De regerende Junior Grand Prix guldmedaljetagere Ksenia Monko og Kirill Khaliavin (midt) er favoritter til at forsvare deres titel.
Så er vi endelig nået til Grand Prix Finalen, som begynder nu på torsdag. Det er juniorerne i isdans, der skal starte konkurrencen, så jeg begynder med deres forudsigelser. Her er det nærmest de russiske nationale juniormesterskaber, som bliver afholdt, da hele 6 ud af 8 par er russere. Kan de belejre hele podiet?
Ksenia Monko/Kirill Khaliavin (RUS)
De regerende Junior Grand Prix Finale guldmedaljetagere er storfavoritter tage at tage guldet igen. Parret vandt overbevisende guld ved begge deres JGP'er, og deres samlede score er faktisk sæsonens tredjehøjeste score blandt både seniorerne og juniorerne! Parret valgte at forblive juniorer for at skaffe flere ranglistepoint, hvilket er en skam, for de skøjter som seniorer. Foruden tilbagetrækning burde de tage guldet med lethed. Det er de andre medaljer, som er svære at forudsige.
Alexandra Stepanova/Ivan Bukin (RUS)
Dette er parrets første sæson på Junior Grand Prix'erne, så det er flot klaret, at de har kvalificeret sig til Finalen i første forsøg. Parret vandt også guld ved begge deres Grand Prix'er, men deres samlede score fra de to konkurrencer er kun den sjettehøjeste blandt de 8 finalister.
Ekaterina Pushkash/Jonathan Guerreiro (RUS)
Dette er parrets anden tur til Finalen, hvor de sidste år endte på en 5. plads. De vandt sølv og guld ved deres JGP'er, og især deres guldvindende score ved JGP Czech Skate var høj - faktisk den andenhøjeste opnået blandt finalisterne. (Fun fact: Guerreiro vandt bronze ved Finalen i 2008 med tidligere partner Ekaterina Riazanova, som lige har vundet sølv ved TEB med Ilia Tkachenko, som vandt guld ved Finalen i 2007 med tidligere partner Maria Monko, der er Ksenia Monkos storesøster. Forvirret?)
Charlotte Lichtman/Dean Copely (USA)
Parret er de eneste amerikanere i konkurrencen, og dette er deres anden sæson ved Junior Grand Prix'erne. De startede ud med at vinde guld ved JGP Cup of Austria, men tog kun bronze ved JGP Pokal der Blauen Schwerter med en betydelig lavere score. Forhåbentlig havde de bare en dårlig konkurrence, og at dette ikke er et tegn på en nedadgående kurve.
Evgenia Kosigina/Nikolai Moroshkin (RUS)
Dette er et ret nyt par, da de kun har skøjtet sammen siden foråret i 2010. Alligevel har de taget bronze og guld ved deres to JGP'er. Yderligere hurtige forbedringer kunne måske give dem en plads på podiet.
Victoria Sinitsina/Ruslan Zhiganshin (RUS)
Dette er parret tredje sæson på Junior Grand Prix'erne, men det er første gang i år, at de har vundet medaljer (2 sølv) og kvalificeret sig til Finalen. Deres score ved JGP J. Curry Memorial er faktisk den tredjehøjeste blandt finalisterne.
Anastasia Galyeta/Alexei Shumski (UKR)
Ukrainerne har skøjtet sammen siden november 2008, og dette er deres anden sæson på Junior Grand Prix'erne, men første tur til Finalen.
Marina Antipova/Artem Kudashev (RUS)
Parret har skøjtet ved Junior Grand Prix'erne siden sæson 2006/07, og de har været i Finalen de to forrige år, hvor de begge gange er endt på en 8. plads. Mon deres erfaring endelig kan lade dem avancere fra en sidsteplads ved Finalen?
Mine forudsigelser
1. Ksenia Monko/Kirill Khaliavin (RUS)
2. Ekaterina Pushkash/Jonathan Guerreiro (RUS)
3. Victoria Sinitsina/Ruslan Zhiganshin (RUS)
4. Alexandra Stepanova/Ivan Bukin (RUS)
5. Charlotte Lichtman/Dean Copely (USA)
6. Evgenia Kosigina/Nikolai Moroshkin (RUS)
7. Anastasia Galyeta/Alexei Shumski (UKR)
8. Marina Antipova/Artem Kudashev (RUS)
Der er lidt tilfældigt, hvem jeg har sat fra 2.-8. pladsen. Så tæt er det (i hvert fald indtil videre)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar