James/Cipres, Sui/Han og Tarasova/Morozov er favoritter i parløb. |
Vi har set en del tilbagetrækninger og split siden Vinter OL, men parløbskonkurrencen ved World Figure Skating Championships 2019 vil stadig være utrolig spændende - især tre par kæmper for guldet.
Favoritter må være de regerende VM-bronzevindere Vanessa James og Morgan Cipres, der er ubesejrede denne sæson med bl.a. sejre ved GPF og EM. Franskmændene har udvist flot stabilitet på deres tekniske elementer, og deres præsentation underholder altid publikum. Dette er første gang, at de er favoritter til VM-titlen, så man ved aldrig om nerverne spiller dem et puds.
Regerende OL-sølvvindere Wenjing Sui og Cong Han har været ude det meste af sæsonen pga. hendes skade, men de gjorde et solidt comeback ved 4CC, som de vandt. Parret var ikke helt fejlfrie ved konkurrencen, men det opadgående potentiale var der til, at de kunne tage deres anden VM-titel. Desværre blev hun skadet under træning midt-februar, så de har ikke haft optimal optakt op til VM.
De regerende VM-sølvvindere Evgenia Tarasova og Vladimir Morozov har ikke formået at opretteholde førerposition som det ledende par i verden, men ikke desto mindre har de haft en solid sæson, senest med bronze ved GPF og sølv ved EM. Parrets tekniske elementer har nok den bedste kvalitet i feltet, men ustabilitet på side-om-side springene har forhindret i at tage guld ved de store events.
Kirsten Moore-Towers og Michael Marinaro tog en 6. plads ved sidste VM, men denne gang har de en lille chance for at ende på podiet - canadierne tog nemlig en meget tæt sølvmedalje ved 4CC. Parret har været stabile denne sæson, men lidt lavere kvalitet på de tekniske elementer medfører, at de ikke har samme margin for fejl som favoritterne.
Russiske Natalia Zabiiako og Alexander Enbert endte på en 4. plads ved sidste VM, og denne sæson begyndte flot med sejre ved begge deres GP'er. De måtte dog trække sig fra EM pga. medicinske problemer, som ikke er blevet udspecificeret, så deres nuværende form er lidt et spørgsmålstegn.
Cheng Peng og Yang Jin havde en lidt langsom sæsonstart, men de har virket stærkere som tiden gik, og det medførte sølv ved GPF og bronze ved 4CC. Duoen har flotte parelementer, men som altid vil nøglen blive hendes side-om-side spring. Med rene spring kan de muligvis true til en podieplads.
Hold også øje med de nykronede EM-bronzevindere Aleksandra Boikova og Dmitrii Kozlovskii, som gør deres VM-debut. De kan ikke konkurrere med veteraner på komponenterne endnu, men deres stærke tekniske elementer kan hjælpe dem med at placere højt.
Mine forudsigelser
1. Vanessa James / Morgen Cipres FRA
2. Evgenia Tarasova / Vladimir Morozov RUS
3. Wenjing Sui / Cong Han CHN
4. Kirsten Moore-Towers / Michael Marinaro CAN
5. Natalia Zabiiako / Alexander Enbert RUS
6. Cheng Peng / Yang Jin CHN
7. Aleksandra Boikova / Dmitrii Kozlovskii RUS
8. Nicole Della Monica / Matteo Guarise ITA
9. Ashley Cain / Timothy LeDuc USA
10. Tae Ok Ryom / Ju Suk Kim PRK
Se flere detaljer her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar