mandag den 14. februar 2022

Vinter OL 2022 forudsigelser - Kvinder

Kamila Valieva, Alexandra Trusova og Anna Shcherbakova er medaljefavoritterne hos kvinderne.
 
Kvindernes konkurrence ved Vinter OL 2022 har nu været overskygget af dopingkontrovers siden holdkonkurrencens afslutning. Guldfavorit Kamila Valieva får lov til at deltage, men hendes deltagen får mange til at tvivle på Legenes integritet.

Den russiske olympiske komité er favoritter til at tage hele podiet, ledt an af 15-årige Kamila Valieva. Hun er ubesejret denne sæson med to GP-sejre, en national titel, EM-guld og senest sejre i holdkonkurrencen - på vejen har hun sat adskillige nye rekorder. Med triple axel, quad tåloop og quad salchow i sit repertoire er hun uovervindelig hvis hun løber nogenlunde rent - men kan hun holde hovedet koldt midt i dopingskandalen?

Den regerende verdensmester Anna Shcherbakova har haft gode resultater denne sæson med to GP-sejre og sølv ved EM, men faktisk har hun haft nogle problemer med sin 3-3 i det korte program og quad(s) i friløbet, og det gør hende en smule sårbar. Med solide løb er hun dog favorit til at tage sølvet - rygterne går dog på, at hun har skadet sin ankel, da de seneste træningspas i Beijing ikke er gået godt.

Den tredje russer Alexandra Trusova har arsenalet til at tage guldet, men indtil videre har hun ikke været noget nær ren nok. Den regerende VM- og EM-bronzevinder forsøger både triple axel i det korte program og hele fem quads i friløbet, men fald/pop på nogle af disse er forventet. Med hendes høje sværhed planlagt er hun dog stadig favorit at tage en medalje.

Resten af feltet kan øjne en medalje, hvis en af russerne efter konkurrencen bliver diskvalificeret eller bukker under for presset. Kaori Sakamoto tog en flot 6. plads ved sin OL-debut i Pyeongchang, men hun er sidenhen også blevet en flot performer. Den japanske mester har været ret stabil denne sæson med sine eksplosive triple spring; ved holdkonkurrencen leverede hun et rent og superbt friløb.

Landsmand Wakaba Higuchi gør sin OL-debut, og med en triple axel i sit repertoire har hun potentialet til at overraske. Ved holdkonkurrencen leverede hun et rent kort program - dog uden triple axel - men i den individuelle konkurrence skal hun satse, hvis hun vil have en chance for en medalje. Hendes største svaghed er hendes tendens til at poppe spring, når det allermest gælder.

Sydkoreanske Young You har også en triple axel i sit repertoire, og den hjalp hende med at vinde to GP-bronzemedaljer. Ved det nylige afholdte 4CC havde hun dog store problemer med springet og endte på en skuffende 6. plads. Hvis hun kan holde sammen på nerverne, har hun dog potentialet til at placere højt.

USA sender en trio, men det bliver svært for dem at tage en medalje grundet deres lavere sværhed. Deres største håb ligger hos Alysa Liu, som forsøger triple axelen - hun har dog endnu ikke landet springet succesfuldt denne sæson. Den amerikanske mester Mariah Bell kan have problemer med sin 3-3, men til gengæld er hun typisk solid på sine triple spring. Karen Chen scorer typisk lavere grundet sine problemer med underrotationer, men flot præsentation og piruetter kan hjælpe hende med at toppe sin 11. plads fra sidste OL.

Hold også øje med belgiske Loena Hendrickx, som burde toppe sin 16. plads fra sidste OL. Denne sæson er det blevet til en GP-bronze og en solid 4. plads ved EM, omend hendes friløb ikke gik så godt som forventet.

Mine forudsigelser
1. Kamila Valieva ROC
2. Anna Shcherbakova ROC
3. Alexandra Trusova ROC
4. Kaori Sakamoto JPN
5. Wakaba Higuchi JPN
6. Young You KOR
7. Loena Hendrickx BEL
8. Alysa Liu USA
9. Mariah Bell USA
10. Madeline Schizas CAN

Se flere detaljer her.

Ingen kommentarer: