eller maj. Indtil videre må vi nøjes med disse korte klip af Kims nye korte program "Giselle". Det er ikke meget - bare et par piruetter og spiralsekvensen, samt trinsekvensen som ser lovende ud.


mandag den 21. marts 2011

VM 2011 i kunstskøjteløb afholdes ikke i Japan - Andre værter søges

Ak... tænk at VM oprindeligt skulle have været startet i dag.

Den japanske skøjteunion (JSF) har i dag bekendtgjort, at de ikke er i stand til at afholde VM 2011 i kunstskøjteløb - hverken nu eller til oktober. Desuden vil World Team Trophy blive udskudt til april 2012. Det er en tragisk nyhed, men Japan har mere at tænke på med de mange katastrofer (jordskælv, tsunami, og nedbrud af atomværk), som plager landet for tiden.

Dette betyder, at ISU nu søger muligheden at afholde VM i april eller maj i andet land. ISU har anmodet, at formelle ansøgninger fra potentielle værtsnationer er dem i hænde allerede i morgen ved aftenstid. Favoritterne er pt. Rusland og Finland, men også USA ansøger. Ruslands bud inkluderer datoerne 24. april - 1. maj eller 15.-22. maj, mens Finland kan holde det 24. april - 1. maj.

En beslutning burde være nået nu på fredag (lad os krydse fingre).

(Kilde: www.isu.org og newsblogs.chicagotribune.com)

Kostumer - Meryl Davis/Charlie White

Meryl Davis og Charlie White har haft en strålende sæson, hvor de har fokuseret på at blive mere dansende i stedet for akrobatiske. Dette er også afspejlet i deres kostumer, som her er blevet lidt mere passende til selskabsdans, men i tro vane er de stadig stillige.

Kort dans
Musik: Valse: "Musetta's Waltz" fra La Boheme af G. Puccini, "Brindisi" from La Traviata af G. Verdi
NHK Trophy 2010

Sæsonens korte dans skal indeholde mønsterdansen  "Golden Waltz", som jo er en vals, og for damen betyder det som regel en kjole med flagrende stort skørt, som kan fremvise dansens muntre karakter. Meryl bærer en klar postkasserød kjole med et flagrende skørt bestående af skiftevis klar rød og mørkerøde lag, stumpede gennemsigtige ærmer og dyb ryg, begge med rundtakkede kanter. Glimmer er tilføjet i form af påsyede perlet foran og langt kanten, og øreringe og opsat hår fuldender looket. Charlie er fiks i sorte bukser med tilhørende vest, og en hvid skjorte med høj hals, som passer godt til operatemaet. Pæne kostumer omend ikke særlig specielle.

Min bedømmelse: 7.00/10.00


Meryls kjole ved NHK Trophy var vist et gammelt kostume. De havde oprindeligt planlagt en kort dans til "Amélie", som de så valgte at skrotte i sidste øjeblik, og de kunne dermed ikke nå at få kostumet færdigt i tid. Ved deres næste konkurrence var den nye kjole parat, og denne relaterer mere til musikken med sit mere gammeldags look. Snittet er det samme med det flagrende skørt og stumpede ærmer, men der er dog tilføjet en bådudskæring og ekstra flagrende stof ved ærmerne. Det er en smuk kjole, men jeg synes at ferskenfarven vasker blege Meryl en smule ud.

Min bedømmelse: 7.25/10.00

Fridansen
Musik: "Il Postino" (soundtrack) af Luis Bacalov, "Payadora" og "Recuerdo" (Forever Tango) af Lisandro Adrover
NHK Trophy 2011

Parrets fridans er en tango, deraf de røde og sorte kostumer. Meryl bærer en mørkerød stropkjole med dyb ryg, blondeoverdel og rynket skørt. Dertil er der pålimet en masse sten på overdelen og ved hoften. En rose i håret fuldender tango-looket. Charlie er lidt mere simpel i et gråsort nålestribet jakkesæt. Jeg kan som altid godt lide Meryl i rødt, men kjolen snit får hendes overkrop til at virke lidt lang og flad. Charlies kostume virker alt for stift til en passionerede tango.

Min bedømmelse: 5.75/10.00


Parret kunne faktisk ikke lide deres kostumer ved NHK Trophy, så de valgte at bruge nogle gamle ved Skate America. Disse blev modtaget godt, så de blev også brugt ved Grand Prix Finalen og 4CC. Meryls kostume var mere moderne med sit simple snit og asymmetriske skørt. Kjolen havde en dyb ryg og var rosa/lilla med sort blondeoverlag samt sorte glimmersten. Skørtet havde også nogle sten på indersiden, hvilket var en fin detalje, som kunne ses på deres løft. Charlie havde modificeret sit jakkesæt en smule. Her skøjtede han nemlig i vest og med opsmøgede ærmer, hvilket passer meget bedre til dansen.

Min bedømmelse: 8.25/10.00

U.S. Nationals 2011

Parret havde faktisk fået lavet endnu et sæt kostumer til Grand Prix Finalen, som de så ikke endte med at bruge, og ved de amerikanske nationale mesterskaber valgte de at bruge en sammenblanding fra de forrige konkurrencer.

Min bedømmelse: 7.00/10.00

søndag den 20. marts 2011

Sequins of the week!


Jeg undskylder de seneste dages mangel på updates angående VM 2011. Ifølge ISU's formand Ottavio Cinquanta burde vi på tirsdag få mere at vide dets skæbne, men situationen i Japan ser ikke særlig lovende ud.

Dagens pailletter går til kostumet, som Yuna Kim bærer til sit gallaprogram "Bulletproof". Der ikke noget som sorte, blå og sølv pailletter, der kan løfte humøret en smule. Kim skulle have debuteret sine to nye programmer "Giselle" og "Homage to Korea" ved VM, men nu er der desværre en chance for, at vi ikke får dem at se i deres fulde (konkurrence)form.

Kim tager i dag hjem til Sydkorea, hvor hun vil fortsætte sin træning samt fungere som æresambassadør for Pyeongchang i dets bud om Vinter OL 2018. Hun skal desuden deltage i et isshow i Seoul fra den 6.-8. maj.

(Kilde: www.koreaherald.com)

onsdag den 16. marts 2011

Hvad vil der ske med VM 2011?

I et interview med den italienske avis "La Gazzetta dello Sport" forklarede ISU's formand, Ottavio Cinquanta, at der nu kun er tre mulige skæbner for VM 2011:
  1. Konkurrencen aflyses helt.
  2. Den afholdes i Tokyo, Japan, men udsættes til oktober.
  3. Den afholdes i et andet land, men udsættes til oktober.
Det ser ud til, at ISU har opgivet at afholde VM inden for de næste par uger, både i Japan eller et andet land. Alle tre nye givne muligheder fremavler hundredvis af nye problemer, så personligt set hælder jeg ikke specielt til nogle af dem. Hvad synes du?

Ifølge ISU's hjemmeside vil der komme mere info på fredag den 18. marts eller på mandag den 21. marts.

tirsdag den 15. marts 2011

Faiella og Scali trækker sig tilbage

Federica Faiella og Massimo Scali udfører et løft i deres fridans ved deres sidste konkurrence, EM 2011 i Bern. (Foto: Reuters Pictures)

De havde vist for et stykke tid siden bekendtgjort, at dette ville blive deres sidste sæson sammen, men nu er det officielt. Det italienske isdansepar Federica Faiella og Massimo Scali stopper karrieren.

Parret har skøjtet sammen siden 2001, og i løbet af den tid har de vundet de nationale mesterskaber 7 gange, EM-sølv i 2009 og 2010 samt VM-bronze i 2010. De håbede på at ende karrieren med EM-guld, men skader og fejl betød, at de endte på en skuffende 5. plads (heldigvis fortryder parret ikke, at de blev denne sæson).

I fremtiden vil Scali arbejde med isdansetræner og koreograf Pasquale Camerlengo og Anjelika Krylova i Detroit Skating Club. Faiella vil begynde at arbejde i politiet og på at starte en familie.

(Kilde: faiella-scali.blogspot.com)

mandag den 14. marts 2011

VM 2011 i kunstskøjteløb udsat - muligvis aflyst!

Lidt mere tid er gået siden jordskælvet og tsunamien fandt sted i Japan, og da det blev offentliggjort, at det tyske landshold havde trukket sig fra VM, blev det tydeligt for enhver kunstskøjteløbsfans, at VM nok ikke ville finde sted som planlagt...

ISU bekræfter nu dette: VM vil ikke finde sted om en uge, men det vides endnu ikke, at de vil udsætte konkurrencen eller helt aflyse den. Det samme gælder for World Team Trophy, som skulle være afholdt den 14.-17. april i Yokohama. Vi venter stadig på bekræftelse fra de japanske myndigheder.

Sidste gang VM blev aflyst var tilbage i 1961, da flyet med hele det amerikanske landshold styrtede ned og dræbte alle passagererne.

søndag den 13. marts 2011

Sequins of the week!

Ugens pailletter går til Yuzuru Hanyus kostume til det lange program. Hanyu er en stor fan er Johnny Weir, og han har været så heldig at få Weir til at designe et kostume til sig, hvilket kan anes af kostumets ikke-minimalistiske karakter.

Nogle ved måske, at Hanyu er fra Sendai - det område i Japan, som blev ramt hårdest af jordskælvet og tsunamien. Hanyu befandt sig i et klasselokale i Sendai på tidspunktet, men han er heldigvis uskadt.

(Foto: Getty Images)

fredag den 11. marts 2011

Jordskælv og tsunami i Japan

Som du nok allerede ved, så blev Japan i dag ramt af et jordskælv og en efterfølgende tsunami. Jordskælvets epicenter lå 347 km fra Japans østkyst, og det målte 8,9 på Richterskalaen, hvilket gør det femtestørste jordskælv siden 1900-tallet. Flere hundrede dødsfald er allerede rapporteret.

Hvad betyder dette for VM 2011, som finder sted i Tokyo? Den første officielle træningssession finder sted allerede på søndag den 20. marts - altså om 9 dage.

Ifølge ISU meddeler den japanske skøjteunion JFS, at skøjtebanen Yoyogi stadium er i uskadt. Tokyo slap relativt fint fra jordskælvet i forhold til nordøstkysten. VM vil dermed finde sted som planlagt. Det kan dog blive svært for skøjteløbere at komme til Japan, da flere lufthavne er lukkede.

Det kan virke upassende og måske endda farligt at holde en kunstskøjteløbskonkurrence nu, men Japan er vant til jordskælv, og de kan vel ikke stoppe deres liv, hver gang et jordskælv finder sted. VM er måske det, som Japan har brug for nu.

Jeg skal nok komme med en update, hvis der sker noget nyt.

torsdag den 10. marts 2011

Dubé og Davison ender 9 år langt partnerskab

Jessica Dubé og Bryce Davison udfører en dødsspiral i en træningssession ved VM 2010, som blev deres sidste konkurrence sammen. (Foto: Reuters Pictures)

Det var vel bare et spørgsmål om tid. Canadiske parløbere Jessica Dubé og Bryce Davison annoncerede i dag, at de ender deres partnerskab. Parret har skøjtet sammen i 9 år, hvor de har vundet de canadiske mesterskaber tre gange. Deres største internationale succes var VM-bronze i 2008, men de har siden kæmpet med at leve op til dette potentiale. Denne sæson har de været ude af konkurrence pga. Davisons knæoperation/skade.

I fremtiden vil Dubé fokusere på sin singles-karriere, men hun udelukker ikke at skøjte parløb, hvis hun finder den rigtige partner. Hun planlægger også på at gå på universitet. Davison vil søge efter en ny partner, men overvejer også at blive træner eller at gå i skole.

Side-note: Det amerikanske par Felicia Zhang og Taylor Toth har også endt deres partnerskab. Zhang vil fortsætte at skøjte singles, men begge vil søge efter en ny partner.

(kilder: www.icenetwork.com 1 2)

mandag den 7. marts 2011

Laura Lepistö er ude af VM på grund af skade

Laura Lepistö med sin bronzemedalje og det finske flag ved VM 2010 i Torino. (Foto: Reuters Pictures)

Det blev i dag offentliggjort, at den regerende VM-bronzevinder Laura Lepistö ikke vil deltage ved VM  i Tokyo på grund af skade. Det var ellers blevet erklæret, at hun ville deltage, men hun skadede sin ryg ved træning sidste uge.

Lepistö har uheldigvis være ude hele sæsonen, da hun først blev ramt af en skade i achilleshælen, sidenhen en influenza. Forhåbentlig er hun rask til næste sæson.

Juulia Turkkila vil, sammen med den nykronede EM-bronzevinder Kiira Korpi, i stedet deltage ved VM. Turkkila endte på en 15. plads ved EM, så det bliver en sej kamp at beholde de to startpladser til næste år.

(Kilde: www.yle.fi)

søndag den 6. marts 2011

Junior VM 2011 videoer - Damernes lange programmer

Adelina Sotnikova (guld) - "Introduction and Rondo Capriccioso" af Camille Saint-Saens
Score: 115.45 (#1)


Elizaveta Tuktamysheva (sølv) - "Asturias" af Isaac Albeniz
Score: 110.51 (#2)


Agnes Zawadzki (bronze) - "Zigeunerweisen" af Pablo de Sarasate, "Hungarian Rhapsody" af David Popper
Score: 107.90 (#3)


Christina Gao (4. plads) - "Yellow River Concerto "
Score: 98.47 (#6)


Courtney Hicks (6. plads) - "Malaguena" af Ernesto Lecuona
Score: 100.94 (#4)


Polina Shelepen (7. plads) - "Korobeiniki - Russian Folk"
Score: 93.35 (#8)


Zijun Li (9. plads) - "Until The Last Moment" af Yanni
Score: 88.81 (#10)

Junior VM 2011 videoer - Herrernes lange programmer

Der er indtil videre kun dukket to videoer op af herrernes lange programmer...

Andrei Rogozine (guld) - "The Rock" (soundtrack) af Hans Zimmer
Score: 132.86 (#2)


Keiji Tanaka (sølv) - "The Bolt" af Dmitri Shostakovitch
Score: 132.92 (#1)

Sequins of the Week!


Dagens pailletter går til Elizaveta Tuktamyshevas galakostume ved Junior VM 2011. Kan du gætte, hvad hun skøjter til (hint: det er noget meget, meget, meget populært musik denne sæson)?

(Foto: Getty Images)

lørdag den 5. marts 2011

Sotnikova vinder guldet ved Junior VM 2011

Adelina Sotnikova udfører sit lange program. (Foto: Getty Images)

Damernes lange programmer afrundede et spændende Junior VM. Adelina Sotnikova var igen overbevisende, da hun udførte 7 triple spring, deriblandt en triple lutz-triple loop og double axel-triple tåloop kombination. Hendes eneste fejl i programmet var et stepout på en triple flip. Hendes score på 115.45 point var dagens bedste, og hun kunne dermed tage guld.

Elizaveta Tuktamisheva leverede ligeledes et stærkt program, hvor hun udførte 5 triple spring. Liza lavede nogle fejl, da hun havde et stepout på sin double axel-triple tåloop kombination og doublede en planlagt triple salchow. Scoren lød på 110.51 point og holdte hende på 2. pladsen. Det bliver spændende at se, hvordan rivaliseringen mellem Sotnikova og Tuktamisheva vil udvikle sig i fremtiden.

Agnes Zawadzki leverede sit bedste lange program i sæsonen, da hun landede 7 triple spring, hvoraf to dog var underroteret. Hendes score på 107.90 point er et personligt bedste, og hun rykkede en plads op. Hun kan nu tilføje endnu en Junior VM-medalje til samlingen, her bronze.

Hendes landsmand Christina Gao havde et par springproblemer i sit program; hun havde et stepout på sin første triple flip og kunne dermed ikke tilføje en triple tåloop, og derudover havde hun usikre landinger på sin triple (f)lutz og double axel. Hendes score på 98.47 point var dagens sjettehøjeste, og dette trak hende ned på en samlet 4. plads. Risa Shoji og Courtney Hicks leverede begge gode programmer, hvor de forsøgte 7 triple spring, men de mistede en del point pga. underrotationer og (f)lutzer. De rykkede op på en henholdsvis 5.- og 6. plads.

Polina Shelepen havde et skuffende langt program, hvor hun havde problemer med 5 ud af 7 springelementer. Hun faldt blandt andet på en underroteret triple lutz. Hun scorede kun 93.35 point, hvilket var dagens ottendebedste, og faldt til en samlet 7. plads. Miyabi Oba leverede et rent program med undtagelse på en nedgraderet triple lutz. På trods af dette faldt hun stadig til en 8. plads. Zijun Li havde en del fejl blandt andet en usikker parallelpiruette og et fald på en underroteret triple loop. Hun endte på en samlet 9. plads.

Resultat
FPl.NameNationPointsSPFS
1Adelina SOTNIKOVA

RUS
174.9611
2Elizaveta TUKTAMISHEVA

RUS
169.1122
3Agnes ZAWADZKI

USA
161.0753
4Christina GAO

USA
155.2736
5Risa SHOJI

JPN
151.2775
6Courtney HICKS

USA
150.92104
7Polina SHELEPEN

RUS
149.9348
8Miyabi OBA

JPN
148.6267
9Zijun LI

CHN
139.81810
10Ira VANNUT

BEL
133.51189
11Yretha SILETE

FRA
128.60911
12Yuki NISHINO

JPN
121.141115
13Alice GARLISI

ITA
119.611414
14Romy BÜHLER

SUI
119.221612
15Gerli LIINAMÄE

EST
117.861216
16Juulia TURKKILA

FIN
115.782113
17Victoria HUEBLER

AUT
111.912017
18Monika SIMANCIKOVA

SVK
109.531919
19Isabel DRESCHER

GER
109.482218
20Patricia GLESCIC

SLO
107.161722
21Brooklee HAN

AUS
106.982320
22Nicole SCHOTT

GER
106.541523
23Ho Jung LEE

KOR
105.922421
24Isabelle M. OLSSON

SWE
104.541324
25Alexandra NAJARRO

CAN
FNR25
26Sila SAYGI

TUR
FNR26
27Alexandra KAMIENIECKI

POL
FNR27
28Alina FJODOROVA

LAT
FNR28
29Anita MADSEN

DEN
FNR29
30Rebecka EMANUELSSON

SWE
FNR30

Se flere detaljer på isuresults.com