Chan udfører sin siddepiruette i svær position i det korte program. (Foto: Reuters)
Herrernes korte programmer ved Rostelecom Cup 2012 var en noget rodet affære, hvor flertallet havde adskillige fejl i deres program.
Patrick Chan formåede at holde sig på fødderne, omend han ikke var fejlfri. Han lagde ud med at lande en quad tåloop, men fik kun tilføjet en single tåloop, og kombinationen fik derfor den obligatoriske -3 i GOE. Resten af programmet var rent med triple axel og triple lutz samt solide piruetter og stærke trin. En score på 85.44 point giver ham en ganske solid føring efter det korte program.
En af dagens positive overraskelser kom fra Konstantin Menshov, der som den eneste fik udført alle sine planlagte spring: triple axel (lidt usikker), quad tåloop-triple tåloop og triple lutz. Et nyt personligt bedste på 76.73 point giver ham en 2. plads.
Skate America vinder Takahiko Kozuka er kun 0.39 point bagud på en 3. plads. Han havde to fødder på en underroteret quad tåloop samt hånd på sin triple axel. Hans triple lutz-triple tåloop var dog ren.
En anden russer overraskede også. Relativt ukendte Zhan Bush fik landet triple axel, quad tåloop-double tåloop og triple lutz, og han kunne dermed forbedre sit hidtil personlige bedste med knap 10 point. Han er nu på en 4. plads med 74.50 point.
Landsmand Artur Gachinski faldt på sin quad tåloop og havde en usikker triple lutz-double tåloop kombination. Han fik dog landet sin triple axel. Gachinski ligger nu på en tæt 5. plads.
Michael Brezina doublede sin planlagte quad salchow, men resten af springene var rene. Tjekken sidder på en 6. plads.
Top 2 til 6 er adskilt af kun 2.90 point, så sølv og bronze er stadig meget åbent.
Resten af herrerne havde adskillige problemer. Richard Dornbush lagde ud med en ren quad tåloop, mens kiksede de to andre spring. Nobunari Oda floppede to spring, hvilket kostede dyrt i basisværdi. Denis Ten havde fejl på alle tre springelementer, deriblandt to fejl på to underroterede spring.
Johnny Weir skuffede med at lave fejl på alle sine spring: fald på nedgraderet quad tåloop, to fødder på triple axel, og kombinationen blev kun en double-double. Han er nu nede på en 10. plads med kun 57.47 point.
Stilling efter kort program
FPl. | Name | Nation | Points | SP | FS | |||
---|---|---|---|---|---|---|---|---|
1 | Patrick CHAN |
| 85.44 | 1 | ||||
2 | Konstantin MENSHOV |
| 76.73 | 2 | ||||
3 | Takahiko KOZUKA |
| 76.34 | 3 | ||||
4 | Zhan BUSH |
| 74.50 | 4 | ||||
5 | Artur GACHINSKI |
| 74.07 | 5 | ||||
6 | Michal BREZINA |
| 73.83 | 6 | ||||
7 | Richard DORNBUSH |
| 67.44 | 7 | ||||
8 | Nobunari ODA |
| 63.18 | 8 | ||||
9 | Denis TEN |
| 59.42 | 9 | ||||
10 | Johnny WEIR |
| 57.47 | 10 |
Se flere detaljer her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar