Qing Pang og Jian Tong er de overvældende favoritter til at snuppe guldet ved Cup of China. (Foto: Getty Images)
Vi er nu nået så langt i Grand Prix'erne, at vi har adskillige par, som allerede skal til at deltage i deres sæsons anden Grand Prix.
De overvældende favoritter til guldet her er Qing Pang og Jian Tong, der for nyligt vandt NHK Trophy med en behagelig margin. Der skal simpelthen gå meget galt (fx. skade) for at de regerende Verdensmestre ikke sejrer igen, denne gang på hjemmebane. Skulle det utænkelig ske, så er det rart at vide, at en top 4 placering vil være nok for dem til at gå videre til Finalen, som også afholdes i Kina.
Mere uforudsigelig bliver seniordebutten fra deres landsmænd, de regerende Junior Verdensmestre Wenjing Sui og Cong Han. De to talenter har lige snuppet sølv og guld ved JGP'erne og har allerede kvalificeret sig til Junior Finalen. Seniorniveau er dog noget anderledes, da det har andre krav, bl.a. er det lange program et halv minut længere og indeholder et ekstra løft.
Russiske Lubov Iliushechkina og Nodari Maisuradze kommer med guld fra sidste uges Skate Canada og vil helt sikkert være favoritter til at placere sig på podiet, selvom en fjerdeplads også vil være nok til at kvalificere dem til Finalen for første gang. En ulempe de har i forhold til de andre par kunne være udmattethed og jetlag, da de som sagt lige kommer fra Canada.
Amerikanske Amanda Evora og Mark Ladwig gør deres sæsondebut her, og efter en succesfuld sæson med en tur til både Vinter OL og VM vil de helt sikkert være en medaljetrussel. Efter deres tidligere træningsmakkere Denney og Barretts skuffende placering ved NHK Trophy, kunne disse to måske gøre sig bemærket som tidlige favoritter til den nationale titel. Deres landsmænd Caitlin Yankowskas og John Coughlin, der endte på en tæt 4. plads ved NHK Trophy, deltager også.
Hold desuden øje med italienske Nicole Della Monica og Yannick Kocon, der startede deres sæson med sølv ved Coupe De Nice, og canadiske Kaleigh Hole og Adam Johnson, som gør deres seniordebut her.
Mine forudsigelser
GULD - Qing Pang/Jian Tong CHN
SØLV - Amanda Evora/Mark Ladwig USA
BRONZE - Lubov Iliushechkina/Nodari Maisuradze RUS
Se hele deltagerlisten her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar