Damernes podium ved JGP Austria: Zijun Li og Vanessa Lam er videre til Finalen, mens Polina Agafonova er andenreserve.
Junior damernes konkurrence er som altid en must-see ved Junior Finalen, da man som reglen ser de lovende talenter udføre spring, som er sværere end seniorerne.
Igen dominerer russerne damernes disciplin, da de udgør halvdelen af finalisterne. Guldfavorit er uden tvivl 13-årige Julia Lipnitskaia, som vandt begge sine JGP'er på imponerende vis. Hun har de fem forskellige triple spring, en triple tåloop-triple tåloop kombination og feltets bedste piruetter, og vigtigst af alt har hun udvist stor pålidelighed.
Resten af podiepladserne virker åbne, men Polina Shelepens solide sæson taler til hendes sag. Shelepen er en veteran i feltet, da hun allerede har deltage i to Finaler - hun tog sølv i 2009. Hun vandt også begge sine JGP'er denne sæson, og med to forskellige triple-triple kombinationer i sit repetoire har hun en høj teknisk score sikret. I forhold til resten af feltet halter hun dog bagud, hvad angår programkomponenterne.
Vanessa Lam er den eneste amerikaner i feltet. Hun tog bronze og guld ved sine JGP'er, men hun er dog en smule begrænset i sit scoringspotentiale: hun har gode piruetter og præsentation, men hun ikke har en triple-triple kombination. Desuden er højden på hendes spring bekymrende lav, så hun skal håbe på fejl fra andre for at komme på podiet.
Kinesiske Zijun Li er den regerende bronzevinder, og denne sæson har hun indtil videre haft en solid sæson med to sølvmedaljer. Hun har springene - hun har dog ikke landet en triple-triple endnu - og præsentationen til at score højt, men småfejl har hindret hende i tage guld indtil videre.
Risa Shoji tog en 4. plads forrige år. Hun tabte tie-breakeren til Li, og denne sæson har hun ligesom Li også taget to sølvmedaljer. Shoji har et svært springlayout planlagt, men underrotationer og hendes underspillede præsentation kan til tider holde hende tilbage.
Polina Korobeynikova kommer til konkurrencen i skyggen af sine landsmænd. Hun bringer modenhed til sine programmer, men manglen på en stabil triple lutz vil holde hende nede. Lutzen er nemlig obligatorisk i det korte program.
Mine forudsigelser
1. Julia Lipnitskaia (RUS)
2. Polina Shelepen (RUS)
3. Zijun Li (CHN)
4. Risa Shoji (JPN)
5. Vanessa Lam (USA)
6. Polina Korobeynikova (RUS)
Se flere detaljer her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar