Miyahara, Medvedeva, Osmond og Tuktamysheva er blandt medaljekandidaterne. |
Konkurrencen ved Skate Canada 2016 begynder med damernes konkurrence. Her har vi to klare favoritter til top 2, men bronze virker meget mere åben: hele otte damer i feltet har mindst en GP-medalje på resuméet, så meget vil afhænge af dagsformen.
Guldfavorit er selvfølgelig Evgenia Medvedeva, som dominerede forrige sæson; kun én gang tog hun sølv, resten blev til guld inklusiv ved GPF, EM og VM. Indtil videre har vi set mange én-sæsons fænomener fra Rusland, men Medvedeva satte disse spekulationer til ro, da hun leverede fejlfrie løb ved de russiske testløb. Kritik har lydt på, at hendes programmer er kopier fra forrige sæson, men dommerne virkede stadig begejstrede, da hun vandt det lange program ved Japan Open med en stor score.
En anden dame med stålnerver er Satoko Miyahara, som tog medaljer ved alle sine konkurrencer forrige sæson undtagen ved VM, hvor hun trods flotte løb måtte tage en 5. plads i et stærkt felt. Hun får stadig ikke megen højde på sine spring, men hun har stabilitet og sværhed, og dette belønnes; hun løb rent ved US Classic, som hun vandt, og ved Japan Open hvor hun individuelt tog en 2. plads efter Medvedeva.
Værtsnation Canada har to medaljekandidater i feltet, men som altid kan de være svære at spå om. Tidligere Skate Canada-vinder Kaetlyn Osmond begyndte sæsonen stærkt med en sejr ved Finlandia Trophy, men hun har før vundet en tidlig Senior B for at skuffe senere på sæsonen. Denne sæson er hun dog skadesfri, og med store spring og udadvendt præsentation kan hun score højt.
Landsmand Alaine Chartrand har også store spring, men hun kan tit lade en fejl blive til mange, og ved VM faldt hun til en 17. plads. Hun forsøger heldigvis ikke sin triple axel mere, og måske dette vil hjælpe hende med mere stabile løb. Chartrand begyndte sæsonen med sølv ved Autumn Classic efter et stærkt lange program.
Elizaveta Tuktamysheva er tidligere VM og Skate Canada-vinder, men forrige sæson forsvandt hendes springstabilitet, og hun tog en skuffende 8. plads ved de russiske mesterskaber. Denne sæson har hun skaleret tilbage på sværheden (ingen triple axel eller triple loop), og hun mangler også fordel på piruetter og præsentation, så en medalje bliver svær uden fejlfrie løb. Russeren har denne sæson taget sølv ved Nebelhorn Trophy og en 4. plads ved Finlandia Trophy.
Amerikanske Mirai Nagasu vendte et blad forrige sæson, da hun endelig kom til VM og tog en 10. plads efter solide løb. Ved Autumn Classic leverede hun et superb kort program, som hjalp hende til sejren, men problemer med underrotationer er ikke et overstået kapitel: i det lange program blev hele fem spring kendt underroteret, så hun skal undgå disse i håb om medalje.
Rika Hongo er generelt er stabil løber, og ved VM blev det også et til fin 8. plads. Hendes scoringspotentiale er der nået et vist plateau, da hun ofte har problemer med at rotere sine 3-3 kombinationer og programkomponenterne stadig ikke er i toppen. Ved Autumn Classic virkede hun svagere end normalt, og det blev også til en lidt skuffende 4. plads.
Landsmand Yuka Nagai overraskede alle med at tage bronze her forrige år, men ellers har hun endnu ikke meget på resuméet, da hun efter en 7. plads ved de japanske mesterskaber ikke kom til VM. Hun er i stand til at udføre de svære spring, men hendes nuværende form er ukendt, da hun gør sin sæsondebut her.
Mine forudsigelser
1. Evgenia Medvedeva RUS
2. Satoko Miyahara JPN
3. Kaetlyn Osmond CAN
4. Elizaveta Tuktamysheva RUS
5. Mirai Nagasu USA
6. Alaine Chartrand CAN
7. Rika Hongo JPN
8. Yuka Nagai JPN
9. Nahyun Kim KOR
10. Dabin Choi KOR
11. Joshi Helgesson SWE
Se flere detaljer her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar