søndag den 10. januar 2010

De canadiske mesterskaber

De canadiske medalister fra sidste VM: Joannie Rochette (sølv), Scott Moir og Tessa Virtue (bronze) og Patrick Chan (sølv). Mon ikke Canada håber på at gentage succesen ved OL?

De canadiske mesterskaber begynder i morgen i London, Ontario og varer indtil den 17. januar. I år bliver konkurrencen især spændende, da resultatet afgør hvem der kommer til Vinter OL, der afholdes på hjemmebane i Vancouver. Canada har kvalificeret sig to pladser i hver disciplin til OL, og i hver disciplin er der allerede en storfavorit til den nationale titel. Så i virkeligheden bliver det en kamp om den anden plads på det olympiske landshold.

Herrer
Patrick Chan er to gange regerende mester og Canadas eneste håb om en medalje i herrernes disciplin ved OL. Hans sæson er dog ikke gået som planlagt, da en lægskade i starten af sæsonen indtil videre har betydet skuffende resultater. Meget skal dog gå galt for, at han ikke bliver sendt til OL. Kampen om andenpladsen bliver formentlig mellem Shawn Sawyer, Vaughn Chipeur, Jeremy Ten og Kevin Reynolds. Af disse fire mænd har Shawn Sawyer haft den bedste sæson, da han vandt sølv ved Skate America.

Mine forudsigelser
1. Patrick Chan
2. Shawn Sawyer
3. Kevin Reynolds

Damer
Joannie Rochette burde være i stand til at nappe sin sjette nationale titel uden større besvær, men hvad der bliver mere spændende er, om hun kan gøre det med to nogenlunde rene programmer. Rochette startede sæsonen fænomenalt med et langt program ved Japan Open, der indeholdte 7 tripelspring. Derefter er det gået ned af bakke, og ved Grand Prix Finalen landede hun kun 2 rene tripelspring i sit lange program. Kandidaterne til andenpladsen er Myriane Samson, Diane Szmiett, Amélie Lacoste og Cynthia Phaneuf, der alle indtil videre haft en mere eller mindre middelmådig sæson.

Mine forudsigelser
1. Joannie Rochette
2. Amélie Lacoste
3. Cynthia Phaneuf

Parløb
Af alle de canadiske par har VM 2008 bronzemedalisterne Jessica Dubé og Bryce Davison haft den bedste sæson, da de som de eneste opnåede en medalje ved deres Grand Prix'er, nemlig sølv og bronze. På den internationale scene er deres status OL medaljefavoritter dog falmet en del, så to solide programmer vil måske bringe lidt fokus på dem igen. Sølv vil formentlig gå til et af følgende par: Meagan Duhamel og Craig Buntin, Mylène Brodeur og John Mattatall eller Anabelle Langlois og Cody Hay.

Mine forudsigelser
1. Jessica Dubé/Bryce Davison
2. Annabelle Langlois/Cody Hay
3. Meagan Duhamel/Craig Buntin

Isdans
Af alle de canadiske kunstskøjteløbere har Tessa Virtue og Scott Moir haft den bedste sæson, da de som de eneste kvalificerede sig til og vandt en medalje (sølv) ved Grand Prix Finalen. De har også opnået sæsonens bedste samlede score, så deres tredje nationale titel burde ikke være svær at genvinde. Kampen om sølv vil være mellem Vanessa Crone og Paul Poirier og Kaitlyn Weaver og Andrew Poje.

Mine forudsigelser
1. Tessa Virtue/Scott Moir
2. Vanessa Crone/Paul Poirier
3. Kaitlyn Weaver/Andrew Poje

Se flere detaljer her.

fredag den 8. januar 2010

Træner "løb" fra Patrick Chan

Don Laws og hans nu eks-elev Patrick Chan er glade for resultatet ved VM 2009, hvor Chan vandt sølv. (Foto: daylife.com)

Kun tre dage inden de canadiske mesterskaber har Don Laws meddelt, at han ikke længere er Patrick Chans træner. Don Laws siger:
"I will say he did not run from me. I ran from him."
Den officielle grund er, at Don Laws har taget et fuldtidsjob som træner i en ny skøjtehal i West Palm Beach i Florida, så måske var afskeden ikke så fjendtlig som den først lyder. Lige nu træner Chan i Colorado Springs og hans nye træner er hans koreograf Lori Nichol med teknisk hjælp fra Christy Krall.

Patrick Chan havde en hård start på sæsonen, da han pådrog sig en lægskade, som betød at han var nødt til at trække sig ud af sin første Grand Prix, Rostelecom Cup. Ved hans sæsondebut ved Skate Canada endte han på en skuffende sjetteplads, men det rapporteres at han nu er tilbage i topform. Vi får vel at se ved de nationale mesterskaber, hvor Chan er to gange regerende mester.

(Kilder: icenetwork.com og CTV Olympics)

Rachael Flatt på Today Show

Den amerikansk skøjteløber Rachael Flatts optræden på Today Show (interview + gallafremvisning). Hvor ser det meget koldt ud!

Det var bare influenza...


Yes! Det viser sig heldigvis, at Aliona Savchenko alligevel ikke lider af mononukleose som tidligere mistænkt, men at det "bare" var influenza. Blodprøverne viste dog, at Savchenko tidligere har haft mononukleose. Nyheden betyder, at parret vil deltage ved EM, hvor de er tre gange regerende mestre.

(Kilde: Yahoo! Sport Deutschland - EuroSport)

torsdag den 7. januar 2010

Delobel og Schoenfelder ude af EM?

Isabelle Delobel og Olivier Schoenfelder udfører deres fridans ved VM 2008, hvor de vandt guld.

Ifølge icenetwork.com overvejer franske Isabelle Delobel og Olivier Schoenfelder at trække sig ud af EM, idet de vil 'gemme' deres nye programmer til Vinter OL. Parret behøver behøver ikke at deltage i EM, da de allerede er sikret en tur til OL. Deres endelige beslutning vil blive offentliggjort om et par dage...

Parret har ikke konkurreret siden Grand Prix Finalen 2008 (hvor de vandt guld), hvor Delobel pådrog sig en skulderskade i deres galaopvisning. Skaden krævede operation, og deres comeback blev yderligere udskudt, da Delobel fandt ud af at hun ventede barn med kæresten Ludovic Roux. Hun fødte en søn den 1. oktober, og parret blev derfor ikke parate til deres to Grand Prix'er.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om at 'gemme' programmer. Jeg har altid troet, at det var en god ting at få prøvekørt sine programmer foran de internationale dommere inden de mere vigtige konkurrencer. Desuden var de mine favoritter til at vinde EM, nu hvor Domnina og Shabalin så så utrænede ud ved de russiske mesterskaber.

For at undgå abstinenser, her er deres fridanse fra de to forrige sæsoner (superb!):


onsdag den 6. januar 2010

En ny skandale eller ej?

Eftersom Vinter OL nærmer sig, begynder konspirationsteorier så stille og roligt at dukke frem. Det her er trods alt kunstskøjteløb vi taler om...Hvem vil bestikke hvem, og hvilke skøjteløbere vil få ufortjente høje scores?

Det lader til at Yuna Kims ikke-deltagelse ved Four Continents Championship har skabt en del debat om, hvorvidt de japanske kunstskøjteløbs-sponsorer har presset ISU til at presse Yuna Kim til at deltage ved 4CC. Teorien er, at hun derved vil blive alt for udmattet til at levere en toppræstation ved OL, hvor nogle af hendes stærkeste rivaler vil være de japanske damer.

Ifølge ISU reglerne kan en kunstskøjteløber kun trække sig ud af en konkurrence pga. skade eller sygdom. Problemer forårsaget af rejse vil blive evalueret af ISU. Men så længe ISU ikke indfører sanktioner mod de amerikanske eller canadiske topkunstskøjteløbere (som heller ikke vil deltage ved 4CC), tror jeg ikke Yuna Kim får problemer.

tirsdag den 5. januar 2010

Cohen agter at deltage ved de nationale mesterskaber



Sasha Cohen bekræfter ifølge denne og denne artikel, at hun stadig agter at deltage ved de nationale mesterskaber, der finder sted i Spokane, Washington (damernes konkurrence begynder den 21. januar). Hendes comeback har indtil videre været meget tvivlsomt, da hun trak sig ud af begge sine Grand Prix'er, og også her havde hun sagt forud, at hendes deltagelse ville være så godt som sikker.

Ud fra artiklen forstår jeg, at hun planlægger en 3lutz-2tåloop, en tripel flip og en dobbelt axel i sit korte program. I det lange program planlægger hun i alt 6 tripelspring, deriblandt en 3flip-2tåloop og en 3salchow-2tåloop-2tåloop kombination. Det lyder meget ambitiøst, og lander hun alle springene burde en top 2 placering ikke være svær at opnå.

Men som sagt, intet er sikkert før vi ser Cohen på isen...

Sequins galore


Julia Sebestyen LP og Miki Ando LP.

I kunstskøjteløb har pailletter og alt der glimter altid været populært, men eftersom pailletter er blevet hverdagskost hos os 'almindelige' mennesker (se artiklen og slideshowet på modesiden style.com), har kunstskøjteløbere været nødt til at skrue op for op volumen. Enhver kunstskøjteløber med respekt for sig selv har mindst ét outfit med overstrået med pailletter, ja selv mændene er med på trenden. Og hvad overrasker mig mest: de fleste kostumer er ikke overlæssede/forfærdelige/tacky. Her er nogle af mine yndlingskostumer denne sæson:


Susanne Pöykiö LP og Yukari Nakano SP.


Tomas Verner LP og Yuna Kim SP.


Mirai Nagasu LP og Dan Zhang og Hao Zhang SP.