Hanyu, Ten og Fernandez er medaljefavoritterne hos herrerne. |
Herrernes felt har indtil videre været ret uforudsigeligt denne sæson, og med den sværhedsgrad som herrerne vil forsøge ved VM 2015 i kunstskøjteløb, bliver det nok ikke meget anderledes denne gang.
Medaljefavoritter
Den regerende mester Yuzuru Hanyu må være småfavorit til at tage guldet; han har sværhedsgraden, præsentationen og kvaliteten til at score højest i dette felt, og han vandt også sine to seneste konkurrencer med stærke løb. Han har dog undergået operation og døjet med skade siden de nationale mesterskaber i december, så han er måske ikke i topform til at forsvare sin titel.
Den regerende OL-bronzevinder Denis Ten har som så ofte være undervældende i løbet af sæsonen, men han var superb i sin sejr ved Four Continents, som han vandt med sæsones hidtil højeste score. Spørgsmålet bliver så nu, om han er i stand til at peake mere end én gang i en sæson - noget han ikke har været i stand til før.
Den regerende VM-bronzevinder Javier Fernandez har taget lutter guld og sølv denne sæson trods en del svingende fremførelser. Det er især hans sværhedsgrad og høje programkomponenter, som har hjulpet ham, men i dette dybe felt kan han nok ikke være på sit EM-niveau (hvor han stadig tog guld) og stadig regne med en medalje.
Resten af top 10
USA sender tre herrer med top 10-potentiale, men den herre med potentiale til højeste placering er nok Joshua Farris, som imponerede med sølv ved Four Continents. Han har både de store spring og præsentationen til at score højt, men uden en quad i det korte program bliver det svært for ham at tage medalje.
Både Jason Brown og Adam Rippon er herrer med god præsentation og piruetter, men en til tider ustabil triple axel samt quad-problemer (ingen vs. underroteret quad lutz) begrænser deres mulighed for at tage medalje. Med rene løb har de dog en god chance for top 10 og kan måske beholde tre pladser til næste år.
Rusland sender Maxim Kovtun og Sergei Voronov - to herrer med stærke spring, men med mindre præsentation i fokus. De tog henholdsvis sølv og bronze ved EM trods to usikre løb, men i dette felt har de ikke råd til samme fejl.
På hjemmebane er kinesiske Han Yan måske et outside shot til medalje, da han både har springene, sværhedsgraden og det gode grundløb til at score højt. Han har dog en tendens til at lave et par småfejl i begge programmer, men med rene løb kan han måske overraske.
De to andre japanske herrer i feltet er Takahito Mura og Takahiko Kozuka. Mura begyndte sæsonen stærkt, men efterhånden har fejlene sneget sig ind, og det blev kun til en 7. plads ved Four Continents. Kozuka overraskede med bronze ved de nationale mesterskaber, men han har generelt kæmpet med med springstabiliteten (især underroteret quad) de sidste par sæsoner.
Mine forudsigelser
1. Yuzuru Hanyu JPN
2. Denis Ten KAZ
3. Javier Fernandez ESP
4. Joshua Farris USA
5. Han Yan CHN
6. Maxim Kovtun RUS
7. Sergei Voronov RUS
8. Jason Brown USA
9. Takahito Mura JPN
10. Misha Ge UZB
Se flere detaljer her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar