Stolbova/Klimov, Sui/Han og Scimeca/Knierim er blandt medaljefavoritterne. |
Konkurrencen ved Skate America 2015 begynder med parløbernes konkurrence, hvor vi har et overraskende stærkt felt i vente. Alle par har allerede debuteret deres nye programmer (de kinesiske par dog kun nationalt), og baseret på disse løb har vi måske nogle overraskelser i vente.
De regerende VM sølvvindere Wenjing Sui og Cong Han gør deres internationale sæsondebut. Duoen kommer fra en stærk sæson, hvor de bl.a. tog sølv ved begge deres GP'er og bronze ved Finalen. Parret har en udadvendt præsentation og høj teknisk sværhedsgrad, som inkluderer quad twist og senest kast quad salchow, som de har landet over sommeren. Kineserne kan dog godt åbne døren på side-om-side springene, som de trods forbedringer stadig til tider kan fejle på.
Co-favoritterne til guldet er de regerende mestre Ksenia Stolbova og Fedor Klimov, som faktisk slog Sui/Han i deres to eneste opgør (begge GP'er) forrige sæson. Russerne mistede dog momentum som sæsonen skred frem, og de valgte helt at ikke deltage ved VM for at opgradere deres sværhedsgrad. Dette var dog ikke helt synligt ved deres sæsonåbner Ondrej Nepela Trophy, hvor de trods en sejr ikke fremviste opgraderet indhold og samtidig lavede fejl på deres normalt solide elementer. Med rene løb kan de dog score meget højt.
På hjemmebane er værternes bedste medaljehåb de nationale mestre Alexa Scimeca og Chris Knierim, som tog en 4. plads her forrige år og en 7. plads ved VM. Parret har de store elementer (inklusiv quad twist) til at kæmpe om podieplads, men deres upålidelighed på side-om-side springene plejer at hindre dem tidligt på sæsonen - ved sæsondebutten Nebelhorn Trophy havde de springfejl, men de gjorde dog nok til at snuppe sølv. I dette felt har de ikke råd til samme fejl, hvis de vil tage en medalje.
Kristina Astakhova og Alexei Rogonov var et nyt par forrige sæson, men de overraskede allerede med GP-bronze og en 10. plads ved VM. Russerne har også høj teknisk sværhedsgrad og tilhørende god pålidelighed, og dette kom til syne med en flot sølvmedalje ved deres sæsondebut Ondrej Nepela Trophy.
Andre bronzekandidater tæller kinesiske Xuehan Wang og Lei Wang samt amerikanske Tarah Kayne og Daniel O'Shea, som begge til tider har stået lidt i skyggen deres landsmænd. Wang/Wang vandt faktisk to GP-bronzemedaljer forrige sæson, mens Kayne/O'Shea begyndte sæsonen med en sejr ved US Int'l FS Classic.
Underdogs til medalje er de regerende Junior VM sølvvindere Julianne Seguin og Charlie Bilodeau, som var særdeles pålidelige forrige sæson. Canadierne havde dog en katastrofal sæsonstart med en 5. plads ved Nebelhorn Trophy, hvor de kiksede adskillige løft.
Mine forudsigelser
1. Wenjing Sui / Cong Han CHN
2. Ksenia Stolbova / Fedor Klimov RUS
3. Kristina Astakhova / Alexei Rogonov RUS
4. Alexa Scimeca / Chris Knierim USA
5. Tarah Kayne / Daniel O'Shea USA
6. Julianne Seguin / Charlie Bilodeau CAN
7. Xuehan Wang / Lei Wang CHN
8. Gretchen Donlan / Nathan Bartholomay USA (edit; ude pga. sygdom, Pfund/Santillan vil konkurrere)
Se flere detaljer her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar