Hanyu, Chan, Nguyen og Murakami er blandt medaljekandidaterne. |
Vi har et stærkt felt hos herrerne ved Skate Canada 2015, hvor især kampen mellem to verdensmestre om guldet vil blive spændende.
Småfavorit er nok alligevel den olympiske mester og tidligere verdensmester Yuzuru Hanyu, som forrige sæson vandt GPF og tog sølv ved VM. Hanyu plejer at være rusten ved GP'erne og forrige sæson var heller ingen undtagelse, men denne sæson ser han ud til at være skadesfri - for et par uger siden vandt han Autumn Classic på overbevisende manerer. Hans store spring af høj sværhedsgrad vil give ham en vis margin.
Tre gange verdensmester og fire gange Skate Canada-vinder Patrick Chan gør sit comeback efter en sæsons pause. Ved sæsonåbneren Japan Open havde han nogle springproblemer, hvilket medførte en lidt skuffende 3. plads. Chan har ikke længere det store forspring på programkomponenterne, så han får brug for at lande sine spring rent - især triple axel - hvis han skal stå på toppen af podiet igen. Chan vil kun forsøge én quad i sit lange program vs. Yuzurus tre styk.
Den regerende canadiske nationale mester Nam Nguyen kommer fra en overraskende flot sæson, hvor han tog en 3. og 4. plads ved GP'erne og en 5. plads ved VM - dette var især takket være hans solide spring, men præsentationen har også forbedret sig meget. Han begyndte sæsonen med sølv ved Autumn Classic.
Daisuke Murakami overraskede alle med sin NHK Trophy sejr forrige sæson, men det blev kun til en 7. plads ved de nationale mesterskaber. Murakami har både quad salchow og triple axel i sit repetoire, men han kan nogle gange poppe disse, hvilket hurtigt trækker ham ned - dette skete ved Japan Open, hvor han tog en individuel 5. plads.
Forrige år blev det til en katastrofal 10. plads her for Adam Rippon, men denne burde ikke være svær at forbedre. Amerikaneren havde en solid sæsonstart med sølv ved Finlandia Trophy, men han får nok svært ved at true toppen grundet sin mangel på en stabil quad (lutz). Landsmand Timothy Dolensky, som har taget to 4. pladser ved sine CS konkurrencer, deltager også.
På papiret er Michal Brezina en medaljekandidat, og han tog da også én GP-bronze forrige år. Indtil videre denne sæson har han dog allerede konkurreret fire gange, og alle gange har hans løb været fyldt med adskillige springfejl.
Russiske Alexander Petrov gør sin senior GP-debut efter bronze ved JGPF og en 6. plads ved Junior VM. Han har endnu ikke en quad, men han er i stand til at lande de andre spring i høj kvalitet - desværre gav disse ham problemer, da han begyndte sæsonen med en skuffende 6. plads ved Cup of Nice.
Sydkorea sender Jin Seo Kim og June Hyoung Lee. Kim tog 9. pladser ved begge sine GP'er forrige sæson og begyndte denne med en sejr ved Ice Star. Lee tog en 19. plads ved forrige VM og startede sæsonen med en 10. plads ved Finlandia Trophy.
Den tredje herre fra Canada er Keegan Messing, som gør sin GP-debut. Han er ikke den mest finpudsede herre på isen, men han dog i stand til at lande de svære spring. Hans sæsondebut var en 5. plads ved Ondrej Nepela Trophy.
Mine forudsigelser
1. Yuzuru Hanyu JPN
2. Patrick Chan CAN
3. Nam Nguyen CAN
4. Daisuke Murakami JPN
5. Adam Rippon USA
6. Timothy Dolensky USA
7. Michal Brezina CZE
8. Alexander Petrov RUS
9. Jin Seo Kim KOR
10. Keegan Messing CAN
11. June Hyoung Lee KOR
12. Sei Kawahara JPN
Se flere detaljer her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar