De canadiske medalister fra sidste VM: Joannie Rochette (sølv), Scott Moir og Tessa Virtue (bronze) og Patrick Chan (sølv). Mon ikke Canada håber på at gentage succesen ved OL?
De canadiske mesterskaber begynder i morgen i London, Ontario og varer indtil den 17. januar. I år bliver konkurrencen især spændende, da resultatet afgør hvem der kommer til Vinter OL, der afholdes på hjemmebane i Vancouver. Canada har kvalificeret sig to pladser i hver disciplin til OL, og i hver disciplin er der allerede en storfavorit til den nationale titel. Så i virkeligheden bliver det en kamp om den anden plads på det olympiske landshold.
Herrer
Patrick Chan er to gange regerende mester og Canadas eneste håb om en medalje i herrernes disciplin ved OL. Hans sæson er dog ikke gået som planlagt, da en lægskade i starten af sæsonen indtil videre har betydet skuffende resultater. Meget skal dog gå galt for, at han ikke bliver sendt til OL. Kampen om andenpladsen bliver formentlig mellem Shawn Sawyer, Vaughn Chipeur, Jeremy Ten og Kevin Reynolds. Af disse fire mænd har Shawn Sawyer haft den bedste sæson, da han vandt sølv ved Skate America.
Mine forudsigelser
1. Patrick Chan
2. Shawn Sawyer
3. Kevin Reynolds
Damer
Joannie Rochette burde være i stand til at nappe sin sjette nationale titel uden større besvær, men hvad der bliver mere spændende er, om hun kan gøre det med to nogenlunde rene programmer. Rochette startede sæsonen fænomenalt med et langt program ved Japan Open, der indeholdte 7 tripelspring. Derefter er det gået ned af bakke, og ved Grand Prix Finalen landede hun kun 2 rene tripelspring i sit lange program. Kandidaterne til andenpladsen er Myriane Samson, Diane Szmiett, Amélie Lacoste og Cynthia Phaneuf, der alle indtil videre haft en mere eller mindre middelmådig sæson.
Mine forudsigelser
1. Joannie Rochette
2. Amélie Lacoste
3. Cynthia Phaneuf
Parløb
Af alle de canadiske par har VM 2008 bronzemedalisterne Jessica Dubé og Bryce Davison haft den bedste sæson, da de som de eneste opnåede en medalje ved deres Grand Prix'er, nemlig sølv og bronze. På den internationale scene er deres status OL medaljefavoritter dog falmet en del, så to solide programmer vil måske bringe lidt fokus på dem igen. Sølv vil formentlig gå til et af følgende par: Meagan Duhamel og Craig Buntin, Mylène Brodeur og John Mattatall eller Anabelle Langlois og Cody Hay.
Mine forudsigelser
1. Jessica Dubé/Bryce Davison
2. Annabelle Langlois/Cody Hay
3. Meagan Duhamel/Craig Buntin
Isdans
Af alle de canadiske kunstskøjteløbere har Tessa Virtue og Scott Moir haft den bedste sæson, da de som de eneste kvalificerede sig til og vandt en medalje (sølv) ved Grand Prix Finalen. De har også opnået sæsonens bedste samlede score, så deres tredje nationale titel burde ikke være svær at genvinde. Kampen om sølv vil være mellem Vanessa Crone og Paul Poirier og Kaitlyn Weaver og Andrew Poje.
Mine forudsigelser
1. Tessa Virtue/Scott Moir
2. Vanessa Crone/Paul Poirier
3. Kaitlyn Weaver/Andrew Poje
Se flere detaljer her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar