Virtue/Moir, Hubbell/Donohue og Weaver/Poje er medaljefavoritter i isdans. |
Vi har de klare favoritter i isdans ved Skate Canada 2017, men til gengæld ser kampen om sølv mere tæt ud mellem to par.
De overvældende favoritter er selvfølgelig Tessa Virtue og Scott Moir. De olympiske mestre fra 2010 behøver ingen introduktion, men kort fortalt gjorde de comeback forrige sæson, og det var et særdeles succesfuldt comeback idet de var ubesejrede inklusiv guld ved GPF og VM. Parret begyndte sæsonen med en overbevisende sejr ved Autumn Classic, hvor deres score stadig er sæsonens højeste; kort fortalt er deres syvende Skate Canada-titel noget af det sikreste væddemål i lang tid.
Landsmænd Kaitlyn Weaver og Andrew Poje havde en lidt blandet sæson; de tog to GP-medaljer, men skuffende kvalificerede de sig ikke til Finalen, hvor de var regerende mestre. Til gengæld tog de imod forventning en flot 4. plads ved VM. Parret begyndte sæsonen med sølv ved Autumn Classic, og de håber nok på sølv her med gode scores, hvis de vil genetablere sig som medaljekandidater til Vinter OL.
De andre sølvkandidater er Madison Hubbell og Zachary Donohue, som kommer fra deres hidtil bedste sæson med to GP-sølvmedaljer og en tur til Finalen. De havde en reel chance for bronze ved VM, men et fald i fridansen trak dem ned på en uheldig 9. plads. Duoen startede sæsonen med en solid sejr ved US Classic, men det kan måske være til ulempe, at de ikke er på hjemmebane her (og deres konkurrenter er).
Resten af feltet er lidt længere bagud, men vi har hele fem par, som har scoret 152-156 point i løbet af Challenger Serien, så kampen om en top 5 placering bliver også hård. Favoritter må være juniorverdensmestrene fra 2014, Kaitlin Hawayek og Jean-Luc Baker, og de regerende Junior VM-sølvvindere Alla Loboda og Pavel Drozd, som gør deres senior GP-debut. Begge par tog sølv ved deres Challenger konkurrence.
Mine forudsigelser
1. Tessa Virtue / Scott Moir CAN
2. Kaitlyn Weaver / Andrew Poje CAN
3. Madison Hubbell / Zachary Donohue USA
4. Kaitlin Hawayek / Jean-Luc Baker USA
5. Alla Loboda / Pavel Drozd RUS
6. Olivia Smart / Adria Diaz ESP
7. Carolane Soucisse / Shane Firus CAN
8. Kavita Lorenz / Joti Polizoakis GER
9. Natalia Kaliszek / Maksym Spodyriev POL
10. Alisa Agafonova / Alper Ucar TUR
Se flere detaljer her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar