Shoma Uno udfører sit korte program ved Skate Canada 2018. |
Vi har den klare guldfavorit hos herrerne ved NHK Trophy 2018, men derefter bliver placeringerne svære at forudse, da herrerne kan være upålidelige og hidtil har scoret tæt.
Den olympiske sølvvinder Shoma Uno er storfavorit til titlen på hjemmebane. Han har både langt højere sværhedsgrad og programkomponenter sammenlignet med resten af herrerne i feltet, og han har dermed råd til en del fejl. Idet han tog guld ved Skate Canada, så vil en medalje her være nok til en finaleplads.
Russerne sender to medaljekandidater. Den ene er veteranen Sergei Voronov, som overraskede de fleste med sin NHK Trophy-sejr forrige år. Han er ikke den mest elegante løber, men han er normalt solid med en quad og resten af sine triple spring, hvilket rækker langt. Han begyndte sæsonen med bronze ved Skate America.
Landsmand Dmitri Aliev havde et gennembrud forrige sæson med sølv ved EM og 7. pladser ved både OL og VM. Russeren har både elegant præsentation og de svære spring, men indtil videre denne sæson har han været lidt ustabil: det blev til en solid sølvmedalje ved Lombardia Trophy efterfulgt af en skuffende 5. plads ved Finlandia Trophy.
Amerikanske Vincent Zhou har døjet med skade i off-sæsonen, men han har udvist store forbedringer fra US Classic til Skate America, hvor han tog en 5. plads. Han har utrolig høj sværhed planlagt, men som altid vil underrotationer blive afgørende. Hvis han kan undgå for mange, er en medalje helt sikker mulig.
Både italienske Matteo Rizzo og lettiske Deniss Vasiljevs er up-and-coming lovende løbere, men de mangler endnu at mestre deres quad fuldstændig. Hvis de lander alle deres andre spring, er de dog outside shots til medaljer. Rizzo tog en tæt 3. plads ved Skate America, mens Vasiljevs begyndte sin sæson med en sejr ved Ice Star.
Mine forudsigelser
1. Shoma Uno JPN
2. Sergei Voronov RUS
3. Dmitri Aliev RUS
4. Vincent Zhou USA
5. Matteo Rizzo ITA
6. Deniss Vasiljevs LAT
7. Sota Yamamoto JPN
8. Kevin Reynolds CAN
9. Hiroaki Sato JPN
10. Alexander Johnson USA
11. June Hyoung Lee KOR
12. Yaroslav Paniot UKR
Se flere detaljer her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar