onsdag den 15. februar 2017

Four Continents 2017 forudsigelser - Herrer

Hanyu, Uno, Chan og Chen er favoritter hos herrerne.

Vi har et sprængfyldt felt hos herrerne ved Four Continents Championships 2017, hvor en håndfuld herrer har chance for titlen. Det er potentiale for lutter battle of the quads (fem forskellige quads planlægges), og med denne høje risiko medfører det høj uforudsigelighed.

Småfavorit er måske Yuzuru Hanyu på trods af, at han aldrig har vundet 4CC før. Japaneren er den mest velafrundede herre i feltet med store spring, godt grundløb og flot præsentation, men han har dog vist svagheder denne sæson, selv ved GPF som han vandt. Med rene løb har han det højeste scoringspotentiale i feltet, men der er mange herrer, som ånder ham i nakken, hvis han laver fejl.

Regerende mester Patrick Chan vandt begge sine GP'er, men efter adskillige fejl i friløbet måtte han nøjes med en 5. plads ved Finalen. Chan har siden sit comeback tilføjet quad salchow til sit repertoire, men trods dette er han faktisk stadig bagud i sværhedsgrad i forhold til sine konkurrenter. Derfor skal han satse på fejlfrie løb, hvis han vil forsvare sin titel.

Den nykronede amerikanske mester Nathan Chen har haft noget af et gennembrud denne sæson takket være sin skyhøje sværhed, hvor han gennem begge løb planlægger i alt syv quads. Han slog topkandidaterne i friløbet i GPF, hvor han tog sølv, så med back-to-back rene løb har han uden tvivl chance for guld.

Shoma Uno har også haft en flot sæson, senest med bronze ved GPF og sin første japanske titel. Uno har flot præsentation og piruetter foruden de svære spring, og rygtet lyder at han vil opgradere sit layout ved denne konkurrence. Han har dog haft småproblemer med sit korte program denne sæson, og lignende fejl vil gøre det svært for ham at snuppe medalje i dette felt.

Regerende VM-bronzevinder Boyang Jin kvalificerede sig ikke til GPF pga. en langsom sæsonstart, men han virkede mere sig selv ved Cup of China, hvor han tog sølv. Jin er den eneste i feltet, som kan matche Chen i sværhed, men i dette felt mangler han måske stadig lidt i præsentationen. Grundet sin høje sværhed er han dog altid en kandidat til medalje.

Resten af feltet er lidt længere bagud i sværhed, men hold øje med 4CC-mesteren fra 2013 Kevin Reynolds, som virker på vej op efter længere tids støvleproblemer. Amerikanske Jason Brown er ved at komme sig over skade og forsøger nok ikke quads, men han scorer normalt højt på sine andre elementer. Kinesiske Han Yan har haft en skuffende GP-sæson, med 4CC plejer at være en god konkurrence for ham, idet han er to gange regerende bronzevinder.

Mine forudsigelser
1. Yuzuru Hanyu JPN
2. Nathan Chen USA
3. Patrick Chan CAN
4. Shoma Uno JPN
5. Boyang Jin CHN
6. Jason Brown USA
7. Kevin Reynolds CAN
8. Keiji Tanaka JPN
9. Nam Nguyen CAN
10. Han Yan CHN

Se flere detaljer her.

Ingen kommentarer: