Jin, Chan, Uno og Aaron er blandt medaljekandidaterne hos herrerne. |
Også hos herrerne ved Four Continents 2016 har vi lidt et mandefald, da den regerende mester Denis Ten er ude med skade, mens sæsonens topherre Yuzuru Hanyu ikke deltager for at fokusere på VM.
Canadiske Patrick Chan har haft en blandet sæsonstart med nogle skuffende korte programmer ved GP'erne; han var dog solid ved de nationale mesterskaber, omend han ikke var helt succesfuld med sit opgraderede lange program. Han har vundet 4CC to gange ud af to forsøg - dog begge gange i Nordamerika - men han er uden tvivl guldvinderen, hvis han kan løbe to stærke løb.
Juniorverdensmester Shoma Uno har haft en stærk senior debutsæson, seneste med bronze ved GPF, hvor han faktisk slog Chan. Han er ligeledes en god all-round løber med svære spring og god præsentation, så han har helt sikkert chancen for at sejren, hvis han løber til sit potentiale (og Chan laver et par fejl).
I lidt modsatte grøft har vi Boyang Jin, som denne sæson tog to GP-sølvmedaljer og en 5. plads ved Finalen takket være sin quad lutz og forsøg på fire quads i sit lange program. Dermed sikrer han sig altid en høj teknisk score, men hans lave programkomponenter vil stadig holde ham tilbage. Med rene løb kan han dog sagtens true de andre herrer, hvis de til gengæld har tekniske problemer.
Max Aaron har indtil videre haft en solid sæson med bl.a. en sejr ved Skate America og sølv ved de nationale mesterskaber. Han har er en af de få amerikanske herrer med en solid en quad, men i dette felt er det ikke helt nok til at skille ham fra mængden trods forbedringer i præsentationen.
Tidligere 4CC-vinder Takahito Mura havde en dårlig sæsonstart med en 10. plads ved sin første GP, men han kom igen med bronze ved sin næste. Hans programkomponenter plejer at ligge i midten af feltet, så han får brug for at lande sine spring; ofte kan han poppe sin triple axel og have to fødder på sin quad.
Den regerende bronzevinder Han Yan er endnu ikke længere Kinas topherre på trods af, at han nok er den mest velafrundede i sit land. Han har opnået solide resultater denne sæson med en 4. plads og bronze ved GP'erne, men han laver oftest så mange fejl, at det nok bliver svært for ham at gentage en medalje her.
Hold også øje med Grant Hochstein, Ross Miner og Keiji Tanaka. De tre herrer har ikke helt springkraften til at konkurrere med topherrerne, men de har generelt leveret stabile løb denne sæson, hvilket måske kan føre til gode placeringer, hvis favoritterne skuffer.
Mine forudsigelser
1. Patrick Chan CAN
2. Shoma Uno JPN
3. Boyang Jin CHN
4. Max Aaron USA
5. Takahito Mura JPN
6. Han Yan CHN
7. Grant Hochstein USA
8. Keiji Tanaka JPN
9. Ross Miner USA
10. Michael Christian Martinez PHI
Se flere detaljer her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar