lørdag den 31. oktober 2009
Kunstskøjteløb på TV? I Danmark?
Sidste sæson (08/09) var vi kunstskøjteløbsentusiaster så heldige, at Eurosport viste Grand Prix serien, EM, VM og endda lidt af junior VM på deres kanal.
Derfor kom det som en enorm skuffelse, da jeg fandt ud, at de ikke ville vise Grand Prix serien denne sæson. I stedet bruger de deres tid på at vise tennis (fint med mig) og snooker (den kedeligste sport efter curling!).
Jeg blev lidt mere optimistisk, da jeg fandt ud af, at jeg kan modtage den italienske sportskanal RaiSport på vores parabol. Indtil videre har de vist lidt af Trophée Eric Bompard (live + genudsendelse) og Rostelecom Cup (genudsendelse). Man kan kan se deres daglige TV-program her (skøjteløb hedder vist Pattinaggio på italiensk). Jeg har dog ikke kunne finde et TV-program, der kan vise programmet for de kommende dage, hvilket er irriterende. Desuden er signalet af en eller anden grund altid dårligt, når de viser kunstskøjteløb.
Internettet?
Derfor må jeg ty til internettet. På IceNetwork kan man købe et sæsonabonnement og se alle konkurrencer inkl. amerikanske mesterskaber, men man SKAL være bosiddende i USA. De streamede dog Junior Grand Prix Lake Placid gratis for nogle uger siden, og her kunne alle i verden se med.
Jeg så Trophée Eric Bompard på russiske NTV WebTV via en gratis trial, som varede 3 dage. Bagefter skal man købe et abonnement på det, hvis man vil se mere. 30 dage koster 15 Euro, og 90 dage koster 43 Euro, hvilket er fristende da de streamer hele Grand Prix Serien, russiske mesterskaber, EM og VM live(ved ikke om de sender Vinter OL). Hvis du overvejer at gøre brug at den gratis trial så installér den først den dag selve konkurrencen begynder. Kanalen der viser live hedder НТВ-ПЛЮС Спорт, og den der viser genudsendelse hedder НТВ-ПЛЮС Спорт Онлайн.
Rostelecom Cup så jeg delvis på TVU Networks. Det er gratis, men hakker indimellem, og de viser ikke altid hele konkurrencen. Hvis du alligevel vil prøve, så installér TVU Player (grøn knap i øvre højre hjørne på siden). Derefter søg på "figure skating" i søgefeltet i øvre ventre hjørne. En koreansk kanal dukker op (hedder vist 80212 Figure Skating). Klik på den...
Cup of China ser jeg på den kinesiske kanal CCTV5. Idag så jeg damernes og parrenes korte program. Mændenes korte program så jeg på TVU Networks, men det hakkede for meget under isdans og skiftede helt væk til sidst. Nu krydser jeg fingre for at de også viser de lange programmer i morgen. Hvis jeg har regnet rigtigt begynder det kl. 7:00 dansk tid...
Sidst men ikke mindst kan man se kunstskøjteløb på YouTube. Ikke live men det er bedre end ingenting.
Har du spørgsmål eller tips til, hvordan jeg kan se endnu mere kunstskøjteløb, er du velkommen til at skrive en kommentar eller sende mig en e-mail.
(Billede fra www.digitaliseringen.dk/get/92.html)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar