Uno, Chen, Jin og Petrov er blandt medaljekandidaterne hos herrerne. |
Vi har et særdeles spændende felt hos herrerne ved Junior VM 2015 i kunstskøjteløb, hvor adskillige herrer forsøger teknisk ambitiøse programmer.
Favorit må være Shoma Uno, som tog en særdeles overbevisende sejr ved JGPF og sidenhen har fulgt op med sølv ved de japanske mesterskaber og en 5. plads ved Four Continents. Uno er denne sæson blevet ret stabil med både triple axel og quad tåloop, og kombineret med stærk præsentation har han det højeste scoringspotentiale i feltet.
Resten af feltet virker en del mere åbent. Den regerende sølvvinder Adian Pitkeev har konkurreret som senior denne sæson, og det er bl.a. blevet til to 6. pladser ved GP'erne og senest en 7. plads ved EM. Han har endnu ikke været succesfuld med sine quad-forsøg, men resten af hans spring er af god kvalitet.
Boyang Jin vandt begge sine JGP'er, men skuffede med en 4. plads ved JGPF. Han har triple axelen i sit repetoire og planlægger hele tre quads i sit lange program. Hans tilgang er high risk-high reward, og han får brug for at lande springene, da programkomponenterne er hans svaghed.
Russiske Alexander Petrov er lidt mere velafrundet med store spring, og han tog bl.a. bronze ved JGPF, omend han løb under niveau. Petrov kan til tider være lidt uforudsigelig, men han har ikke råd til mange fejl uden en quad.
USAs største medaljehåb er Nathan Chen, som er den regerende bronzevinder. Han er en god allround løber, men han har dog døjet med skader, hvilket betød at han undlod triple axelen ved US Nationals. Han forsøger nu quad tåloops, men disse er endnu ikke helt stabile.
Sota Yamamoto overraskede de fleste ved sølv ved JGPF. Han har god præsentation, men hans ustabile triple axel betyder, at han får brug for fejlfri løb samt måske fejl fra de andre herrer for at tage en medalje.
Hold også øje med Roman Sadovsky, som tog en 6. plads ved JGPF, og He Zhang som tog sølv og bronze ved JGP'erne. Begge har endnu ikke mestret triple axelen, omend Zhang har landet quad tåloops.
Mine forudsigelser
1. Shoma Uno JPN
2. Boyang Jin CHN
3. Nathan Chen USA
4. Adian Pitkeev RUS
5. Alexander Petrov RUS
6. Sota Yamamoto JPN
7. He Zhang CHN
8. Roman Sadovsky RUS
9. Jin Seo Kim KOR
10. Daniel Samohin ISR
Se flere detaljer her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar