mandag den 24. januar 2011

EM 2011 forudsigelser - Isdans

Nathalie Pechalat og Fabian Bourzat er favoritter til at tage EM-guld. (Foto: Getty Images)

EM begynder i dag med isdansernes kvalifikationsrunde!

Favoritterne til guldet i isdans vil være franske Nathalie Pechalat og Fabian Bourzat. Parret har endt på en 4. plads de to foregående år, men denne sæson har de været på en guldbølge, da de har vundet hver konkurrence, som de har deltaget i bortset fra Grand Prix Finalen, hvor de tog sølv. Begge deres programmer er smukke, så en podiumsmedalje burde i hvert fald være sikker.

De regerende EM sølvmedaljetagere Federica Faiella og Massiomo Scali burde også tage en medalje, men hidtil har deres sæson været ustabil. Efter fald i begge programmer ved Cup of China tog de kun bronze, og de måtte trække sig fra Rostelecom Cup. Forhåbentlig har de haft nok tid til at komme i topform.

Sinead Kerr og John Kerr har også døjet med skader, så det er svært at forudse, hvordan de vil klare sig her. Parret tog sølv ved Skate Canada, men måtte trække sig fra deres næste Grand Prix. Parret tog bronze ved EM i 2009, og ligesom Faiella og Scali vil denne sæson også være deres sidste.

Rusland kan som det eneste land sende tre isdansepar. Ekaterina Bobrova og Dmitri Soloviev er topparret, da de vandt medaljer ved begge Grand Prix'er og kvalificerede sig til Finalen. De tog også guld ved de nationale mesterskaber. Parret har dog ved de seneste konkurrencer haft tendens til at lave et par småfejl, især på deres twizzles, og så har de også besluttet sig for at få en ny kort dans. Ekaterina Riazanova og Ilia Tkachenko har klaret sig overraskende godt denne sæson, så en top 5 placering burde bestemt være mulig. Elena Ilinykh og Nikita Katsalapov ligner ikke podiumsfavoritter med deres til tider usikre fremførelser denne sæson, men EM burde give dem god erfaring mod Sochi.

Hold også øje med ungarske Nora Hoffmann og Maxim Zavozin. Parret kvalificerede sig til Grand Prix Finalen, hvor de dog kun endte på en 6. plads. Parret endte på en 10. plads ved EM forrige sæson.

Danske Katelyn Good og Nikolaj Sørensen vil ikke deltage i år, som tidligere forventet. Parret deltog ikke ved DM, og så har de lige skiftet træner (Marie-France Dubreuil og Patrice Lauzon?) og træningssted.

Mine forudsigelser
GULD - Nathalie Pechalat/Fabian Bourzat FRA
SØLV - Federica Faiella/Massimo Scali ITA
BRONZE - Sinead Kerr/John Kerr GBR

Se flere detaljer her.

Ingen kommentarer: