De amerikanske mesterskaber begynder i morgen i Spokane, Washington og varer helt indtil den 24. januar. For at opnå mest mulig TV-dækning finder herrernes og parrenes konkurrence sted i denne weekend, mens damernes og isdansernes konkurrence finder sted i næste weekend (novice og juniorer konkurrerer midtmellem). Dette bliver endnu en grusom konkurrence, da disse mesterskaber vægtes højst, når landsholdet til Vinter OL skal udvælges.
Herrer
Favoritterne til de tre pladser, som USA har kvalificeret sig til i herrernes disciplin til Vinter OL, er uden tvivl Evan Lysacek, Jeremy Abbott og Johnny Weir (billedet), der alle kvalificerede sig til Grand Prix Finalen. Som regerende verdensmester og Grand Prix Finalemester er Evan Lysacek (foruden alvorlige skader) garanteret en tur til OL, uanset hvordan han klarer sig i denne uge, men han er så pålidelig, at en podiumsplads ikke burde være svær at opnå. Det vil også blive spændende at se, om han vil forsøge quad'en, da han lige har udtalt, at en olympisk mester har brug for en quad. Den regerende nationale mester Jeremy Abbotts resultater har til gengæld været utroligt svingende den seneste tid, men når han er på, har han potentialet til at slå alle. Kvaliteten af hans spring (når han lander dem) er den bedste i hele feltet, så der skal to meget dårlige programmer til at placere ham udenfor medaljerækken. Johnny Weir vandt bronze ved Grand Prix Finalen, men denne er ikke nok til at give ham en billet på landsholdet (jf. sidste år). Denne sæson har han dog stille og roligt forbedret sig, så måske han vil være i topform i morgen og vinde sin fjerde nationale titel?
Underdogs inkludere bl.a. Adam Rippon, der vandt bronze ved Trophée Eric Bompard. Han har en god præsentation, men skal virkeligt lande den tripel axel mere solidt for at lande på podiet. Den regerende nationale sølvmedalist Brandon Mroz har indtil videre ikke haft en god sæson, men med en quad i sit arsenal kan han altid overraske. Den regerende tinmedalist (4. plads) Ryan Bradley planlægger hele 3 quads, men har det med at lave fejl senere i programmerne. Til sidst er der Stephen Carriere, der er junior VM-mester fra 2007. Han har haft sin hidtil dårligste senior Grand Prix sæson, men har på resuméet en 10. plads ved VM (i 2008); noget som Ryan Bradley eller Jeremy Abbott ikke har overgået endnu!
Mine forudsigelser:
Guld - Evan Lysacek
Sølv - Johnny Weir
Bronze - Jeremy Abbott
Tin - Adam Rippon
Parløb
USA har kvalificeret sig 2 pladser til OL, og favoritterne til den en plads er to gange regerende mestre Keauna McLaughlin og Rockne Brubaker (billedet). Parret har en god præsentation og pæne løft, men de kæmper tit med at lande side-om-side springene, især McLaughlin. De er dog det par, der har potentialet til at score højest. De andre favoritter er regerende sølvmedalister Caydee Denney og Jeremy Barrett, som hurtig er steget i ranglisten, selvom de kun har skøjtet sammen i lidt mere end et år. Parret er kendt for deres pålidelighed i deres kast og spring, hvilket betød at de placerede to pladser bedre en McLaughlin og Brubaker ved VM (de fik en 9. plads). De sidste favoritter er veteranerne Rena Inoue og John Baldwin, der er det eneste par, der har konkurreret ved et Vinter OL. Parret har (til tider) en kast tripel axel i deres arsenal, og Inoue landede kastet ved Trophée Eric Bompard, hvor de vandt bronze. Baldwin skal dog lande side-om-side springene, for at parret kan placere i top 2.
Underdogs tæller bl.a. Amanda Evora og Mark Ladwig, Brooke Castile og Benjamin Okolski, Marissa Castelli og Simon Schnapir samt Caitlin Yankowskas og John Coughlin. Castile og Okolski er de eneste af de her par, der har placeret i top 3 nationalt (de vandt titlen i 2007).
Mine forudsigelser:
Guld - Keauna McLaughlin/Rockne Brubaker
Sølv - Caydee Denney/Jeremy Barrett
Bronze - Rena Inoue/John Baldwin
Tin - Amanda Evora/Mark Ladwig
Ingen kommentarer:
Send en kommentar