|
Kamila Valieva udfører et såkaldt lunge i sit korte program. |
Kvindernes korte programmer ved Vinter OL 2022 i kunstskøjteløb var en lidt blandet pakke med både op- og nedture. Dopingskandalen lurede altid i baggrunden, og det påvirkede måske nogle fremførelser, men indtil videre kunne ROC dominere toppen.
Guldfavorit og ugens hovedperson Kamila Valieva lagde ud med triple axel, som hun dog havde et stort step-out på. Hun leverede dog resten af programmet rent inklusiv triple flip, triple lutz-triple tåloop og flotte piruetter og trin - hun havde tårer i øjnene, da hun forlod isen. En score på 82.16 point er langtfra hendes bedste, men det var mere end nok til at give hende føringen.
Landsmand Anna Shcherbakova skøjtede et flot program med masser af indlevelse. Både double axel, triple flip og triple lutz-triple tåloop blev landet rent, og det blev belønnet med et sæsons bedste på 80.20 point. Det giver hende en relativ tæt foreløbig 2. plads.
Den sidste kvinde på isen var Kaori Sakamoto, som udførte et superbt program med masser af power og fart. Hun fik landet double axel, triple lutz og triple flip-triple tåloop ubesværet, og hendes score på 79.84 point er et nyt personligt bedste. Sakamoto virkede særdeles glad for sin 3. plads, der placerer hende i medaljeposition.
Stædige Alexandra Trusova forsøgte triple axelen, men hun faldt på et underroteret forsøg. Både triple flip og triple lutz-triple tåloop blev dog landet uden problemer. Hun er nu nede på en 4. plads med 74.60 point - en ubetydelig margin når man ved at hun vil forsøge fem quads i sit friløb.
Wakaba Higuchi blev den femte kvinde til at lande en triple axel ved Vinter OL, da hun landede springet i sit korte program. Resten af programmet virkede solidt, men hun mistede en del point pga. underrotation af bagenden af sin triple lutz-triple tåloop og kvart underrotion på triple flip(!). Hendes score på 73.51 point var skuffende lavere end ved holdkonkurrencen (hvor hun kun forsøgte double axel), og det giver hende en foreløbig 5. plads.
Sydkoreanske Young You forsøgte også triple axel. Hun landede springet, men forsøget blev nedgraderet. Resten af springene var rene, så det var stadig en stor forbedring i forhold til 4CC. Med en solid score på 70.34 point runder hun top 6 af.
Top 25 går videre til de lange programmer, som finder sted på torsdag den 17. februar.
Stilling efter kort program
Ingen kommentarer:
Send en kommentar