fredag den 22. januar 2010

Plushenko vinder sjette EM-titel


Evgeni Plushenko bukker for publikum efter sit lange program (Foto:daylife.com)

Evgeni Plushenko var selvsikkerheden selv, da han trådte ud på isen og udførte en quad og 6 tripelspring. Hans eneste fejl i programmet var en doublet lutz, men på trods af denne fejl scorede programmet hele 164.09 point, kun omkring 3 point mindre end hans personlige bedste. Med sin sjette EM-titel er Plushenko virkelig "the one to beat" ved OL om mindre en måned.

Stephane Lambiels nye lange program var hans bedste i lange tid. To quads og 6 tripelspring, dog modtog tre af hans springelementer negativ GOE pga. dårlig landing. Lambiel havde også et overraskende fald i starten af sin sidste trinsekvens. Alligevel scorede han hele 160.79 point, hvilket er en brøkdel mindre end hans personlige bedste, og fik karrierens tredje EM sølv. Lambiel fik som fortjent aftenens højeste score for programkomponenter, så hvis han kan få styr på de landinger, ligner han også en favorit til medalje ved OL.

Meget mindre selvsikkert skøjtede Brian Joubert, der så nærmest skræmt ud under programmet. Han havde en tretrinsvending ud af sin quad tåloop og doublede derefter sin planlagte quad salchow. Yderligere tre småfejl på sine springelementer fik hans tekniske score til at styrtdykke til aftenens kun syvendebedste! Programmet scorede 147.90 point og trak Joubert ned på en skuffende tredjeplads.

(Fun fact: Mændenes podium var i den eksakt samme rækkefølge som ved Vinter OL for 4 år siden, selvfølgelig med undtagelse af de tre nordamerikanske mænd mast ind mellem Lambiel og Joubert.)

Michal Brezina skøjtede et solidt omend ikke helt fejlfrit program, der scorede 145.14 point. Denne fjerdeplads er hans hidtil bedste placering ved EM, og Michal vil formentlig være en af Europas topherrer, når veteranerne pensionerer efter denne sæson.

Den regerende EM sølvmedalist Samuel Contesti skøjtede et program med 8 tripelspring. Programmet score på 145.43 var aftenens fjerdebedste og trak ham op fra syvendepladsen til en samlet femteplads.

Yannick Ponsero, der lå på en tredjeplads efter det korte program, doublede tre tripelspring i sit lange program og faldt til en sjetteplads.

Resultat (top 10)
Guld - Evgeni Plushenko RUS - 255.39
Sølv - Stephane Lambiel SUI - 238.54
Bronze - Brian Joubert FRA - 236.45
4. Michal Brezina CZE - 224.74
5. Samuel Contesti ITA - 221.33
6. Yannick Ponsero FRA - 219.52
7. Alban Preaubert FRA - 207.61
8. Javier Fernandez ESP - 204.83
9. Stefan Lindemann GER - 203.95
10. Tomas Verner CZE - 203.18

Se flere detaljer her.

Ingen kommentarer: