tirsdag den 24. januar 2012

EM 2012 forudsigelser - Parløb

Savchenko og Szolkowy er fire gange Europamestre. (Foto: Getty Images)

For første gang i mange år så det ud til, at dette EM ville blive en rigtig kamp for parløberne - desværre har skader plaget topløberne.

De regerende Europa- samt Grand Prix Finale mestre Aliona Savchenko og Robin Szolkowy er på papiret favoritter til at snuppe deres femte titel, men lige nu er det uvist om de overhovedet vil være i stand til at deltage. Savchenko fik en fibersprængning i låret, da parret for lidt over en uge siden trænede kast triple axel, og per sidste lørdag var hun stadig ikke i stand til at lande spring eller kast. Selv hvis de deltager, lyder det ikke sandsynligt at de vil være i stand til at løbe rent - og det har de brug for, hvis de vil slå russerne.

Favoritterne lige nu er EM-debutanter Tatiana Volosozhar og Maxim Trankov. Parret har også døjet med skader, hvilket betød, at de ikke deltog ved de nationale mesterskaber. Med landsmændene Kavaguti og Smirnov ude pga. blindtarmsoperation og tyskernes skade, burde det teknisk ret pålidelige par være i stand til at tage guld.

De regerende bronzevindere Vera Bazarova og Yuri Larinov har igen en god chance for en podieplads. Parret har stærke løft og kast, men som altid giver deres side-om-side spring dem problemer. Det tredje russiske par Ksenia Stolbova og Fedor Klimov ser ud til at blive bedre og bedre som sæsonen går. De vil nok ikke slå deres landsmænd, men en top 5 placering burde være realistisk.

Hold også øje med Stefania Berton og Ondrej Hotarek samt Maylin Hausch og Daniel Wende, som endte på en henholdsvis 5.- og 6. plads forrige år. På hjemmebane har vi Stacey Kemp og David King, der burde kunne ende i top 10.

Mine forudsigelser
1. Tatiana Volosozhar / Maxim Trankov RUS
2. Aliona Savchenko / Robin Szolkowy GER
3. Vera Bazarova / Yuri Larinov RUS
4. Stefania Berton / Ondrej Hotarek ITA
5. Ksenia Stolbova / Fedor Klimov RUS
6. Maylin Hausch / Daniel Wende GER

Se flere detaljer her.

Ingen kommentarer: