Xue Shen og Hongbo Zhao udfører deres kast tripel loop. (Foto: daylife.com)
Parrenes korte programmer var en fornøjelse at se, da niveauet var en del højere, end jeg (desværre) er blevet vant til. Alle par scorede over 60 point, 5 ud 6 par scorede over 65 point, 2 par scorede over 70 point, og en verdensrekord for det korte program blev sat!
Veteranerne Xue Shen og Hongbo Zhao udførte et rent og fangende program til Queens "Who Wants to Live Forever" og tog føringen med en ny verdensrekord for det korte program med 75.36 point. De udførte bl.a. deres enorme tripel twist, synkrone side-om-side tripel tåloops og en hurtig, men ubesværet trinsekvens.
Cirka to point bagud ligger de regerende verdensmestre Aliona Savchenko og Robin Szolkowy, der udførte et roligt og lyrisk program til "Send in the Clowns". Szolkowy havde hånden på isen ved deres side-om-side tripel tåloops, mens ellers var alt andet udført med kvalitet. Parret scorede 73.14 point.
Maria Mukhortova og Maxim Trankov havde et rent program til "Appassionata" af Secret Garden. De udførte bl.a. en høj tripel twist, side-om-side tripel tåloops og solid kast tripel loop. De opnåede et nyt personlig bedste med 69.78 point.
De regerende Grand Prix Finale-mestre Qing Pang og Jian Tong havde også et solidt program, men deres parpiruette blev kendt ugyldigt, fordi de ikke rørte hinanden under fodskiftet. Alligevel opnåede de også et nyt personligt bedste med 68.04 point, hvilket kun giver dem en foreløbig fjerdeplads i dette stærke felt.
Dan Zhang og Hao Zhang udviste store forbedringer med deres "Sing, Sing, Sing"-program, der gav dem deres sæsons bedste score. Russerne Yuko Kavaguti og Alexander Smirnov havde nogle små fejl i programmet: Kavaguti landede lidt usikkert på side-om-side springet og landede på to fødder på kastet og deres tripel twist var en smule underroteret. De sidder pt. på sidstepladsen.
Stillingen efter det korte program
1. Xue Shen/Hongbo Zhao CHN - 75.36
2. Aliona Savchenko/Robin Szolkowy GER - 73.14
3. Maria Mukhortova/Maxim Trankov RUS - 69.78
4. Qing Pang/Jian Tong CHN - 68.04
5. Dan Zhang/Hao Zhang CHN - 66.24
6. Yuko Kavaguti/Alexander Smirnov RUS - 62.30
Se flere detaljer her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar